Prædiken til 2. Søndag efter trinitatis - 16/6-96 
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Luk.14,25-35 
Salmer: 41 - 360 - 349 / 489 - 365,1 - 167,7 - 401 dåb - 389 
----- 
Bøn: Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig
kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng. 
----- 
To gange i dag hører vi om, hvad det vil sige at være discipel, Jesu
discipel. Den ene gang er i prædikenteksten, vi lige har hørt. At være
discipel er at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja
sit eget liv. - Den anden gang, vi hører om at være discipel bliver i
forbindelse med lille Julies dåb med Jesu ord: Mig er givet al magt i
himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine
disciple, idet i døber dem og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet.
Ordet discipel bruges ikke længere i dag i daglig tale ud over den tale,
vi hører fra Jesus, Bibelens tale. 
Hvornår ordet er forsvundet fra vort hverdagssprog, ved jeg ikke. Men
det er vist længe siden, og det kan i hvert fald være svært at forholde
sig til det, når vi så hører det fra Jesus. 
En discipe er en elev, en skoleelev, en lærling i et supermarked, en elev
på handelsskolen, i gymnasiet. Discipel er man i forhold til dem, som
man lærer noget af. I denne tid springer mange unge ud fra forskellige
skoler. Ikke at de bogstaveligt springer ud fra skolens tag eller vindue,
men de er færdige med en læreproces. 10-12 års discipelforhold har
de haft til deres lærere. Nu skal de bruge det, de har lært på en
arbejdsplads eller en videregående uddannelse. 
At være Jesu discipel er også at lære - lære at høre, at hvad han siger,
altid er ordet fra Guds hjerte, og så høre dette ord. Ordet, som vi selv
skal tage til hjertet og leve af. I det ord hører vi kærlighedens og
sandhedens tale, tilgivelsens og livets tale. 
At være discipel er ikke bare at være velvillig indstillet til det, der tales
af Jesus, men det er at tage det til hjertet, have tillid til det, tro det og
være tro mod det. 
Fra alteret hørte vi profeten Jeremias’ klagesang til Gud. Han lider
usandsynlig meget og forbander den dag, han blev født. Hvis han
levede i dag, skulle han vist under psykiatrisk behandling. Men
Jeremias ved godt, hvad der er galt med ham. Han siger til Herren: Jeg
fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets
glæde, for dit navn er nævnt over mig. Derfor forbander alle ham.
Også det har Herren påført ham, andres forbandelse foruden megen
lidelse og smerte. Men Jeremias står i en læreproces. Gud har valgt
ham til at være discipel, han står i Guds tjeneste som profet. Alle
vegne, hvor han viser sig, bliver der splid og spektakel, fordi
mennesker ikke vil høre Guds ord gennem hans profet, ordene:
Omvend dig, så mine ord kan fryde dig og blive til hjertets glæde og
mit navn kan nævnes over dig. Jeremias’ glæde over Guds ord, og
over, at Guds navn er nævnt over ham frastøder andre. Hans glæde
gør ham mere og mere ensom. Ingen vil have med ham at gøre, og han
anklager Gud for denne smertelige situation. Men Gud har ingen
medlidenhed med ham, men siger: Hvis du vil vende om, lader jeg dig
vende om, så du kan stå i min tjeneste. Hvis du fremfører dyrebare ord
og ikke tom snak, skal du være min mund. 
Det er ikke lovet nogen, at det skal være let at være Jesu discipel.
Esomhed, foragt og hån vil være disciplens lod, men større er den
glæde i hjertet, som Guds ord giver, for hans navn er nævnt over os. 
Sådan sker det i dåben, at Guds navn nævnes over os, så vi helliges og
bliver indviet til at være Jesu discipel for at bære Guds ord videre til
andre. 
Men ordet er som i dag, et hård og strengt og fortvivlende ord, for
Jesus siger: hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor,
hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min
discipel. 
Omkostningerne ved at være Jesu discipel er at hade forældre, andre
familiemedlemmer og sit eget liv. 
Nu har vi problemer med det danske sprog og Jesu ord.  
For det at hade sin far og mor og alle de andre er ikke en dom over
forældre, ægtefælle og børn, for det har intet med følelser at gøre,
sådan som vi alle nok vil reagere på det. Men det har at gøre med,
hvad vi sætter højst i livet: Gud eller alt andet. 
Hvis vi sætter alt andet højst i vort liv, så er det vor Gud. 
Hvis vi sætter vor far og mor højst i livet, er de vor Gud. Hvis vi sætter
vort barn højst i livet i den tro, at vi ikke kan leve uden dette barn, så
har vi gjort dette barn til vores Gud. Hvis vi sætter penge og velstand
højst i vort liv, så er det vor Gud. Og om vort forhold til vor Gud,
enten det er vor Gud og skaber og frelser eller alt andet, så er det vor
Gud, der råder over vort liv. 
Og der vil være en markant forskel på vort liv, om det er vor
himmelske far, der råder eller alt andet. 
Vor himmelske far råder i kærlighed og sandhed og sætter os alle i
frihed til at være menneske og ikke Gud og dermed fylder os med
hjertets glæde. 
Hvis alt andet, far og mor, ægtefælle og børn, penge og velstand er
vort højeste, er vor Gud, bliver vort liv et liv som trælle under vor Gud,
da vi lever vor forældres liv, vor ægtefælles liv, vor børns liv og ingen,
hverken os selv eller de andre får frihed til at være sig selvi. Vi gør
forældre til børn og børn til forældre.  
Ingen kan være Jesu discipel uden at give afkald på alt sit eget!  
Sådan! - Så er vi sat på rette plads i forholdet til vor Herre Jesus
Kristus. Han kræver os helt. 
Jesu ord befrier os for mange bekymringer, og inderst inde ved vi vel
alle, at vi ikke kan tage noget af alt vort eget med os i graven, men
netop i døden må give afkald på alt. Dér har vi "kun" Guds nåde og
barmhjertighed at holde os til.  
Det er også i det lys, jeg hører Jesu ord om at være hans discipel. Og
Jesu disciple er vi, indtil vi dør. 
Som den Højestes søn blev han selv degraderet af verden, fordi vi
prioriterer alt vort eget højere end Gud. Men ham, som ikke var noget
i verdens øjne, gjorde Gud til "den højestes søn", ophøjet på korset,
hvor Jesus befrier os fra at hænge fast i alt vort eget, som om det er det
eneste saliggørende. Han, som selv gav afkald på sin guddommelighed
og tog en tjeners skikkelse på og blev menneske, Han er vor
saliggører, vor fremtid. Hans navn er jo nævnt over os ved dåben.  
I det perspektiv og i den tro vil vi få alt vort eget tilbage i tilgift, ikke
som det højeste, som det vort liv afhænger af, men af den højeste, som
vort liv afhænger af, og sådan sætter Gud os og alt, hvad han har givet
os som vort eget på rette plads, så hans ord kan blive til fryd for os og
til hjertets glæde.

Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Sct. Nicolai Kirke
Søndre Allé 10, 4600 Køge
Email: susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest