Anmeldelse:

Et folkelkirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse

Red: Steen Skovsgaard - Forlag ProRex

Anmeldt af Theol-p's redaktør:

Et genmæle - folkekirkeligt?

Titlen
Det er en bestemt fure forfatterne har sat ploven i med titlen:  Et folkekirkeligt genmæle - mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse. Det er ret sjældent at en person med navns nævnelse i titlen får et skrift i mod sig. Vi skal nærmest tilbage til oldkirkens forskellige skrifter ”Kontra kætter NN”. (Celsus, Arianos, Markion, Faustus). Et mål med bogen er vel at få Sandbeck kætterforklaret. I hvert fald er der en ret utvetydig appel til bestyrelsen for FUV om at få Sandbeck væk som underviser af kirkens præster. Udgiverne får med hovedtitlen en vigtig betydning med: Dette er folkekirkens genmæle. Der er kraftig genklang af Grundtvigs netop 200-år gamle Kirkens Gienmæle fra 1825 .  Et effektivt click-bait. Måske ikke i forhold til folket, men i hvert fald for os teologer!

Kætterforklaring
En anmeldelse af bogen må forholde sig til i hvilken forstand bogen retfærdiggør det der er pakket ind i titlen. Genbrug af ”genmæle” er helt bevidst (s. 12). De ser en parallel. Den gang var det jo den ene mand Grundtvig mod autoriteten – foreningen af kleresi og universitet. Den mente at sandhed i kirken kunne fastslås ved fornuft, eksegese og brug af bibelsteder, mens han mente at sandhed i kirken levede ved at der var en menighed som bekendte og døbte. Trosbekendelsen var et vigtigt kriterium, for den var kvintessensen af den samlede tro, som man havde bekendt siden Jesus selv. Ofte mente han endda at det var Jesu egne ord. Det var i forhold til modstanderne dristigt at kalde sit skrift ”Kirkens genmæle”, hvilket så også ramte ham selv med en censurstraf.
Her er det et hold dygtige teologer som tager til genmæle på folkekirkens vegne. Dvs. på en konkret institutions vegne. (Nb. ”folkekirkelig” er ikke belagt med juridiske brugsretshindringer, folkekirkeligt kan folk i den danske kirke kalde hvad de måtte have gang i). Men i dette tilfælde måske at tage munden lidt for fuld, al den stund at folket i denne kirke måske mest hælder til Sandbecks ”lære” – og tilsvarende måske de fleste af dens præster. I hvert fald vil nogle i folket opleve Sandbecks bog som et befriende indspark i forhold til hvad man nogle gange frygter at ”kirken” kan finde på at mene om frelse og fortabelse. Det er måske overhovedet knap et tema, undtagen når faster Anna netop har været genudsendt i Matador. Alt i alt: Det havde måske været sundere for samtalen om de havde kaldt bogen: 7 teologers svar på Lars Sandbecks ”Når kærlighed dømmer”.

En væsentlig, men flaksende bog
Når det er sagt, så vil jeg også sige: det er en væsentlig bog. Og vi har glæde af at tænke problematikkerne igennem. Den er også lidt flaksende. Ikke bare fordi den er skrevet af syv forskellige teologer – det er kun en styrke – men det kan være lidt vanskeligt at fastholde hvad der er det kætterske som skal betyde at han ikke er egnet som lærer i kirken. Men klart er det at bogens forfattere mener at han angriber centrale dele af folkekirkens bekendelsesskrifter – og at hans tale om et ønsket paradigmeskifte ændrer kirken fra at være luthersk til noget andet. (Jfr forordet)

Flaksende bliver bogen fordi den så vidt jeg kan se laver flere stråmænd af Sandbeck at kæmpe mod. Men om Sandbeck orker – og det har han måske allerede orket – kan han selv bedre dementere nogle af påstandene om hans meninger.

Angriber Sandbeck centrale dele af vores bekendelse?
Det vigtige spørgsmål at få diskuteret er: angriber han centrale dele af bekendelsesskrifterne – eller – er § 17 i Confessio Augustana især med ordene om den dobbelte udgang til enten evig salighed eller evig pine trods alt ikke det centrale i denne bekendelse og da slet ikke i centrum i den kristne tro. Det centrale fra de allerførste bekendelser er: Jesus Kristus er Guds søn, født af en kvinde, han er Herre (altså har fuld del i Guds magt), han døde for vore synders skyld han opstod fra de døde, og han skal komme som dommer over levende og døde. Genmælet mener at Sandbeck ikke bekender at Kristus døde for vore synders skyld, men det, Sandbeck diskuterer, er om Jesus dør som betaling for vore synder. Og domsperspektivet ser han ganske anderledes end i mønsteret evig fortabelse/evig frelse.

Udfaldet af dommen hinsides al tid
Tidligt begyndte de kristne at regne på udfaldet af dommen hinsides al tid; det er det, Sandbeck anfægter betimeligheden i – ud fra hans grundaksiom: Gud er kærlighed. Det mener han – ikke bare ud fra at det står 1. Joh. 4, men at Johannes har ret fordi Jesu virke, lære og skæbne kan samles i at det var det han, som den enbårne tolk for Gud, viste at Gud er.

Grundaksiom: Gud er kærlighed
Sandbeck deducerer så ud fra grundaksiomet ”Gud er kærlighed” og bekendelsen til Gud som skaber, at så kan meningen om evig pine og straf ikke være en ret mening i den kristne tro. Og modsat hvad der ofte er sagt om Sandbeck og også flere steder antydet i Genmælet begrunder han det bibelsk. Her kan med fordel se et samkørt bibelindeks for Genmælet og Når kærlighed dømmer [Se her].

Brug af skriften
Det falder Skovsgaard for brystet, at Sandbeck kalder Regin Prenter for arrogant, fordi han påstår at alle domstekster forudsætter en tanke om dobbelt udgang og det er overflødigt her at anføre eksempler, hvor efter han undlader at anføre et eneste. Jeg holder meget af Prenter, og har endda kendt ham i levende live, og arrogant var han i hvert fald ikke. Det lille ”her” røber da også at han ikke bare i almindelighed springer den mulige dokumentation over – og den findes jo da, som Skovsgaard også peger på, andre steder hos Prenter. MEN det sjove er måske at Skovsgaard så vil støtte Prenter ved at referere en række skriftord fra de 10 første kapitler af Mattæusevangeliet. Her er det kun et par som (billedligt eller konkret?) peger på den dobbelt udgang. Alle handler om dom – ja, men, Sandbeck mener da ikke at dom ikke er en central del af evangeliet og det kristne budskab!

Deduktiv teologisk tænkning eller..
Man kan synes (og jeg som ikke er særlig logisk anlagt synes det) at deduktion er en tung argumentationsform i trossager. Men det kan være klargørende. Flere af forfatterne af Genmælet anvender den nu også selv: Hvis der ikke er dom med evig straf så er nåde og tilgivelse overflødig. Ja, men er det sandt? Selv om jeg ikke mener at jeg eller nogen anden vil ende i evig pine, så oplever jeg at have brug for nåde og tilgivelse i mit levede liv dag for dag. Guds nåde og tilgivelse – både for det jeg har gjort og det jeg ikke fik gjort. Nogle gange siger vi det måske lidt letfærdigt under syndsbekendelsen (vi har det fast her i den norske kirke) – andre gange kan man virkelig lynslås af spørgsmålet: Hvilke konsekvenser har noget man har gjort ikke har haft for et andet menneskes liv; man aner, men ved ikke, hvor meget og dybt. Og alt det onde som omgiver os, tæt på eller fjernere, - kunne jeg ikke gjort noget vigtigere end at lede efter et omvendt vandmærke i i frimærket ”Christian IX - 4 Skilling”, eller hvad jeg nu fik tid til at få med? Opdateringer af Teksten denne uge?

Frelsesautomatik
Genmælet frygter at der bliver tale om en frelsesautomatik som overflødiggør både tro og tilgivelse. Så får de jo ret i at kristen tro er overflødig. Men det holder ikke stik. Men det er som om fokus på den frygtelige fjeld-æg mennesket skal vandre langs og henover ved tidens ende gør den nærværende dom midt i livet mindre vigtig. Det slører at det er her vi har brug for både nåde og tilgivelse – og her er ingen automatik, men kun tro, heller ikke hos Sandbeck, så vidt jeg kan læse ham.

Anfægtelse
Et par af forfatterne taler om den nødvendige anfægtelse i forbindelse med tro. Baatz Kristensens artikel hedder direkte ”Hvor er anfægtelsen?”. Der er flere fine citater om anfægtelse og tro – og bekendelse af egen anfægtelse. Men jeg har det altid lidt vanskeligt med at folk taler om deres egen anfægtelse. Det kan let blive navlepilleri: Er jeg nu anfægtet nok? Eller værre: Min tro er så stor, at den sagtens kan tåle anfægtelse. Nå, meningen er at pege på at tro ikke kan være uden anfægtelse. Det er sandt. Genmælet taler om anfægtelsen over at billedet af Gud ikke går op, kærlighed og evig straf og Guds udvælgelse til frelse eller fortabelse. Det må den kristne leve med som en anfægtelse. Sandbeck tror ikke at dette paradoksale er en del af den forståelse af Gud, som Jesus åbenbarede, og at anfægtelsen binder mennesket et forkert sted. Derfor er det uevangelisk at formidle et paradoksalt billede af Gud på dette punkt. Det betyder ikke der er paradokser som hører hjemme i den kristne tro. At altets skaber inkarnerer sig. At Gud måtte lide og dø. At Gud har almagt. Hvor Sandbeck har sine personlige anfægtelser snakker han ikke om – men enhver kan jo da læse at han i hvert fald er anfægtet af den måde, som nogle af hans medkristne forstår frelse og fortabelse på.

Diskussion af oldkirkens forståelse
Et nyttigt afsnit (Johannes Glenthøj) er diskussionen om Sandbecks brug af den tidlige kirkes forståelse af apokatastasis er rigtig. Der citeres kilder, som vil vise at Sandbeck undertiden måske har været rigelig selektiv, når han citeret dem.

Et hegn mod vrangforestillinger
Helga Døssing Bendfeldt skriver om hvor vigtigt det er at have konfessionen som hegn. Den sikrer kirken og også den enkelte mod at skeje ud i vrangforestillinger. Hun nævner blandt andet risikoen for en platonistisk tilværelsesforståelse. Skovsgaard ser islams forståelse af forholdet mellem Gud og mennesker som en truende vrangsforestilling. Der peges i bogen også på hvordan Sandbecks foreståelse kan blive etisk overbelastning – eller modsat, at etik mister sit grundlag. Retfærdiggørelse ved tro forsvinder. At Sandbeck blander retfærdiggørelse og helliggørelse sammen. Mange kendte temaer, som man har glæde af tænke igennem. Man kan spille bold op ad Sandbeck som mur, med de syv som boldopgivere: altså begge bøger er nyttige.

Paradigmeskifte
Først og sidst er forfatterne bekymrede for det paradigmeskifte, Sandbeck taler om og som de mener at han vil indføre. Paradigmeskifter er ikke noget man indfører – det er noget man opdager har fundet sted eller er i gang. Det kan man så mene er sandt og give det medløb og ønske at gøre det bevidst for ikke at nogle skal blive ofre på grund af trægheden overfor at opdage det – det er vel Sandbecks projekt. Modstanderne mener det nye paradigme er en løgn og mener at han ikke bare er i færd med at smide barnet ude med badevandet, men hele badekarret.

Tænkning over tid og rum
Paradigmet, tre-rumstænkningen, himmel-jord-helvede, har længe været stærkt svækket i hvert fald i den danske kirke. To-rums er det dominerende. Vi har vores ofte dejlige, gudskabte liv her på jord, men med meget ondt, og så tror og håber vi på et andet rum, uden for tiden, evigt – både som kvalitet og kvantitet. Det rum og den tid er der, hvor alt det som smertede her, fattes helt og aldeles  (DDS 561) – Det er der hvor vi genser vores kære. De færreste nærmer sig at mene at en del af den himmelske glæde kan være at se de onde pines (men det har været en gængs forestilling hos nogle forkyndere i historiens løb). Det er der hvor vi taler med venner i lys – og ikke bare på facebook – og for muslimer: hvor muslimske mænd har deres hourier. Flemming Chr. Nielsen skriver i bogen ”Guds Maskingevær” at vi kan forarges over forestillingen om hourier (alene af kønspolitiske grunde), men mere forargelig er dog tanken om de saliges fryd over de fortabtes pine. Det kan han have ret i.

Dybere forståelse af rum, tid og evighed
I forhold til to-rumstænkningen, som også er en to-fasetænkning om tiden, er det værd at arbejde med tanken om en anden forståelse af tid, rum, og for resten: individualitet – og evighed. Sandbeck gør et forsøg. Det bør han ikke søges kætterdømt for.

Bekendelsesfundamentalisme
De 7 må vel kaldes bekendelsesfundamentalister: Er man i den lutherske kirke, så må man fastholde og forstå bekendelsen fra 1530 på dens bogstav. Ikke diskutere om den ud fra nærmere angivne kriterier tager fejl. Det er det man dog kan diskutere. Den er blevet til i en tid, formet af det sprog og de tankemønstre traditionen/historien havde stillet menneskene til rådighed. Bekendelsen kan være et værn mod vrangforestillinger, men vrangforestillinger kan også snige sig ind i forhold til bekendelsens centrum: Jesus Kristus som den der har åbenbaret hvem og hvordan Gud er.

Bibelfundamentalisme
Gustav Grønbæk talte om ”løgnen i Ny Testamente». Sandheden åbenbaret i Jesus Kristus kender vi kun formidlet af vidner, mennesker, – bragt videre – forkyndt og bekendt - i tro på ham, i det sprog og de begreber, som fandtes i tiden. Jesu ord har vi endda kun i oversat form – fra aramæisk til græsk. Denne historiske betingethed kan gøre udsagn i bibelen til løgn i forhold til det egentlige budskab, mente Grønbech. Det er der få i dag der ikke mener. Vi må være åbne for og leve med at vore bekendelser har samme betingethed.

Historie og krydsfinér
Både mælet og genmælet er præget af meget seriøs alvor. Det afspejler at vores tilværelse, menneskenes væren i verden, er tynget, undertiden ud over det som er til at bære. Men forsøger genmælet sig alligevel med humor? Efter titelbladet står et ultrakort digt:

Definer frelse,
definer fortabelse,
krydsfiner.

Underskrevet: Lars Hougaard Clausen.

Har vi ikke træet i hele solide planker, men i splinter og brudstykker, så er det at gøre det til krydsfiner en vej til bæredygtig anvendelighed. Clausen har et par poetiske ekskurser mere – men har også en kort kommentar om det han mener er Sandbecks begrænsning. Sandbeck tænker rent dogmatisk-filosofisk over eskatologien, det kirkehistoriske aspekt mangler – og Hougaard Clausen henviser til Grundtvigs historie-teologiske anskuelse. Den er at Gud også åbenbarer sig i historien, i faser som kan tolkes og hvor nyt forstås. Det betyder for mig at se, at CA17 og heller ikke resten skal slettes eller redigeres, men den skal leves med i vores kirke. Kirken skal så også skal tage ind bekendelsernes betingethed af deres plads i historien, og at Gud kan ville at vi skal se på en ny måde i vores fælles tro.

Ny bekendelse
Jeg ser her i skrivende stund at vi ikke er færdige med samme Grundtvigs mening, at vi endnu mangler en Guds datter på jord (Konference på Vartov om Grundtvig – til september)!
Vi skal heller ikke betragte en given bekendelse som et grundlag, som ikke kan diskuteres, foreslås ændret, med tillæg i nye formuleringer. Om den lutherske kirke eller bare den danske luthersk-evangeliske kirke skulle arbejde på en samlet ny formulering i det sig hastigt nærmende 500 års jubilæum - en nytænkning i form af en gradueret bekendelse ved jeg ikke. I hvert fald, som Tornerose siger til sin far i Disneys filmudgave: ”Far, vi lever ikke længere i det 14. århundrede”. Ting skal kunne formuleres anderledes.

Samtale
Vi skal ikke forkætre personer – og vi kan godt mene at givne formuleringer kan blive forræderi af det som en bekendelse ellers vil bekende sig til. Og vi kan prøve at argumentere for det – som Sandbeck. En kirke skal hele tiden gå efter det fundamentale i sin bekendelse, men det bliver let løgn, hvis den bliver fundamentalistisk i forhold til enkeltudsagn. Hvordan bliver splinterne og det stykkevise til krydsfinér? Grundtvig ville have sagt ved samtalen.

Anbefaling
Men altså: Jeg kan anbefale bogen. Knap hvis man ikke har læst Sandbeck. Den er netop et svar. Og hvor lejlighed kommer vil jeg henvise i Teksten denne uge til bøgerne. Der er i teksterne Jesu-ord om frelse og fortabelse, hvor vi trænger til at have afklaret for os selv, hvordan de skal/kan forstås, når vi prædiker.

Bibelindekser - se højre spalte.

August 2025
Kristen Skriver Frandsen

s 13