Den evangeliske magtkritik

rejser flere spørgsmål. Hvor gælder den? Hvem gælder den for? Er den blot et indre kirkeligt anliggende – altså ”hos jer”, som om Jesus tænker på den bevægelse som var rundt om ham og som ville forsætte senere (kirken). Selv der - altså i kirken - lykkes hans omvending af magt til tjeneste – skal vi nøjes med at sige – ikke altid.

Skal vi tænke mindre snævert: I Guds Rige ER det sådan, og over alt hvor det forkyndes, bliver det sådan – om ikke andet i stadig nye begyndelser, for så ved tidens ende at være fuldt til stede. Læg mærke til Luther: kirken, kristne fyrster, er kaldet til at leve og handle i denne ånd.. Magt skal ikke udøves, ikke ved vold undertrykkelse, men tjeneste. Så enhver nation, der kalder sig kristen, SKAL være kritisk overfor magtudøvelse - "hos jer", altså indadtil.

”De som udøver magt” – i et demokrati udvider det kredsen for hvem budskabet om magt og tjeneste gælder betragteligt. Sand demokrati bliver vagtsomhed over for magt og medfører kritik af den. Vi er i et demokrati fyrster hver især – reelt med meget indskrænket magt, men med pligt til at bruge den, vi har. Vi skal i eget liv også i vores politiske liv altid tænke, hvordan bliver magt til tjeneste – tjeneste med sandhedssøgen, forsoningsvilje, fredsvilje, vilje til at angre fejl og overgreb, omsorg, fordeling af goder – bare noget af det, som kan betegne Guds riges virkelighed  blandt os, for så vidt det kommer til os.

Misbrug af magt og vold synes at toppe for tiden i vores verden. Sidste søndag i helligtrekonger har vi ord fra Johannesevangeliet, som nogenlunde sikkert handler om den kristnes liv i verden, efter Jesu død og opstandelse. Da de falder sker der et åndeligt, bevidsthedsmæssigt et vejrskifte hævder evangeliet: Folk hører en torden (Den eneste gang der forekommer torden i evangelierne). Og Jesus siger ”Nu dømmes verdens fyrste og nu kastes han ud” (Joh. 12,29) – med den grammatiske nutid lidt svarende til at han tidligere siger ”Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve”. (Joh. 5)

Jesus har andre navne end "Verdens fyrste" for det, misbrugerne af magt, er forviklet med. Et af dem er  Gud Mammon. Gud Mammon har sin ufattelige stærke indflydelse del i verdensfyrstemagten. Ved lidt for simple analyser kan man fristes til at mene at de er identiske – altså  ”Mammon/Kapitalen” og Verdens fyrste. Selv om det er for simpelt, er der en meget stor sandhed i det – helt i forlængelse af Jesu egen forkyndelse.

Verdensmagten er dømt – men kastet ud? Vi skal vel høre at på et overordnet plan er det sket – det gik Jesus i døden på. I den sammenhæng sammenlignes så den troendes liv med hvedekornet (Joh. 12,24). Man skal miste sig liv for at vinde det. Det er, tror jeg, at hengive sig så godt man evner til ”gudsrigevirkeligheden”, i tro på at den virkelighed har vundet – selv om det for en selv kan synes at være opløsning og opgivelse. I hvert fald ikke umiddelbart noget stort, men bare tjeneste - eller hengivelse til noget. Nogle gange er perspektivet det helt nære, men andre gange, eller måske samtidig, også de større relationer, det politiske.

Der er kristne, som man mener at glemmer og forflygtiger menneskets individuelle synd, når man kaster et blik på den politiske verden. Hvis nogen skulle bekymre sig om hvor den individuelle synd bliver af, så trøst jer – den findes i den evindelige svigt og kommen til kort over for at hengive sig til tjeneste – tjeneste af det andet menneske, næsten, også gennem ens politiske ansvar..

– ksf - februar 2024.