Anmeldelse:

Guds maskingevær

Af Flemming Christian Nielsen

Anmeldt af Theol-p's redaktør:

Jeg spurgte selv Flemming Chr Nielsen om ikke jeg skulle anmelde denne nu tre år gamle bog. Jeg kender ham kun via facebook. Jeg tror jeg tidligere netop havde set hans navn. Men en journalist på Jyllandsposten havde jeg da ingen interesse for. Men efterhånden, inden for de sidste par år, opdagede jeg netop på Facebook en bidsk samfundskommentator, på jagt efter opblæsthed, institutioners selvfedme, ja, en hel kulturs selvovervurdering, osv – kommentarerne ofte velbegrundede. Jeg noterede mig også at en af de institutioner og dens repræsentanter (hvor af jeg selv er en slags), Folkekirken, fik nogle maskingeværsalver – som rammer plet.

Da jeg for ikke så længe siden faldt over titlen, tænkte jeg lidt bagvendt at det med salverne netop dækkede forfatterens  stil (og det gør det). Men der ville være ikke så lidt dobbeltbundethed i at kalde egne udfald for Guds – især som her i en agnostikers mund - men titlen dækker da også noget helt andet – det vender jeg tilbage til.

Jeg slutter med relevansen af bogen for præster/Teksten denne uges brugere.

Et ironisk værk - med flere lag

Flemming Chr. Nielsens fortællevinkel i  bogen er Søren Kierkegaardsk: Pastor From søger embede. Der er tale om en slags autofiktion. Bogens jeg er forfatteren – fiktivt i hvert fald. Han forestiller sig hvad det er nødvendigt at mene, hvis han skulle ville have embede i den danske folkekirke. Han gør det ved en række udkast til prædikener og forslag til 12 kirkebladsartikler et helt år. (Så, kære kollega, slip for redaktionsarbejdet det næste år, dyk ned i ideerne! Men pas på, det er ikke altid let at skelne parodi fra alvor).
Undervejs i bogen er der vidende og underholdende mini-essays.

Vi læsere delagtiggøres i diskrepansen mellem det som pastor From ser egentlig ligger i bibelteksten og så det han må sige for at please den kirke, han søger stilling i. Kirken fremstår i bogens optik som en blanding af vattet mainstreams pænhed – og så det moderne tidehvervs politiserende holdninger især i forhold til hvem næsten er. Han ser ikke den store forskel.

Pudsigt er det, at den prædikant han ligner mest i sin forkyndelsesform er gammeltidehvervs' Tage Schack: Ikke én er retfærdig, slet ikke i menigheden. (Derfor lægger han også flere af udkastene til side, de dur nok ikke som bilag til en ansøgning, de er for skrappe, for tæt på det, Jesus siger, og det dur ikke for pastor From i hans aktuelle situation). En vis lighed med klassisk Tidehverv kommer til: det gælder først og fremmest om at være jorden tro, ikke befinde sig i falsk fromheds hengivelse til kirkefims og gudelighed. Den jord, som man skal være tro er så OGSÅ bådflygtninge, flygtninge her, krigsofre hvor som helst, hvor der går tråde af ansvar også fra os.

Fl. Chr. Nielsen er en bibeltro agnostiker (og i øvrigt velbevandret i den). Fortællingen fra 2. mosebog om hvordan Gud går forbi Moses, som ikke må se Guds ansigt, for det tåler intet menneske, har en udfoldet og vigtig placering i bogen. På en måde – uden at skrive det - følger han op i NT: Ingen har nogensinde set Gud, den enbårne søn, er hans tolk. En agnostiker kan ikke tale om Guds søn – selvfølgelig – men det er denne Jesus, som i bogen i høj grad er tolken af det sande, det gode og rette – og afsløreren af det umådelig meget falske. Sandheden er altid flosset, skriver Fl. Chr. Nielsen til slut i bogen. Han kan ikke gøre Jesus til Sandheden – med stort S, men Jesus siger en del til ham, som han må give videre – for at være jorden tro.

Gud er skjult – og det er skjult om Gud er eller ikke er. Fl. Chr. Nielsen vover dog at afprøve noget, trods vores uvidenhed. Det gør han ved  – nok som eksperiment! – at tage på alvor at Jesus åbenbarede noget om den så skjulte Gud – først og fremmest i sin lære, men også ved sin solidaritet med mennesket – også og især når det er på bunden.

Vi har dog ikke en rejsefører i livet i ham – sådan en fast guide. Forfatteren har en overraskende tolkning af vandringen til Emmaus. Jesus har som bekendt bedre held med at knipse sig væk og blive usynlig end Burt Campbell i serien Soap; han knipser ikke, men bryder brødet og bliver usynlig – skam få den teolog, som ikke får en pointe ud af det. Og ifølge Fl. Chr. Nielsen knipser han sig også væk fra ledsagelsen hen til Emmaus. Han var ikke andre steder end i samtalen mellem de to – Forfatteren kalder det Emmaus-følelsen, eller med et moderne ord: humanisme.

Humanisme – good! Samtale – good! Med-menneskelighed – good! (Joey i ”Friends” om en trifli lavet på en sammenblandet opskrift.  Derfor forkerte ingredienser).  I for sig er det nævnte her gode ingredienser, som endda passer sammen – men mangler der ikke en ingrediens i tilværelsesforståelsen? Medtænkning af den næsten ufattelige ondskab (synd) som menneskene rummer – den som pastor From ikke rigtig tør prædike om, men som han jo dog netop kender? Hvad gør vi ved den? Jeg tror jeg kender forfatterens svar: Der ER kun en ting at aktivere i den sammenhæng, og det er stadig: samtalen. Så afmægtig den er. Samtale – og selvfølgelig handling i konsekvens af den.

Ikke alle religiøse mennesker lader sig stille tilfreds med dette, heller ikke jeg: Hvad med de talløse ofre for ondskaben, som humanisme og samtalen ikke nåede at redde?  Det er anmelderens anfægtede spørgsmål. Har ham tolken ikke noget at sige dér? Troen på ham har. Kan man anbefale forfatteren et eksperiment mere?

Fl. Chr. Nielsen henter ting frem af vores mulige kollektive fortrængning – samlet omkring holocaust. Værd at læse. Jeg kom til at mindes et alternativt teaterstykke, som jeg så i Berlin i 1966. Stærkt provokerende i Vesttyskland den gang, midt i "das Wirtschafftwunder” – det handlede om tiden under Hitler: ”Auch du warst dran”, var en sætning som derfra, som blev hængende*). Det er pointen i anmeldte bog - "Auch wir sind dran"– bare med sigte på det som sker nu omkring os.

Fl. Chr. Nielsen er, som det vil være nogle bekendt, meget vidende om Herman Melville – og har for ganske nylig nyoversat Moby-Dick. Moby-Dick er blandt andet en litterært gigantisk udfoldet religionskritik. De mange kapitler om hval set på hundrede måder har en særlig funktion. Det slutter med et hvalskelet på et museum – dens kustoders måde at forholde sig til deres klenodie bringer mindelser om Grundtvigs karakteristik af den teologiske drengevidenskab.

Guds maskingevær

En ironiker – og det er Fl. Chr. Nielsen - er altid svær at få hold på. Guds maskingevær – er blodigt, men det er ikke ironi. Det er døden i verden.

Når en John Donne skriver om døden i sin meditation: ”Hvem ringer klokkerne for”, så er det i den frommes og velbjergedes toneleje. (Hans bon-kammerater er godsejere). Mildt, roligt: Døden er Guds oversættelse af menneskene fra ét bind til et andet. Gud bruger mange oversættere, sygdom, krig, anden vold, alder mm. Men oversættelse til et bedre bind er det alt sammen.

For Fl. Chr. Nielsen er døden en maskingeværsalve. (Måske Guds). Brutal. Man kan være heldig kun at blive strejfet af en enkelt kugle på egen krop. En sådan erfaring er i frisk erindring hos forfatteren. Smerten. Konfrontationen med muligheden. Og uanset hvad: døden er brutal. Den rammer uafbrudt med sine salver. Børn, voksne – nogle steder i verden helt urimeligt og unødvendigt brutalt. Hans udkast til en begravelsestale nærmer sig alvor.

Forfatteren mener uden tvivl at vores kultur trænger til et egentligt Memento Mori – jeg er bange for at han mener at det også er tiltrængt i kirken.

Nytten for præster

Personligt synes jeg det er sjovere at forholde sig til en agnostikers forståelser end til ateistens. Især i nu hvor gudsforestillingen i en periode har stået lidt svagt – det er muligvis ved at vende. Agnostikerens agtelse for ”Gud” er af og til større end så manges omgang med samme begreb.

Ud over det fra vores kultur nævnte ovenfor kommer vi omkring mange ting i kulturen: Herman Bang, Knut Hamsun, Jean Meslier, Voltaire, Sagan, jysk barndom. Hekse, Snedsted-sagen, Grosbøll.  Alt sammen underholdende skrevet.

Forfatterens teksttolkninger kan man helt sikkert lade sig inspirere af. Enkelte steder vil de fleste nok sige, nej, der går ikke – men så kan man alligevel overveje vinklen.

Theol-p har bibelindekseret bogen – så relevante steder dukker op til søndagens tekst. Bibelindekset findes her. Redaktøren har som efterhånden sædvane forsynet henvisningerne med en tekstlinje – som på redaktørens ansvar signalerer brugen af stedet i bogen.

Juli 2025
Kristen Skriver Frandsen

En nidkær Gud:
Tanker ved et hjerteonde: “Muhamedanerne beder ikke om andet end at de med Ydmyghed maa kunne bære Tilværelsens Byrder.” Gid også jeg må lære lektien. Jeg tror ikke, Gud var med os i ambulancen. Så nidkær er han ikke. Det var kun et advarende strejfskud.. Og i øvrigt er Gud ikke længere nidkær, for i den nyeste bibeloversættelse er ordet nidkær flere steder udjævnet til lidenskabelig. Men hellere må en nidkær Gud end en lidenskabelig Gud have mig på sigtekornet .. s.83

Fortabte døtre
… med anledning i de arme, uglesete og tyskertøs-foragtede mødre fra Islamisk Stat.  Lad os altså som et kristent land tage lige så ordentligt og tilgivende imod dem, som faderen tog imod den fortabte søn.. Ja, ja – det går vel an som prædiken, hvis jeg udelader evangeliets fedekalv, men i stedet tilføjer følgende: Eller bare tage imod dem med bebrejdende blikke, men uden raseri.
s 13

Om Moby-Dick
(Hvalfangeren synes at høre hvalen sige) Du får mig at se fra ryggen, fra min hale, synes han at sige, men mit ansigt må ingen se.” Du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se. Hvilken læser kan dog interessere sig for en hvals ansigt? Og hvilken hval kan være optaget af at skjule sit ansigt? Men det handler slet ikke om zoologi. Det er et tilhyllet citat fra Anden Mosebog, hvori Herren siger til Moses: “Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.” 127-8.. Hval-kapitlerne i Moby Dick er altså den uendelige fortælling om, at vi aldrig lærer vor Gud at kende. Målestokke og dialektik og prædikener og spekulationer er nytte- og magtesløse. Hvad enten den skjulte Gud er eller ej, så undviger han alle teorier og debatter. Han dækker med hånden for os, som han dækkede for Moses, eller han er reduceret til et ribbet skelet på et teologisk fakultet. s. 130-1

Om næstekærlighed
Du kan aldrig sætte to teologer til at debattere næstekærlighed, uden at de farer i struben på hinanden, og øjnene buler ud af hulerne. Det er en kristen gladiatorkamp. De slår hinanden på den ene kind med skriftens ord, og ingen af dem vender den anden til.  Det kaldes for Folkekirkens rummelighed. Jeg glæder mig til at blive udlært. S.69

En gang var vi alle muslimer
For engang var vi alle sammen “muslimer,” og det er ikke overraskende, for både vores kristendom og deres islam fødtes på en karrig ørkenjord, hvor alle ville gå til grunde, hvis den enkelte skejede ud. Derfor lovens hårdhed. Det var loven for alle eller døden for alle. Det  var TRO eller TOMHED. (Afslutningen på et langt afsnit om moraliteten i det gamle samfund (jyske) er det samme som det tyrkiske som vi kan se i (serien Ethos) s. 68

Hvis Gud er
Hvis Gud er, så er han ikke af denne verden. Vi kender ikke Gud. Selv med uendelige biblioteker af ord kan vi ikke sige noget om ham. Det bliver alt sammen til masker af papir. Vi ved ikke, om der bag maskerne findes noget. Men i vores verden foran maskerne er der ingen tomhed. Der er jordisk slid og møje.- Bogens sidste ord.
(ksf: næsten som tidehvervske valgmenighedspræst Erik Clemmensen kunne slutte en prædiken: "Slid dig op på næsten, for slides op skal du alligevel")