|
|
|
Erik
A. Nielsen
Nytårsnat
Luk 2,21
- Nytårsnat/dag A
Nytårsnat
1996
O
du, som
skabte hjerte mit, det dybe, underfulde,
o dan det efter hjerte dit
til himmel-spejl i mulde,
Så jeg langt mer, end selv jeg ved,
kan lære af din kærlighed
om nådens rige fylde.
For
to tusind
år siden lod et jødisk forældrepar — en gammel mand og
en ganske ung kvinde —
deres nyfødte drengebarn omskære og gav ham ved samme
lejlighed et navn. De to
forældre gjorde nøjagtig, som det havde været deres
folks sædvane fra ældgamle
tider og som det stadig er jødefolkets skik. Historien
er så kort, at den
næsten er forbi, før den er begyndt. Er den værd at
rejse sig for — er den værd
at høre?
Så lad os fortælle den én gang til: for to tusinde år
siden lod et jødisk
forældrepar — en gammel mand og en ganske ung kvinde —
den nyfødte Gud omskære
og gav ham ved samme lejlighed navnet Jesus. — Er den
så blevet værd at rejse
sig for og at lytte til? Omskære den nyfødte Gud og
give ham navnet Jesus!
Forbløffende er den historie i hvert fald — men er den
til at forstå? Og
hvorfor har den — sin korthed til trods — holdt stand
igennem 2000 år?
At
give Gud
et navn er farligt, ja det er så skrækindjagende, at
jøderne igennem deres
lange historie har fastholdt, at Guds navn ikke må
nævnes eller skrives. Hvad
Gud hedder, er tilværelsens største hemmelighed. Kun
Gud selv ved det, og
spørger man, som Moses gjorde det, om hans navn,
svarer han med utilnærmelig
ophøjethed: Jeg er den, jeg er (2 Mos 3,14).
Når
forældrene
alligevel vovede at navngive den nyfødte Gud, kunne
det jo bero på,
at en engel, et guddommeligt sendebud, havde fortalt
dem, hvad barnet skulle
hedde. Da Gud kom til verden i menneskeskikkelse, tog
han også et jordisk navn
på sig: Jesus. Et traditionsrigt jødisk navn, det
samme navn som Josua, navnet
på en stor ypperstepræst og en brutal erobrer. Og
begge dele skulle denne lille
dreng med sit store navn vokse op til at blive — skønt
han udfyldte det
ypperstepræstelige embede på en måde, ingen tidligere
havde formået, og
erobrede verden med midler, ingen tidligere hersker
havde kendt.
Men
selv,
mens han levede på jorden og adlød navnet Jesus, som
stadig flere mennesker
elskede og påkaldte ham ved, bevarede han også sit
hemmelige, sit himmelske
navn. Det navn åbenbarede han i løbet af sit korte
dramatiske liv. Kristus
lyder det, men skønt enhver kan sige det, er det kun
med randen af forstanden
vi aner, hvad det navn betyder. Navnet over dem alle,
navnet som virker så
stærkt og uforklarligt allerede ved at man tager det i
sin mund.
Måske
virker
navnet Kristus så stærkt, fordi millioner af mennesker
i de forløbne 2000 år er
blevet døbt til det. I det navn bliver alle de døbte —
levende, døde, ufødte —
fælles. For ligesom Jesus ved omskærelsen blev
retmæssigt indlemmet i det
jødiske folk, sådan bliver kristne ved dåben
retmæssigt indlemmet i det kristne
folk.
Det
er svært
at sige, hvad der kendetegner det folk, og hvad der
binder det sammen til ét
folk. Men én ting kendetegner i al fald de døbte: vi
har alle sammen i dåben
fået et åbenbart navn, som vi kaldes, kendes,
registreres og beskattes ved. Men
vi har også fået et hemmeligt navn, et navn, som kun
Kristus kender, men som vi
skal bruge et helt liv til at vinde indsigt i.
Hvad
kalder
Gud mig? Hvad er alt det hemmelige, Gud ved om mig?
På
hvilken
måde er mit væsen større og anderledes end
reklamebranchen,
underholdningsindustrien, skattevæsenet, lægerne,
skolelærerne, min mand eller
kone, mine forældre, mine børn og venner forestiller
sig? På hvilken måde er
mit væsen større, end jeg selv forestiller mig? Man
kan bruge et helt liv på at
aftvinge Gud dén hemmelighed. Hvad skulle vi gøre uden
jødefolkets genialitet,
dets kampvilje, dets genstridighed over for den Gud,
de ikke vil slippe og som
ikke vil slippe dem. Jakobs nattelange brydekamp med
en, der måske er Guds
engel. Hvem kan glemme den historie, så dybt
uhyggelig, så fanatisk stolt fra
begge de kæmpendes side: jeg slipper dig ikke, før du
velsigner mig!!!
Også
her
lyder det, da Jakob spørger efter sin modstanders
navn: Hvorfor spørger du om
mit navn? Jakob forlader ved morgentide kampen med et
lammende slag på hoften,
men også med et nyt navn: Israel. Et navn, givet ham
af Gud med en velsignelse
og med de mest vidtrækkende følgevirkninger Manden
Jakob blev til et folk, der
stadig kalder sig ved det Navn, Gud gav dem den
morgen. Manden Jesus blev til
et endnu større folk ved sit nye guddommelige navn
Kristus. Også i det navn var
der velsignelse og stadig uoverskuelige
følgevirkninger. Ved det navn kaldes vi
kristne, vi da ikke gør alle mulige krumspring for at
undslippe det.
Hvorfor
begynde
et nyt år med disse sære historier? Vi, der har
hænderne fulde af
nutidens uendeligt forviklede historier; vi, der i
stigende grad tvivler på, om
menneskehedens historie overhovedet vil kunne
fortsætte meget længere. I den
kinesiske kalender giver man også år navne, mytiske
navne, der foregriber, hvad
man kan forvente sig af dem. Måske er vi i
kristenheden mere tøvende med at
navngive årene, fordi det først i årets løb vil
afsløres, hvad det år dybest
set kom til at hedde. Dragens år, løvens år, grisens
år, sultens år, dødens år?
Vi ved det om et år, hvis vi til den tid ellers er der
til at vide det.
Det
år, vi
netop er gået ind i, har allerede fået ét navn:
Kulturbyåret.23 Under det navn
skal København og Danmark blive kendt i Europa og den
øvrige verden. Ikke ét
ondt ord om det, skønt man indimellem frygter, at
initiativerne vil løbe op til
en babylonsk forvirring. For Babylon — det er jo sandt
nok os, og den rigdom af
kulturelle tilbud, vi skal møde i det netop påbegyndte
år, vil givetvis være
fortumlende at deltage i.
Men
i kirken
har året ét navn til: Herrens år. Fordi der skjult
under alle vores
komplicerede historier gemmer sig en historie om, at
Gud har sine egne, store
planer med os. Den historie rummer alle de andre
historiers overtoner. Når
kirken nu får muligheden for at sige de allerførste
ord til dette år, står det
jo enhver frit for at spørge sig, om dette kulturbyår
også har sit hemmelige
navn. Om der også gennem de mange former og udtryk,
som kunstnere og
kulturpersoner vil præsentere os for, går et vedhol-
dende spørgsmål efter det
navn, Gud har givet os, men ikke har afsløret for os
endnu.
Vores
moderne
kultur er — som kulturer altid har været det —
gennemtrukket af
historier. Mennesker fortæller og fortæller, og der
findes vel næppe et mere
charmerende og overbevisende udtryk for vores
livfuldhed end netop dette. Alene
i denne korte midnatstime er vi omgivet af
historiernes mylder. Nogle af dem er
læst, nogle bliver sunget, spillet og danset. Nogle
står her som strålende
figurer af engle og drager, lavet af børnene i en af
Slangerups skoler.
Slangerup
—
et lille sted midt i verdensrummet, beliggende her
under nytårsnattens vældige
himle. Er det til at stå for, at stedet hedder
Slangerup, og at kirken, vi
befinder os i, er helliget ærkeenglen Michael, den
himmelske dragedræber? Ved
navnene Slangerup og Michael knytter der sig store
himmelsyner til denne gamle
kirke: syndefaldets beretning om slangen, der
omslynger os, og
Johannesåbenbaringens fortælling om den store kamp i
himlen, hvor Michael skal
nedstyrte dragen til Helvede. Men også det kendte
kirkesagn om dragen, der har
lagt sig omkring kirken, så ingen kan slippe ind i
den. Fortællingen om helten
— hvad enten han hedder Skt. Georg eller noget andet —
der dræber dragen og
åbner vejen til den belejrede himmelby. Gode historier
at tænke på i en
ængstelig nytårs- nat.
Jakobs
tvivl
og rædsel i hans lange kampnat ligner et symbol på det
moderne menneske.
Hvordan kan vi rigtigt afgøre, om den frygtindgydende
modstander, der møder os
i mørket, er dragen eller Guds engel? Det er kampens
forløb, der skal bringe
afklaringen ved solopgang.
Som
Jakob,
som Michael, som Sankt Georg og utallige andre helte
og heltinder kan vi selv
anråbe Gud, kæmpe med ham for at han skal give sit
væsen til kende. Eller for
at han skal give vores væsen til kende og afsløre
vores dybere navn. Anråbe —
gør moderne mennesker det? Måske gør de slet ikke
andet — råber, skønt ingen
hører det, for at forstå en lille flig af det store
navn.
Johannesåbenbaringen
med
de forbløffende syner siger det således: Den, der
sejrer, skal således
iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans
navn af livets bog, og jeg
vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans
engle (Åb 3,5). Vi har et
navn stående i livets bog! Et navn, som venter os ude
i den yderste fremtid og
som skal forvandle os til bunds, velsigne os ud over
al forstand, når vi engang
får det at høre. Forstå det hvem der kan! Men tanken
er ikke til at slippe, når
man først har fået den ind i hovedet. I gammelt
kristent sprog kaldes den
forklarelse: var det dét, der var mig? var det dét,
der var meningen? Større
historie findes ikke end den, der kan ende med en så
suveræn pointe.
Skal
vi da
begynde dette nye år, der i nat bærer navnet
kulturbyåret, med en anråbelse
efter vores og årets større og hemmelighedsfulde navn:
Jeg slipper dig ikke,
før du velsigner mig.
Prædikenen
er
holdt nytårsnat som optakt til kulturbyåret 1996.
|
|
|
