Anmeldelse:

Johannesevangeliet

Af Kasper Bro Larsen

Anmeldt af Theol-p's redaktør:

Kendt og genkendt

Det er vel ikke så ofte man gider at læse en rejsebeskrivelse af landskab som man mener at kende godt. Og så måske alligevel. Dels kan man have genkendelsens glæde, dels ser man måske noget man ikke havde øje for før. Eller lærer det bedre at kende som man i grunden kendte så godt. En pointe i forhold til forståelsen af evangeliets anliggende.
Har man været optaget af Johannesevangeliet, skal man læse KBLs bog for endnu bedre at forstå hvorfor. Hvis man ikke har, skal man læse den for at blive det. Selv skriver KBL at han først  havde oplevet Johannesevangeliet sært blegt i forhold til synopsen, men så oplevede at blive omvendt.

Johannesevangeliet - En netflix-serie

Man kan læse Johannesevangeliet på flere måder. Som en journalistisk rapport. Det er det ikke særlig godt som. Litterært – som en novelle. (Aage Henriksen. Johannesevangeliet som en novelle). Et eksistensteologisk/filosofisk manifest (Bultmann). Kasper Bro Larsen streamer evangeliet for vores øjne – vi ser det som en Netflix-serie. En af de gode – trods mange ens afsnit er der en vis progression – måske knap hos hovedpersonen – men gennem nogle af bipersonerne. Når vi identificerer os med dem, føres vi frem til ny erkendelse. Det er bipersonerne og med dem, tilskueren, der forandres. Vi skal forandres. Det er en hovedpointe i evangeliet. Og KBL vover at komme frem til hvordan.
KBL har et filmisk blik. Ser hvordan der fortælles – fra de lidt hurtige klip – med refleksionsindskud, ofte ikke så lidt længere end ”action” – til det store stemningsskifte i evangeliet – herefter en langsom fremadskriden næsten i realtid. Han peger på Illusionsbrud – almindelig i mange serier i dag, med et udtryk fra teaterverden: den fjerde væg fjernes (illusionen er jo ellers at vi er i fortællingens rum) og Jesus taler direkte ud til os, seerne. En metakommentar til publikum. Når KBL  begrunder sit godt nok for længst overståede kølige forbehold overfor evangeliet med ”den effektive plotspoiling ”i prologen så er vi stadig i seriehjørnet - krimien.
Selv benytter KBL sig af cliff hangere. Se lidt nedenfor.

Et multisanseligt ikon

Men Johannesevangeliet udspiller sig ikke bare på en tænkt 55” skærm på væggen. Det handler godt nok meget om at se i evangeliet. Men en af de ting, som bogen åbner øjnene for, er hvor stor rolle alle sanser spiller. Der røres, lugtes og føles – og høres, forstås. Ordet blev virkelig kød og tog bolig i blandt os.  Et multisanseligt ikon, et vindue ind i den guddommelige verden. (S 78). At tænke evangeliet som et ikon minder om Mogens Lindhardts bog ”Ikonen med det evige liv” – om specielt teksterne til kirkeåret mellem påske og pinse. At pege på at det er multisanseligt præciserer.

Forfatteren / instruktøren

Det er et spændende spørgsmål, hvem var forfatteren af Johannesevangeliet. KBL argumenterer for at placere forfatteren/kredsen bag i datidens videns -og filosoficenter, Alexandria. En interessant, i bogen udfoldet tanke.
Anmelderen har altid været tiltrukket af at det, som traditionen fortæller, var Johannes, den discipel, Jesus elskede. På en måde nærmeste og egentligt vidne – men alt teologisk tolket gennem en selektiv hukommelse. KBL argumenterer som andre med at det er usandsynligt at en aramæisk talende fisker kunne befinde sig på evangeliets sproglige og tankemæssige niveau. Men er det nu det? Jeg tænker på min egen far. Vokset op i et husmandsbrug, talte det lokale aramæisk på Silkeborgegnen – og nåede da frem til at læse Bultmann på tysk, fungere og formidle viden med en enorm horisont som højskoleforstander og senere præst – uden at have frekventeret mange sædvanlige uddannelsesinstitutioner undervejs.

Korrigerende oversættelser

En  ekseget skal være oversættelsesbevidst – og enhver forkynder bør være det. Oversættelse er en del af kristendommens DNA.  Her bare et par eksempler:

• Ordet slog sit telt op (1,18) – af betydning for forståelse af Jesus som det sande tempel.
• KBL peger på den forståelsesindsnævrende i den autoriserede, harmoniserende mangel på grammatisk tempusskift i Marias møde Jesus i gravhaven.  
• Og hvordan skal det vi sædvanligvis læser som ”Og han opgav ånden” oversættes? – bedre er: ”Han gav ånden videre” – for i Johannesevangeliet begynder pinsen allerede på korset.

En fremragende bog
KBL skriver ud fra en kulturelt og teologisk alsidig omverdensbevidsthed – og reflekterer over og præsenterer underholdende de forudforståelser, som vi ankommer til teksten med. Han har et solidt kendskab til den kulturelle og teologiske kontekst, evangeliet blev til. Det betyder en bog med mange AHA-oplevelser også for læseren som er fortrolig med evangeliet. Der er også helt sikkert ting, som samme læser gerne vil diskutere.
Det er en fremragende bog. Sjældent har en kommentar på så relativt få sider fået sagt så meget om et evangelium.
God i præstens arbejde med teksten – men helt sikkert også overordentlig egnet brugt i en studiekreds over evangeliet.

                                            ******

Indholdsfortegnelsen fortæller meget præcist om bogen – I får den her, med anmelderens  korte kommentarer til yderligere signalement af bogen:

Ørneflugt - 
Et vue i ørneperspektiv over evangeliets ”impact” på kulturen. Forfatterens egen bevægelse i forhold til evangeliet.

Det filosofiske evangelium                     19
Betydningen af LOGOS  – meningen med det hele. Fru visdom. Guds telt på jord.

Wow, sikke en mandemand!                  29
Tjah – man må jo i dag nødvendigvis i diskussion med muligheden for kønsbestemte forvridninger – når vi nu har at gøre med en som om sig selv siger ”Jeg er sandheden”. Det må fortolkeren så arbejde med – uden at fejlfremstille Jesus, som han fremstår i evangeliet. Han er sin fars søn – men hans mor er dog med. Uden hendes ”mentale overload”, var vi ikke kommet i gang med tegnene på Jesu guddommelighed, som KBL med typisk bevidsthed om aktuel sprogbrug citerer kollega for at have sagt.

Stævnemøder
Et stærkt kapitel om frelserens forvandlende stævnemøder med ”bipersonerne” – i høj grad dem, vi identificerer os med og erkender igennem.

Jødehad?      51
Har kønsproblematikken (måske altid?) aktualitet, så har forholdet til dem, som i evangeliet kaldes jøderne med en lang og grum forhistorie igen fået aktualitet. KBL viser hvordan det må forstås når Jesus/evangelisten bruger ”jøder” som skældsord. Jesus kaldes jo utvetydigt selv jøde – i evangeliet. Den nazistiske teologis oversætterkrumspring fortælles der oplysende om.

Det autentiske liv                61
Målet med det hele! Betydningen af evig kan dog ikke udelukkende gøres eksistensteologisk dennesidigt. Men KBL vover at formulere ”mekanikken” som skaber autenticiteten. Det er ikke turist-autenticitet.

Eftertiden er bedst            71
Tager afsæt i afskedstalerne. Med en cliff-hanger for de Grundtvigfortrolige. ”Øjne i var lykkelige” bruges indledningsvis til at betegne en tilbageskuende tro. ”Hier irrt sich Larsen!” tænker man. Men det er bare dramatisk suspense: Larsen ved godt at salmen slutter med ”Øjne I ER lykkelige” – og pludselig er vi landet i en vigtig forståelse af Grundtvigs mageløse opdagelse.
(Se citat  "Grundtvigs mageløse opdagelse" >>)

Målet med bogen:
Denne bog vil introducere til Johannesevangeliets univers. Vi skal på opdagelse i ørnens rige og betragte dens flugt. Johannes er både en levende historiefortæller og en nytænkende religionsfilosof – i antikken var filosofi og teologi ikke forskellige discipliner. Undervejs vil jeg komme ind på, hvordan Johannes genfortæller historien om Jesus i et mere filosofisk register, og hvordan han forstår tro og evigt liv på overraskende måder. Jeg vil også diskutere, hvordan vi kan forholde os til nazisternes forkærlighed for Johannes. Endelig skal vi se på Johannesevangeliet som en selvrefleksiv fortælling. Forfatteren reflekterer over, hvad det vil sige at genskrive fortællingen om Jesus
OpCit s 13

Vejen til sandheden: selvoverskridelse
Men Jesus’ polemik mod dem, der afviser ham, er hård. ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, siger Jesus,”ingen kommer til Faderen uden ved mig” (14,6).Johannesevangeliet rummer et eksklusivitetskrav, som jeg har svært ved umiddelbart at acceptere.Lad mig dog gå med et stykke af vejen. For når det kommer til stykket, tror jeg ikke på nogen anden vej til sandheden og livet end den selvoverskridelse, som Jesus repræsenterer i Johannesevangeliet. Den koreansk-tyske filosof Byung-Chul Han kalder en sådan selvoverskridelse og henvendelse for eros… Vi har skabt en narcissistisk kultur, hvor alting bliver ens og det samme. I stedet for konstruktive grænser har vi fået ideologiske ekkokamre, pseudo-interaktion og kontaktløs kontakt. De tusind osteklokkers land. Her udgør Johannesevangeliet et vigtigt korrektiv. Prologen handler om, at Gud ønsker at transcendere sig selv for at komme mennesker nær. ”I begyndelsen var Ordet,” hedder det. Ordet er udtryk for kommunikation og samtale. OpCit s 86

Anmelderen: KBL skal have tak. Det er sjældent at eksegeter ”kommer til stykket” og som en anden Thomas bekender: Herre min Gud – eller bare: Sandhed!

Politisk? (Thomas 1)
Thomas titulerer Jesus ”Herre og Gud ” Her kan man overveje, om det filosofiske evangelium også har en politisk og anti-kolonial dimension. Budskabet er i så fald, at den sande gudssøn ikke befinder sig i luksusvillaen på Palatinerhøjen i Rom. ”Fred være med jer”, siger Jesus til disciplene (20,19; 20,21); men det er ikke den romerske fred, der tænkes på. OpCit S.45

Tro - en ramthed (Thomas 2)
Thomas kommer ikke til tro på grund af sårmærkerne, men fordi Jesus forstår, hvad der plager Thomas. Tro er at opdage sig genkendt og vedkendt i et nådigt sandhedsøjeblik. I mødet med Jesus kommer bipersonerne til tro, fordi de møder en sandhed om sig selv, der er nådig. Tro er således ikke en intellektuel erkendelse af metafysiske påstande. Den er en reaktion, et svar, en ramthed –måske en form for generindring af, hvad der er sandt, sådan som også Platon forstod sand erkendelse 49

One-linere/nøglesteder:

• Den johannæiske Jesus eksisterer derfor synkront i Jesustid og eftertid. Han er den evigt værende, som det også kommer til udtryk i ”Jeg er”-ordene, OpCit s 77
• ”Tro er at se sig set” s. 48
• Autenticitet – ikke det selvberoerde, men sande og ægte liv OpCit s. 61
• Kende Gud – kende bibelsk Opcit s. 64
• Fodvaskningens nøgleplacering OpCit c.65
• Opgav ånden / gav ånden videre (korsfæstelsen) 68

Jøder / judæere
”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (1,17). Moses er ikke smidt ud, men er overgået af Jesus, der åbenbarer hele sandheden. Hvis dette er within Judaism – og det må man for min skyld gerne kalde det – skal man blot ikke glemme, at det er en helt speciel form for jødedom…. … kristen identitetsdannelse på en skillevej  … . vigtig kilde til forståelsen af the parting of the ways, dvs. den skilsmisseproces, OpCit s.54- 55

Grundtvigs mageløse opdagelse
Men synger man salmen (Øjne i var lykkelige) til ende – og det bør man – skifter den fokus fra Jesustiden til eftertiden. Grundtvig skriver, at Jesus er ”lyslevende til stede” i gudstjenestens fællesskab. Hjertet kan se ham.
Det er det, man kalder Grundtvigs ”mageløse opdagelse”: At kristendommen ikke bygger på Bibelen eller på kirken som institution, men på Jesus’ nærvær i gudstjenesten. Salmen understreger dette ved til sidst at vende tilbage til åbningslinjen. Blot lyder det nu ikke længere i datid, men i nutid: ”Øjne, I er lykkelige, I, som ser Guds søn på jord!” Grundtvig afslutter salmen med at afvise nostalgien, for eftertiden er også en Jesustid. Også i dag er Jesus nærværende. Grundtvig kan sit Johannesevangelium. Hans såkaldte ”mageløse opdagelse” er egentlig en johannæisk genopdagelse.”  Opcit s. 80

Evangeliets forfatter - en biperson?
Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette” (21,24). Til allersidst afsløres det, at evangeliet er skrevet af den discipel, der stod Jesus nærmest. Den vigtigste biperson er samtidig evangeliets alvidende fortæller. Hvordan man på samme tid kan være med i begivenhederne og betragte dem udefra, melder historien ikke noget om. Johannesevangeliet eksperimenterer med at fortælle historien om Jesus ud fra flere perspektiver på samme tid – nærmest som på et kubistisk Picasso-maleri. Her må jeg indrømme, at Johannes udfordrer min tvetydighedstolerance. OpCit s 85

(Anmelderen: Når vi nu har det ene ben i filmverdenen: Hitchcock er ikke en betydende biperson, men optræder dog med sit fjæs i sine film. Johannesevangeliets fortæller er mindre beskeden, måske endda meget lidt beskeden. KBL gør det ikke, men nogle fortolkere (bl.a. nævnte Aage Henriksen) mener at en litterær kompositionsanalyse peger på den opvakte Lazarus som forfatteren, eller i det mindste den fortælleren projicerer sit forfatterjeg ind i. At denne opvækkelse er central og et omdrejningspunkt i evangeliet er der jo ikke tvivl om. Skulle den være historisk, så kan man undre sig over at de andre evangelister kun fortæller om opvækkelsen af Jairis datter og enkens søn fra Nain )