Anmeldelse:

Esajas bog

Af Else Hviid

Anmeldt af Theol-p's redaktør:

Det er en sympatisk bog. Skrevet med noget jeg vil kalde lavmælt begejstring. Vilje til at søge sandheden, i og om teksten, og i forståelsen af den verden, vi kommer til teksten med og som teksten lyser ind i. Skrevet i et enkelt og klart sprog. Den viser i praksis at troskab mod bibelen ikke er fundamentalisme. Som sådan må den anbefales til en studiekreds. Denne bevidsthed forekommer det anmelderen at være noget af det vigtigste at formidle i dag. Det er ikke bare en bog for fagfolk, men for enhver der gerne vil opleve en af de vigtigste bøger i Gammel Testamente åbne sig for forståelsen også nu

Vinklen er personlig. En vigtig kvalitet i AI-tider hvor formidling af facts stillet op i nok så velorganiserede ”pinde” og kategorier maser sig på alle vegne. Det er ikke en detailkommentar – men Else Hviid fortæller selvfølgelig om grundopbygningen i bogen. Fra domsprofeti og velbegrundet kritik af folkets gudløshed og syndefulde levned – politisk og moralsk, over udmaling af den fortjente undergang – og så, hvordan dommen kun forkyndes, med udsigt til håbet om noget nyt, der kommer ind i folket. Udfoldet i kapitlet: ”De sidste tider og lyset ind fra fremtiden”.

Et kapitel – jeg vil sige nøglekapitlet i bogen - har fået overskriften ”Hineni. Her er jeg” (s. 25). Det handler om kaldet – erfaringen af kaldet. Esajas’ kaldelse er voldsom, serafer, brændende kul som skal rense hans syndige læber, og hvad har vi. Sådan et dramatisk kald kan forfatteren ikke sige at hun har haft. Og så alligevel. Der var jo en grund til at hun blev præst og ikke forsker.
Jeg blev straks ramt af at hun trækker Esajas svar på at Gud kalder ham, ”Hineni”, frem. Det er samme svar som Abraham giver Gud, da Gud beordrer ham til at ofre Isak, Moses da Gud taler til ham i tornebusken, Samuel da han skal gå for at salve David til konge. Hineni – se, her er jeg.
Jeg og en nær studiekammerat pløjede sammen det indledende hebraiskpensum igennem. Og faldt over dette hineni – eller det prægede sig ind i os – vi lavede sjov med det, det var nu lidt vores måde at have omgang med det i virkeligheden overvældende og hellige - så vi gik over til hver gang vi henvendte os til hinanden at svare med et hineni. Spøg, men det var jo fordi dette ”her-er-jeg-ja” har tyngde. Der er nogen derude der kalder. Det er til at blive from af!
Disciplen Peter svarer også med et ”her er jeg”, udover at bekende at han er en syndig mand, da Jesus kalder ham. Pointen i Ny Testamente i forhold til Esajas’ kaldelse er så at synden ikke brændes bort, men at kaldet kan høres og følges af det menneske, som stadig er forviklet med synden.

Hineni – her er jeg, fuldt og helt. Hviid skriver så; ”Hvem er jeg der fuldt og helt for? Hvem lader jeg mig gribe og bevæge af? Min elskede? Mine børn? Min Gud? Hvem er jeg, når jeg svarer hineni? Og når jeg ikke kan? Jeg er både præst og mor. Og ægtefælle og datter og søster og ven. Der kaldes lykkeligvis flere steder fra.”
Kaldet er noget helt hverdagsligt. Men  så også et kald der blev til at præsteembede. Kaldet ”er andet sted fra. Det ukendte sted, Guds sted. Den kalden er en søgen efter sandheden, efter det gode og det skønne, som findes og bliver konkret, hvor Gud bliver menneske. Det sker i Kristus, og det sker, når mennesker kaldes ud af sig selv og lader det sande og det gode opstå mellem os”.
Else Hviid anholder med rette 1992-oversættelsens stærkt svækkede ”ja” – i stedet for ”Se. Her er jeg” – Vi må håbe at oversættelsesudvalget kommer omkring denne bog og dette kapitel i arbejdet med den kommende 2036-bibel!

Kapitlet før hedder ”En sang om min elskede” (s. 15) – Esajas’ henter sin poetiske kraft blandt andet i den basale menneskelige kærlighedsoplevelse. Det er vores indgang til forståelsen.

Så følger ”De sidste tider og lyset fra fremtiden” (s. 35) - denne tidsorden i frelsen har jeg berørt ovenfor.

”Eksilet, fra tab til fornyelse” (s. 49). ”Det sorte hul i Esajas”. Hviid appellerer til at vi tager de helt almene menneskelige erfaringer med, når vi læser: ”Når den almenmenneskelige, eksistentielle erfaring af tab og håb møder den bibelske fortælling om “eksilet”, så er der en forudforståelse.”

”Tikkun olam, nogen skal reparere verden” (s. 59) – når noget er særlig vigtigt for forfatteren, får vi det på hebraisk i selve kapiteloverskriften. Hvem nogen? Hos Esajas er det Gud, som griber ind og reparerer. I NT er det mere komplekst. Allerede i det sorte hul kaldes vi - det enkelte menneske - til at begynde reparationerne: ” Hos Esajas skaber Gud en ny himmel og en ny jord. Fremtiden. I Det Nye Testamente opmuntres det ængstelige menneske konsekvent til at tage den på sig, fremtiden. Giv den sultne noget at spise, den tørstige noget at drikke og den fremmede tøj på kroppen”.
Frans af Assisi hørte i en drøm ”Reparer min kirke”. Troede først det var den fysisk forfaldne kirke, han sov i, det gjaldt, men forstod så at det var et kald til at rette op på misbrug og forræderiet mod evangeliet i hele institutionen. En gang i 90’rne havde franciskansk ungdomsbevægelser et program med bannere over hele Assisi: ”Reparer min verden”, Guds befaling gjaldt ikke bare kirken, men verden  – og vi er da tilbage til Esajas ’ fordring. Men det begynder altså hos den enkelte.

”Herrens Tjener og fru Zion. Vil du, tør du? ( s. 67). Forfatteren peger på hvor vanskeligt det er at læse Esajas ord om Zion uden at læse ind i dem den aktuelle zionismes fremfærd. Anmelderen ville nok have været hårdere og understreget afstanden tydeligere. Og også peget tydeligere på forskellen mellem Esajas’ formuleringer om at det særlige, udvalgte folk, som en særlig nation, skal være lys for verden – tænkt smukt, men nok en farlig tanke – og så Jesu ord ”Jeg er verdens lys” – ”I er verdens lys”, som gælder et Guds folk uafhængigt af nogen nation.
Kristne zionister (som har spillet og spiller en stor rolle i forhold til skabelsen og eksistensen af staten Israel) brugte især Rom. 11 som bibelsk fundament. Israel skal vende tilbage og skulle som en sidste rest omvendes fra at være jøder til kristne (antisemitisme?) inden den endelige frelse. Det blev til en massiv støtte til statens oprettelse.
Zionismen selv bruger selvsagt ikke denne tolkning (men allierer sig gerne med den i al foreløbighed) – men bruger netop Esajas. Det er muligt at tale om en idealistisk zionisme, om at være eksempel og lys for verden. Mange unge – også sekulære unge - i 50’rne og 60’rne oplevede i deltagelse i kibbutzer denne idealisme, og har meget svært ved at komme ud af denne dybe prægning. Vi i hele vesten har den jo alle liggende på forhånd – vi har lyset, demokratiet, velfærdssamfundet eller hvad vi mener vi har – og skal give det til den til andre, som ikke har. Kiplings ”The Burden of the White Man” handler om denne dybe fordring – et ideal tilsyneladende, men hvor farlig og grundlæggende arrogant over for medmenneskene har det ideal ikke været.

”At være en profet” (s. 77) Slutkapitlet samler hele bogen. Bevidstheden om individualitet i forhold til nation – og så alligevel mål om fællesskab. Vi skal ikke fremtræde som profet som Esajas, prætendere at tale med guddommelig autoritet, men vi skal lade os inspirere af indholdet.
Vi møder i tiden et ønske om at høre kirkens stemme. Nogle lægger mund til. Og folk – uanset lejr – hører helst tale om ”de andre”, og som præst kan man forfalde til gøre det. Men ”kulturkritik er også altid en selvkritik” (s 79).

Indholdet inspirerer stadig: ”Folk skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, de skal ikke mere oplæres til kiv. Vores tid er præget af kriser og konfrontationer, og Esajas’  billeder kan forekomme naive og irrelevante. Det er de ikke. I en verden, som både mangler åndelighed og sprog for det religiøse, lader de os drømme om, hvordan verden også kan være, når vi ikke skal oplæres til krig, men vandre i Guds lys. Og de holder os fast på, at håbet og fremtiden findes. Ikke kun som en drøm, ikke kun som et tomt løfte, men som en indtrængende opfordring til handling. Rejs jer, bliv lys, skaf ret. Billederne og visionerne i Esajas’ Bog er så kraftfulde, at de nogle gange ikke bare løfter gudstjenesten, men ligefrem løfter og provokerer de mindre poetiske evangeliske læsninger s. 81).”

”Esajas’s bog” af Else Hviid  kan stærkt anbefales. Læsning til egen opbyggelse. Nogle steder til lidt diskussion. Oplagt som bog til brug i en studiekreds. Inspiration til brug i prædiken og gudstjeneste. Theol-p har indekseret bogen med bibelhenvisningerne – så bliver det let at se hvornår Esajasteksten løfter eller provokerer evangelieteksten!

Bibelindeks

Januar 2026. Kristen Skriver Frandsen

Esajas’ greb: Guds og menneskers forhold er som et kærlighedsforhold

Det er godt tænkt: at beskrive forholdet mellem Gud og mennesket poetisk, som et kærlighedsforhold. At bruge intimiteten mellem to elskende som billede på gudsforholdet. Så alt det, der kendes fra et helt almindeligt erotisk kærlighedsforhold, længslen og livsglæden, men også troløsheden og jalousien, bliver et billede på forholdet mellem Gud og mennesker. s. 18

Synden forladt..

Der er en væsentlig kristen erkendelse i, at Jesus aldrig siger: jeg forlader dig dine synder. Eller: hvis du angrer, forlader jeg dine synder. Han siger: dine synder er dig forladt. Forladt, men ikke borte endnu…  s. 66

Reparer verden

Kaldet til at reparere verden lyder ofte hos Esajas…Det vil være helt på sin plads med en årlig kristen fest, som rammer det samme budskab ind: Dine synder er dig forladt. Du er løskøbt. Det er sket. Lev med din e medmennesker. Fyr din psykolog. Rejs dig. Gå med mig. Reparer verden. Tikkun Olam. S. 66

Zion og Israel

Det blev svært efter oktober 2023 at sige Israel og Zion. Ordene blev næsten udelukkende forbundet med krig, vold og overgreb. Mange identificerede Israel med Netanyahu og krigsforbrydelser og Zion med zionisme, som mange udelukkende forbandt med besættelse, apartheidpolitik, massefordrivelser, kollektiv afstraffelse og krænkelser af palæstinensernes basale rettigheder. S. 72

Kulturkritik på prædikestolen

I Danmark kræver det heller ikke det store mod som præst og fra prædikestolen at forholde sig kritisk til en ført politik, til kulturelle mønstre eller til aktuelle etiske diskussioner. Det er næsten for nemt, og det kan hurtigt blive trivielt. Uvederhæftigt bliver det ligefrem, hvis kritikken peger væk fra den bedrevidende taler. Hvis man holder af sin samtid og opfatter sig som en del af den, er kulturkritikken også altid en selvkritik. S. 79

Fællesskabet

Den kristne etiks mål er fællesskabet. Det er ikke til at komme udenom, at Jesus altid peger på fællesskabet. Den ensomme, uglesete og udstødte hjælpes altid tilbage til fællesskabet. S. 80

Teksten som autoritet.

(Nogle mener at) Teksten er ikke en autoritet i sig selv. Den får autoritet, hvis den bekræfter den enkeltes erfaring. Sådan ser jeg det ikke selv .. Vi må turde lade verden forstørre ved at vende os mod noget andet end os selv. Et tidløst, transcendent andet, som trækker os ud af os selv og vores egne små verdener. .. teksten (er) en autoritet i sig selv. Den er sandhed. Ikke sådan forstået, naturligvis, at alt er bogstaveligt sandt. Jeg går glad og gerne tekstkritisk til værks. Men teksten rummer en sandhed, som vil mig noget ubetinget.. /… Vi taler derfor ikke om en statisk sandhed, men om en dynamisk sandhed, en kæmpende sandhed, som bliver ved med at forny sig selv. Og som derfor kan blive ved med at inspirere til fornyede fortolkninger af tilværelsen. s, 82 – bogens sidste ord.