Præsentation/anmeldelser PÅ DIT ORD Lutherske prædikener til kirkeåret  Første tekstrække Redigeret af Merete Bøye, Nana Hauge og Katrine Winkel Holm 2024 Forlaget Eksistensen. Bogen kan bestilles her (Præsentationer af bøger her på Theol-p er ofte en slags løbende anmeldelse - i forhold til hvornår en given bog er bliver refereret til på Teksten denne uge) Prædikensamlingen ”På dit ord” har fået en del menneskeord med på vejen – inden den var udkommet. Det borger selvfølgelig for relevansen for Teksten denne uges brugere, at nogen vil kritisere noget så ellers ofte upåagtet som udgivelsen af en prædikensamling. Nogle af fordommene går på at den ikke halser efter den nyeste. Den forventede konservatisme er man især gået i kødet på. Udgiverredaktionen er næppe utilfredse med at blive forstået som konservative. Titlen ”På dit ord” skal signalere at de ønsker at følge Jesu befaling til Peter om at kaste garnene ud. Står der i indledningen. Så lad Gud om at der går fisk i dem. Men dertil skal der uden tvivl tænkes ”På DIT ord…”  Og Guds ord bliver det hvis det læses og høres med luthersk bevidsthed. Her fægtes med åben pande. Jeg kalder i hvert fald selve udgiverkredsen Ny Tidehverv, mennesker der ofte samles ved Tidehvervs sommermøde, læser – en enkelt redigerer – ”Tidehverv” – om alle bidragyderne anser sig som en del af tidehvervbevægelsen véd jeg ikke. Jeg selv er lidt ”Tidehverv gået ud på dato – men ofte god etter” som der står på mælkekartonerne her i Norge. Det sidste kan jeg i det mindste håbe på. Der 40 bidragydere – fra biskop, over næsten kendisser i kulturlandskabet (betyder ”skriver også i Information!), til præster både i by og på landet. En pudsig ting er at deres fødselsår er anført på forfatterlisten. Vi ser at det ikke er en gammel garde. Et tilfælde? Eller findes tidehvervspræster af min årgang – fra før ungdomsoprøret ikke længere? Jeg vil anmelde/præsentere prædikensamlingen på samme måde, som jeg har gjort med forgængeren, «I tide og utide». Jeg vil løbende at tage prædikener op til en kommende søndag på ”Teksten denne uge” op. Det bliver uden personsanseelse – så ingen bør føle sig forbigået – for det afhænger af min kapacitet i forhold til den ugentlig opdatering. Prædikener skal anmeldes kollegialt-solidarisk – man kan selvfølgelig være direkte uenig i en given tolkning, og kan pege på det – men jeg prøver også at aflæse intentionen og gøre rede for den. Det vigtigste for mig i en prædiken er hvordan fremstår Gud og så mennesket i forhold til Gud – og dernæst mennesket i dets omverden – i den sammenhæng: hvordan tænkes menighed. Så kan der gå drillepind i mig, hvis jeg ser unødvendig staffage – men forhåbentlig med den sømmelige selverkendelse at unødvendig staffage griber vi næsten alle til – enten for at profilere os selv, betrygge menigheden – eller hvilke motiver, der kan være. Direkte citat vil stå i kursiv. Kristen Skriver Frandsen 1. s. i advent. Torben Bramming 2. s. i advent. Morten Brøgger  [Til top – den generelle præsentation] [TdU] Jeg bliver altid lidt bekymret, når vi tager andre religioner frem til sammenligning med vores egen tro. Det er svært at være saglig. Når muslimske imamer sammenligner med kristendommen, tænker jeg næsten altid, jamen, du forstår ikke helheden. Men Morten Brøgger gør det på en klog og sympatisk måde – først og fremmest ved at begynde i vores egen kultur, med Sokrates, med hans forhold til sjæl og legeme – og forløsning og dens betingelse. Og hans ser ligheden i hhv buddhisme og hinduisme. Men da vi undervejs næsten har identificeret os med Sokrates og måske mærket, hvor meget også vi moderne mennesker i grunden tænker ”løn som forskyldt”, og undertiden også en modsætning mellem sjæl/ånd og krop, så uddyber sammenligningen perspektivet. Buddhismelignende tænkning er jo ikke bare et fjernøstligt fænomen, og den efterhånden internaliserede buddhisme trænger faktisk til at blive mindet om en mulig gammel grobund i vores kultur. Brøgger  nævner jo da også at vi (det moderne menneske) kan hævde at sjælen ikke findes, men bare er en kropslig funktion). Med dette som bagtæppe åbnes bevidstheden for at forstå det, Jesus taler om, og som er radikalt anderledes end vores umiddelbare forståelse. Så griber Brøgger ordet forløsning. Og minder om at vi på dansk også bruger det om fødsler: Når Jesus bruger udtrykket forløsning, klinger dette altså med: vi bringes ud af det foreløbige, ud af ubehag og smerter, vi kommer frem til målet. Vi går fra ængstelse til glæde. Vi går fra den jordiske verden til Guds rige. I det hele taget er forløsning et fantastisk ord: forløsende ord, forløste følelser, forløsende situationer, men jo her i prædikenen en pointe i at tage det så stærkt fysiske som en fødsel frem. Indholdsmæssigt rimeligt - jfr Jesu billede på sin genkomst til disciplene, det er som når en kvinde føder - når barnet er kommet til - glemmer hun smerten Joh. 16,21 f . (Men selve det græske ord apolutråsis synes ikke at være brugt om fødsel se Tdu Eksegese). Og så det vigtige: At i den kristne tro er det ikke modsætning sjæl/legeme der er afgørende, verden er i sin fysiske legemlighed skabt god Det gælder derfor ikke i Jesu tankegang om at blive forløst fra den legemlige, materielle verden. Problemet med verden er, at den er behersket af djævelen, af synden, af det onde. Han taler flere steder om denne verdens fyrste, og dermed mener han altså djævelen. Og han selv er kommet til jorden for at overvinde djævelen og fratage djævelen hans ret til noget som helst i denne verden. Brøgger giver os mulighed for at afmytologisere Djævelen – synden, det onde, verdens fyrste – men har måske nok en pointe med at lade det samle sig i den mytologiske iklædning. Det er ikke verden der er ond, ”men uretfærdighed, ondskab og løgn huserer i verden, fordi menneskene har givet efter for det, og Jesus kommer for at holde dom, så alt det onde, det uretfærdige og alle løgne kan  blive afsløret og gjort kraftesløse. Dommen er … god.” Det materielle, det legemlige, er altså ikke forkert eller ondt …Derfor taler vi også om kødets opstandelse i trosbekendelsen. Det er ikke kun sjælen, der skal leve videre, både sjæl og krop skal dø, men de skal også begge opstå i opstandelsen. Nadveren er pant på den nåderige dom  – vi skal ikke frygte død og dom ... Men vi skal heller ikke haste frem mod døden og mod jordens undergang, som om døden og undergangen i sig selv er en forløsning, og som om der er noget galt med denne verden i sig selv. Men vi sættes med dette budskab til at leve vort liv i denne verden og her på vores sted at kæmpe mod løgn, uret og ondskab. Vi skal søge sandheden, retten og det gode, ikke uden for denne verden, men i denne verden i Jesu forkyndelse til os. Gud er den gode skaber, vi har givet efter for det onde, som ses som en selvstændig magt, men i løftet om forløsning fra det onde, sættes vi allerede , til en begyndelse,  inden den endelige forløsning, i kampen mod løgnen og det onde. Prædikenen er åben – den drejer sig om mig, tilhøreren, som menneske, ikke om nogle andre. Jeg kan forstå min kamp mod løgn, uret og ondskab – sådan som jeg tror det vender. Der er en rimelig chance for at jeg tolker verdens fyrste anderledes end prædikanten, men sådan skal det være. Med de valgte salmer, et par velvalgte overraskelser, ville jeg gå opbygget fra denne gudstjeneste. I øvrigt værd at bemærke: en styrke ved prædikensamlingen er det efterstillede, begrundede salmevalg ved alle prædikener. 3. s. i advent Ole Burchardt Olesen: Gud går med os som den levende Gud 4. s. i advent Morten Brøgger: Vi skal glæde os i Herrem  Juleaften Jesper Bacher;  Da julemanden gav en lussing Juledag Morten Thaysen: Julens glæde er trøstet sorg 2. juledag  Andreas Riis Damgaard: Rosen i en verden af torne ...... 2. s. i fasten Martin Ravn [Til top – den generelle præsentation] [TdU] Martin Ravn lægger ud med at skrive at vi lever i en tid, hvor vi mener at fællesskab er godt. "Men fællesskabets medalje har en bagside. De er også grundlagt i et inde og et ude. Vores menneskelige fællesskaber er også altid defineret ved at være fællesskaber for nogle bestemte, og fællesskaber er også altid holdt sammen af frygten for at blive stødt ud. Vi definerer os i høj grad ud fra de fællesskaber, vi er en del af, men også ud fra dem, vi ikke er en del af. Russere definerer sig – især i denne tid – ved ikke at være ukrainere, ukrainere ved ikke at være russere." Ravn fortæller kanaanæernes historie. Folk, der var drevet ud i udkantsområder - fortællingens sted - i forhold til det land som oprindeligt var deres. Og foragtede af de folk, som havde trængt dem derud. Og vi får pointeret fortalt historien - og så lidt overraskende for anmelderen, henleder han vores opmærksomhed på hendes lighed med Jesu mor, Maria: "Der er også noget andet, som ikke siges direkte i teksten, men ligger i dens beskrivelse af kvinden: Hendes lidenhed, hendes ydmyghed, hendes hengivelse og hendes tro kan kun måle sig med én anden person i hele Det Nye Testamentes persongalleri: Jesu egen mor, jomfru Maria.Tænk engang over, hvor mærkeligt det er! Alle de værdier som evangeliets oprindelige tilhørere må have haft bliver vendt på hovedet: Den kvinde, som i kraft af sin etnicitet er at betragte som et andenrangs-menneske, en uren og udstødt, hun beskrives i kraft af sin ydmyge væremåde, sin tro og hengivelse som en parallel til den kvinde, der blev mor til Guds søn! .." Men anmelderen må erkende at jævnføringen har teologiske rødder - jeg har selv mest fået øje på ligheden med kvinden der bliver ved med at banke på hos dommeren. Videre i prædikenen: "Hun bliver gjort til troens forbillede. Hende, og ikke disciplene og hvem der ellers måtte regne med at have deres på det tørre. Ikke “de rigtige”. Dagens evangelium er par excellence evangeliet for alle, der er udenfor. Alle dem, der ikke kan være i fællesskabernes centrum, men altid må leve med at blive presset ud i periferien. Alle dem, som andre helst er fri for. Og ved at være evangelium for dem er det simpelthen evangelium i en nøddeskal." Det er jo næsten klassisk Tidehverv a la Tage Schack: Kritikken af "de rigtige". Evangeliet for alle dem der er udenfor. Så kommer en spændende tanke: i vores kultursammenhæng er kirken et slags "udenfor"-fællesskab: "Vi begyndte ved fællesskabet, og der skal vi slutte. For også her i kirken er vi jo samlet. Også her er der fællesskab. Men et lige så mærkeligt fællesskab som en fortælling om et i andres øjne urent menneske, der klamrer sig fast til Gud og hvis bøn bliver hørt. Tænk på, hvordan vi sidder. Vi er vant til, at vi i fællesskaberne sidder rettet mod hinanden, så vi kan se hinanden og vogte på hin￾anden. I dette mærkelige rum sidder vi som i en bus eller et fly. Her skal ingen vogtes på eller holdes øje med, for vores opmærksom er ikke rettet mod hinanden, men mod alteret for den Gud, der bøn￾hørte den kana’anæiske kvinde. Alteret for den Gud, som med sit ord på ny åbnede verden for det menneske, som levede nedsunket i fortvivlelsens mørke. Alteret for den Gud, som helt uden at skele til menneskers forskellige pladser i verdens fællesskaber gjorde sig selv til livets brød og vin for enhver, der sulter og tørster, og som dermed indstiftede et fællesskab, der overgår alt, hvad vi selv kan skabe. Amen." Så er det at vi kan blive uenige - det er aldrig dårligt! Mange har oplevet at kirken netop var et sted, hvor man de facto dømte - og havde snarere blikket vendt mod nabobænken end mod alteret - og nogle har forladt det fællesskab af den grund. Eller man har travlt med at dømme "de andre" - uden for. Men lad gå - vi bliver i hvert fald i denne prædiken mindet om i hvilken retning vores blik skal gå og hvad det vil betyde, hvis vi ser den retning, mod alter og Gud - og så bliver vi mindet om hvordan vi skal se på mennesker i vores omverden. Citatpluk og kommentarer ved redaktøren, Kristen Skriver Frandsen  Den dæmoniske tomhed s. 113 f 3. SØNDAG I FASTEN, LUKAS 11,14-28 - Katrine Winkel Holm Prædikenen tager udgangspunkt i dødsynderne med fokus på acedia - "Tom interesse for omverdenen" - og er derefter et skoleeksempel (dvs værd at tage ved lære af) i brugen af Martin A. Hansens Løgneren, denne søndag. Her kun ord fra prædikens slutning - den udfoldede brug må læses. "Den gode Johannes Vig er degn på en ø, som er i fare for at synke sammen. Øen hedder Sandø og sand er som bekendt ikke et solidt fundament. Men noget holder øen oppe, forstår han til sidst.“Tanken om opstandelsen sidder endnu som en harpun i øens krop og holder den fast.” Citat ved redaktøren, -ksf. At øve sig er det samme som ikke at give op s. 120f MIDFASTE SØNDAG, JOHANNES 6,1-15 - Thomas Østergaard Aallmann 11. SØNDAG efter Trinitatis, LUKAS 18,9-14 - Henrik Højlund Prædikenen er rettet mod den enkeltes erkendelse af synden - egen synd. Højlund begynder med egen erfaring af at et ellers rimeligt fungerende kollegaskab gennem gennem en årrække pludselig kan melde sig i et mareridt: ja, men gjorde jeg nu det jeg egentlig skulle have gjort, var jeg egentlig kærlig? Altså, vi kan opdage at det som vi havde lagt bag os kan rumme egentlig begået synd fra vores side. En erfaringsmulighed det er relevant at appelere til, mange har gjort sig en sådan - også måske med mere umiddelbar smertelig grund: Man har vitterligt ødelagt liv for andre. Højlund bevæger sig videre til den synd, som menneskelig tilgivelse ikke kan gøre op for. "Ofrene måtte glemme, bære over, tilgive, bide i sig, leve med det uopgjorte". Der er nødvendigvis noget uopgjort: Højlund nævner Tyskland efter krigen, en Anders Breivik, Sydafrika, Ubåds-Madsen. Denne uopgjorthed må forsoning mellem mennesker leve med. Men et sted er der eller vil der blive gjort op. Mere appel til syndserkendelsen: Kender du den fornemmelse, at det, folk tror om dig, det du viser udad, det er tyndt som papir? Folk skulle bare vide. Dine kristne venner skulle bare vide, hvor vildt det brænder inde bag facaden, hvor meget du hader, foragter, ser ned på, misunder, lyver, bander i dit stille sind, forbander, begærer, bruger albuer, vil have alles beundring, og gang på gang griber dig selv i at sætte dig selv højere end Gud. Og så rækker Jesus os en hjælpende hånd med denne lignelse: Gud, vær mig synder nådig. Det er alt, det er nok. Det er den relativt pæne almindelige menighed, Højlund taler til. Den som bander som en havnearbejder kerer sig nok ikke meget en sådan aktivitet i det stille sind! Men det kan jo sandt nok: det koger og syder under overfladen - i hvert fald undertiden, hos nogen, hos alle? Via tanken om det uopgjorte, både når det gælder hverdagssynden og verdenssynden, når Højlund frem til korsets nødvendighed - og dets mysterium. - Anmelderen her kan ikke blive færdig med hans formulering af mysteriet. Den rummer en teodice, almagtstanken, strejfer en "Gud-er-død"-teologi, udfolder offertanke og objektiv forsoningslære i ét - som skrevet står: Det er gådefuldt og stort: ...kan man forestille sig et altomfattende opgør, som involverer et offer, der er stort nok, en strafudmåling, der er retfærdig? Kan man forestille sig én, der kan drages til ansvar for det hele, og som derfor også kan straffes for det hele? Hvis man skulle samle alle anklager for lidelse og ondskab gennem hele verdenshistorien i én anklage rettet mod én skyldig, må resultatet blive: Gud. Gud er uden tvivl den mest anklagede af alle. Det hyppigst anvendte, kritiske spørgsmål til al gudstro er: Hvis Gud både er god og almægtig, hvorfor er der så så meget ondt i verden? Og her kommer det mærkeligste af alt: Gud påtager sig anklagen og lader sig hænge på et kors og dør under de frygteligste pinsler, forladt af mennesker – og Gud. Gud er forladt af Gud. Jesus, der hænger på korset og siger: “Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Det er gådefuldt, og det er stort. I ét brændpunkt samler det hele sig: al verdens ondskab og lidelse, skyld og straf, tilgivelse og forsoning. En grænseløs mængde af ondskab og lidelse er opvejet af et grænseløst stort offer: Gud selv. “Intet kan sidestilles med min frelses under: Nogle dråber blod har fornyet hele universet”, skrev  en teolog i det fjerde århundrede. Amen. - ksf (August 2025) 17. SØNDAG efter Trinitatis, LUKAS 14,1-11 - Claus Thomas Nielsen Direkte citat er i kursiv Prædiken indledes med sammenhængen med den gammeltestamentlige tekst Sl 119: Vi ser et lidt særligt eksempel på en trefoldig tolkningsmåde. Den konkrete tolkning springer CTN over – men hans tolkning har alligevel tre led: En allegorisk, en typologisk (vævet sammen) og en anagogisk med to tyngdepunkter: en klar etisk forpligtelse i én sammenhæng – og så en trosmæssig (prædikanten ville ikke bryde sig om at kalde den religiøs) i en anden – den kirkelige, som prædiken slutter med. Gennem hele den kristne tolkningshistorie findes dette mønster – og det giver som altid tilhøreren en stærk, eksistentiel fornemmelse af at stå i en tradition med sammenhæng i frelseshistorien – fra skabelse til pladsen på kirkebænken.  ”Salme 119 er en af de klareste Kristusforkyndende salmer i Bibelen - og en af de smukkeste Kristusprofetier. Man skal huske, at når der i salmerne tales om røst og om ord, så er det altid Guds Ord, Guds logos, Jesus Kristus, der menes. På samme vis, som når de første linjer i Johannesevangeliet lyder, at - i begyndelsen var Ordet, og der dermed menes Kristus. Kristus - er det skabende og opretholdende ord. Den orden og fornuft som  holder universet sammen. Han er logos...” "På himlen har han rejst et telt til solen, den går som en brudgom ud af sit kammer."  Det telt der henvises til er pagtsteltet, som Moses rejste efter Guds ordre, og som senere blev til templet i Jerusalem. I pagtsteltet og i templet stod Guds tronstol og afventede Guds komme til verden i Jesus Kristus... altsammen profetier om kirken og om Kristi offer, som skænkes til os, også i dag ved gudstjenesten her i kirken. Kristus er brudgommen, der ofrer sig for bruden, og det er i øvrigt enhver ægtemands pligt om nødvendigt at være villig til at ofre sig, endda helt bogstaveligt på slagmarken, for sin bruds, sin families, sit folk og sit fædrelands skyld. Kun den mand, der ikke har noget, han er villig til at ofre sig for, er for alvor ynkværdig og sølle..”  Et traditionelt kønsrollemønster! Springet fra Jesu som offer for samfundsmagten til mandens ofren sig for – familien, fædrelandet, friheden - er i mine øjne ikke holdbart. Frihedskæmperen, oprøreren, grænsesoldaten kæmper alle og vil måske selv ofre sig på slagmarken for noget – en sag. Om det kan siges at ligge i forlængelse af Jesu forkyndelse og hans måde at ofre sig på synes jeg er tvivlsomt. På skabelsens vilkår kan vi muligvis drives ud i kamp – som også kræver offer. Men i forlængelse af Jesu død på korset?  ”Farisæerne var datidens intellektuelle elite i Israel. Lidt som dem man i dag kalder eksperter og som er uddannet til at have alle de mest moderigtige og woke holdninger.”  Et eksempel på en mere moderne omsættelses-tolkning, som vi nødvendigvis griber til for at sige at evangeliet ikke er noget med adresse bare en gang i fortiden. Det for mig problematiske er at farisæerne i høj grad bliver ”de andre”; at det tænkte woke-segment foruden at være moderne også kan være ganske farisæisk (i banal forstand, følen sig bedre), kan CTN da have ret i, men ligner det farisæerne dengang? – de var vel ikke moderne på sin tid? De ville fornyelse – vel var de woke på den måde, men de ville fornyelse af netop det gamle, loven. Og hvad vil prædikanten selv? Vække det gamle til live – kan man så blive farisæisk i det projekt?  ”Naturligvis skal opstandelsesdagen holdes hellig. Så længe Danmark var et kristent land, foregik der om søndagen næsten heller ikke andet i det offentlige rum, end at der blev holdt gudstjenester i kirkerne. Jesus ændrer intet ved helligdagsbuddet.”   CTN skriver om at gøre loven til Gud .. lige så galt at gøre undtagelsen til Gud - undtagelsen bekræfter reglen  Det drejer sig ikke om, at Jesus ophæver eller relativerer enhver jordisk orden. Naturligvis skal kongen sidde for bordenden i statsrådet. Nej, siger Jesus, med Guds komme til jorden, er alle jordiske ordninger blevet henvist til at være det de er, nemlig rent midlertidige jordiske ordninger. Selv slaveri er Jesus tilsyneladende ikke særlig bekymret over..   Men de som sidder nederst ved bordet, dvs. de fattige i ånden, har dog den fordel, at de ikke kommer til at bilde sig ind, at de er noget særligt og derved lader selvtilfredsheden hindre dem i at søge mening det eneste sted, hvor sand mening kan findes, nemlig…”  (..at sætte sig på kirkebænken)  Slutningen:  At ydmyge sig selv er i sidste ende dette ene: At stille sig foran Jesus Kristus, foran hans alter i kirken og bekende, som vi gør i dag, at vi intet har at komme med, som gør os fortjente til hans nåde. Den, som således ydmyger sig ved at gå i kirke, bliver ophøjet af vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Thi det, som vi ikke kan, det har Kristus gjort for os. Amen. - ksf. Liste over prædikanterne Bach, Henrik (f. 1961) sognepræst ved Fårevejle Kirke Bacher, Jesper (f. 1971) sognepræst i Tirsted, Vejleby, Hillested og Skørringe Pastorat Bech, Thomas (f. 1963) sognepræst og hærprovst ved Kastelskirken Bramming, Bente (f. 1965) sognepræst ved Bryndum og V. Nebel Kirker. Præst ved Hospice Sydvestjylland Bramming, Torben (f. 1964) sognepræst ved Ribe Domkirke og Seem Kirke Brøgger, Morten (f. 1968) sognepræst ved Hejninge og Stillinge kirker Bærentzen, Jens (f. 1963) sognepræst ved Ordrup Kirke Bøye, Merete (f. 1971) kst. sognepræst ved Viborg Domkirke, Tjele og Nørre Vinge Kirker Christensen-Dalsgaard, Niels Bjørn (f. 1986) sognepræst ved Maugstrup, Jegerup og Vojens kirker Damgaard, Andreas Riis (f. 1991) sognepræst ved Mariendal Kirke Gotfredsen, Sørine (f. 1967) sognepræst ved Jesuskirken i Valby Harding, Mathias (f. 1988) sognepræst ved Rungsted Kirke, ungdomspræst i Hørsholm Kommune Hauge, Nana (f. 1972) sognepræst ved Hårslev og Padesø kirker Holm, Katrine Winkel (f. 1970) sognepræst ved Sankt Mikkels Kirke, Slagelse Højlund, Henrik (f. 1960) valgmenighedspræst ved Århus Bykirke Jakobsen, Mads Jakob Thorlund (f. 1988) sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Sønderborg Jensen, Elisabeth K. (f. 1967) sognepræst ved Augustenborg Kirke Jessen, Laura Cæcilie (f. 1988) sognepræst ved Vestermarie og Nylars kirker Kingo, Anders (f. 1955) valgmenighedspræst for Balle valgmenighed Møller, Maria Louise Odgaard (f. 1976) frimenighedspræst for Ryslinge frimenighed Nielsen, Claus Thomas (f. 1962) sognepræst ved Stauning og Skjern kirker Nyegaard, Nina Dyrhoff (f. 1977) sognepræst ved Tårnborg Kirke Olesen, Ole Buchardt (f. 1960) sognepræst ved Gilleleje Kirke Petersen, Kåre Egholm (f. 1971) sognepræst ved Viborg Domkirke, flyverprovst Rasmussen, Anders Lundbeck (f. 1969) valgmenighedspræst for Kerteminde valgmenighed Ravn, Kristine K. (f. 1985) sognepræst ved Blovstrød Kirke Ravn, Martin (f. 1984) sognepræst ved Kokkedal Kirke Reinholdt Rasmussen, Thomas (f. 1972) biskop over Aalborg Stift Riis, Eva Holm (f. 1966) sognepræst i Holsted Kirke Rydal, Morten (f. 1965) sognepræst ved Hem, Hindborg og Dølby kirker Raahauge, Agnete (f. 1963) sognepræst ved Hørup Kirke Raahauge, Anders (f. 1956) sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Sønderborg Raahauge, Mikkel Tode (f. 1993) sognepræst ved Skovshoved Kirke Stender, Poul Joachim (f. 1956) sognepræst ved Kirke Saaby og Kisserup kirker Thaysen, Morten (f. 1970) sognepræst og domprovst ved Ribe Domkirke Thingstrup, Edith (f. 1968) sognepræst ved Ledøje-Smørum kirker Wagner, Marianne (f. 1970) sognepræst ved Nr. Alslev og Nr. Kirkeby kirker Ørgaard, Marie (f. 1973) sognepræst ved Holmens Kirke Østerby-Jørgensen, Peter (f. 1958) sognepræst ved Galtrup, Øster Jølby, Erslev og Solbjerg kirker Østergaard Aallmann, Thomas (f. 1971) sognepræst ved Thurø Kirke Kristen Skriver Frandsen, Redaktør.