Prædiken til Trinitatis søndag - 2. tekstrække  18/6-2000
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Ef.1,3-14; Matt 28,16-20
Salmer: 682 - 255 - 856/ 248 -365,1 - 167,7 - 190
-----
En far med sin søn peger på præsten og siger: I præster taler for meget
om kirkebøsserne. Det skulle være gratis at komme i kirke!
Ja, svarer præsten, men ikke at komme ud igen!
Det er så lige at minde om, at der er også er indsamling til et godt
formål igen i dag, og som I kan læse om i gudstjenestebladet.
Det skulle være gratis at komme i kirke, men ikke at komme ud igen!
Jo, det er gratis at komme i kirke. Det koster ingen overanstrengelse at
være from eller hellig, eller hvad man nu kan finde på at kalde dem og
os, der kommer her!
Man skal bare komme med sig selv, sine dårlige og gode tanker, med
alt, hvad man bærer i hjertet af glæde eller smerte, af tro og tvivl. 
Kom som du er og bliv ikke som en af os, men bliv som Kristus!
For det er ikke gratis at komme ud igen!
Vi kommer ind og får en gave. Vi går ud med en opgave.
Vi kan sammenligne vores situation her i kirken med de elleve disciples
situation i Galilæa på det bjerg, hvor Jesus, som den opstandne havde
sat dem stævne.
Kirkehuset er som et bjerg. Mange kirkehuse ligger bogstavelig talt på
et bjerg, eller en bakke. Vi må nøjes med at tænke det her i Køge. 
Men det er her, Jesus sætter os stævne, ikke for at vi skal blive her,
men for at vi skal gå ud i alverden og vor egen hverdag med den gave
og opgave, han giver os og siger: Gør alle folkeslag til mine disciple,
idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet
I lærer dem at holde af det, som jeg har befalet. Og se, jeg er med jer
alle dage, indtil verden ende.
Den første opgave kan vi godt stå inde for. Der døbes rask væk små
og store mennesker. På nogle væsentlige punkter lærer vi dem også i al
beskedenhed, så det næsten ligner, hvad Jesus har befalet.
For det, han har befalet er at vi skal elske Herren vor Gud og vor
næste som os selv. De aller-aller-allerfleste forældre har en så stor
omsorg for deres barn, så de tilsidesætter egne behov for barnets
skyld. Gave og opgave hænger sammen her: Dåb og kærlig omsorg for
den døbte, så det døbte barn kan lære kærligheden at kende og med
den genkende Guds kærlighed, når det er i stand til at høre om den. 
At være rigtige forældre er at elske sit barn ubetinget og på trods af
dets fejl og mangler. Dåben forkynder også om Guds ubetingede
kærlighed til os mennesker på trods af vores fejl og mangler.
Apostlen Paulus siger: Før verden blev grundlagt, har Gud i Jesus
Kristus udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i
kærlighed.
Det har været bestemt altid, at Gud ville elske os mennesker ubetinget.
Han vil ikke se vores fejl og mangler, og derfor blev han menneske i
Jesus Kristus, og vi fejrer jul, og han stillede sig som sådan op foran
os, så han døde af det, for han stod i vejen for os for at se os gennem
Jesus, og derfor fejrer vi påske, og i kraft af Jesu offer i påsken står vi
hellige og uden fejl for Guds ansigt i kærlighed, og så fejrer vi Pinse.
Han stod i vejen for os. Og det gør han stadig. Han er selv Vejen og
på vejen, hvor vi lærer at holde alt det, som han har befalet. Og det
med en kærlighed, som elsker ubetinget, som hengiver sig, som ikke
tænker på sit eget. Og den kærlighed fra Gud lærer vi at kende ved at
høre om Jesus, høre hans fortællinger om Gud og Guds kærlighedsrige,
hører om Jesu eget liv, hans død og opstandelse.
Det er gratis at møde Gud, det er ikke gratis at følge ham efter. Men
det er livet værd, og han har lovet, at dette følgeskab ender godt. Han
vil være med os på vejen indtil verdens ende.
Trinitatis, som vi kalder dagen i dag og tiden indtil advent, er midtvejs i
kirkens år fra jul til jul. Gud har den første del af vejen åbenbaret sig,
vist sit sande ansigt gennem Jesus, og nu kalder han os til at gå med
ham på vejen. Vi er i dåben blevet arvinger til alt, hvad der hører Gud
til. Som døbte har vi skæbnefællesskab med Kristus, vi er hans
disciple, og det er ikke gratis at være. Det kræver tro, det kræver håb,
det kræver kærlighed. Kort sagt det kræver at leve som menneske og
medmenneske i denne verden, med hvad det indebærer af glæde og
smerte for menneskets skyld. Det kræver at vi afgiver den magt, der
får mennesker til at føle sig mindre. En sådan magt kendes på
stormagtsplan og helt ind i familielivet og ægteskaber. Kravet og
opgaven ved at være discipel er stik modsat: Det er at få mennesker -
os selv indbefattet - til at føle sig større. 
Jesus siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. 
Men det er ikke en magt til at tryne andre ned i sølet, men at løfte op i
højhed.
Han har givet os det forbillede i det kristne fællesskab at give afkald på
menneskers herredømme over andre mennesker. 
Magten skal vise sig i tjeneste, selvhengivende tjeneste. 
Det er vores opgave, som Jesus giver os, fordi han tror på os på trods
af vores egen tvivl og egenrådighed og smålighed. Se, jeg er med jer
alle dage ...
Et afgørende træk i Bibelen er billedet af Gud. Gud opfattes som den,
der hjælper de mennesker, der ifølge magthaverne er bestemt til at
forsvinde ud af historien. Guds hjælp modsætter sig enhver form for
udvælgelse. Han trodser den almindelige opfattelse at de stærke har
større chancer for at overleve end de svage, for Gud griber ind i
historien og udvælger de svage. Således griber Gud ind og befrier
israelitterne fra slaveriet i Ægypten, og således forkynder Jesus: Salige
er de fattige i ånden, de magtesløse, for Guds rige er deres.
I vores verden, som vi erfarer den, deles mennesker op i stærke og
svage, vindere og tabere. Vinderne er da de mennesker, der befinder
sig i en stærk position, de, der er i besiddelse af de værdier, der tæller
mest, penge, prestige og præstation. Tilværelsen bliver nærmest
opfattet som en slags pyramide, med de rige og mægtige og
betydningsfulde foroven. I bunden de fattige og magtesløse og
betydningsløse. Hvis man vil være helt menneske, må man befinde sig
på toppen af pyramiden, dér får man menneskeværd. 
Men Jesus står i vejen for dette menneskesyn og kalder os til at følge
hans vej, hvor det hedder at den mindste skal være den største og den
største den mindste, at de sidste skal være de første og de første de
sidste. De mest uanselige personer bliver bærere af det glædelige
budskab. Guds rige er for de fattige og magtesløse, for børnene.
Jesus kalder os til at gøre alle folkeslag til hans disciple. Han kalder os
til den opgave at være medarbejdere på hans nye verdensorden: At
menneskets værd ikke beror på det, som det kan fremvise og
præstere. Som barnet, der er prisgivet og udleveret til livet, til at andre
vil tage sig af det. Det er henvist til kærligheden alene. 
Før verden blev grundlagt, har Gud i Jesus Kristus udvalgt os til at stå
hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje
forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus. 
Det er gaven over alle gaver, som det er ethvert døbt menneskes
opgave at bringe ud til alle folkeslag. Til den opgave er ingen mere
kvalificeret end andre. Her er vi alle præster for Gud. Vi er alle salvede
med Guds kærlighed i dåben til at bringe bud fra Gud. Det er her i
kirkehuset Jesus sætter os stævne. Det er reelt et stævnemøde i
kærlighed, og se, han går med og er med os alle dage, indtil verdens
ende. 

Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Sct. Nicolai Kirke
Søndre Allé 10, 4600 Køge
Email: susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest