Prædiken til Pinsedag 2000

Karby kl. 9, Tæbring kl. 10.15.

Salmer : 247 -339-(10)/249-(206 v.5)-835._


"Alting synger pinsemorgen , 

solen tumler sig i dans."

Johannes Johansens salmestrofe kalder minder frem om det forår ,hvor
vi blev studenter og brugte pinsesolens dans som endnu et påskud til at
blive oppe hele natten og feste .Vi havde lånt et sommerhus. Tidligt om
morgenen pinsedag cyklede vi ud til stranden for at se solen springe op
af havet og slå kolbøtter med halen som en fisk. Vi havde sådan nogle
milde smil om munden, jeg tror, at vi var lige så forelskede i verden og i
hinanden som i os selv.

Nu er der blev sendt indbydelser ud til 25-års jubilæum." Kære
halvgamle student", stod der.

Man tænker på det milde smil om munden og det dejlige forår
dengang. Der er sket meget. Hvordan mon det er gået de andre. Mon
det lykkedes dem at frelse verden? Eller blev de trætte inden de fik
begyndt og besluttede sig for at slappe af bag familielivets og jobbets
trygge rammer.

Mon de stadig taler med deres venner hele nætter om livet og døden
og kærligheden? Eller ligger de og sover trygt med ryggen til en
ægtefælle, indtil vækkeuret blipper sit digitale godmorgen til den nye
dag.

Mon de ligger alene i mørket, halvt bedøvet af sovepiller og
selvbebrejdelser og ruger over, hvordan de skal leve op til den næste
dags valg og krav? Eller fandt de en fred og en styrke et sted,som gør,
at de sover trygt, alene eller ikke-alene?

Man glæder sig, men er er også spændt på mødet. Ansigter og navne
dukker op, der var hende og ham. Hvad har årene gjort ved os, hvad
har vi brugt alle de mange dage og nætter til ?

Digteren Benny Andersen siger, at dengang vi var børn og unge, da
stod solen op.

Den kom fra den anden side af jorden, den steg op af havets skød, den
bragte spændende, eksotiske nyheder med sig og en helt ny dag.

Den voksne tænker anderledes. For os drejer kloden - når solen
drejer ind i mit synsfelt igen er det den samme sol som sidst. Den
bringer ikke noget nyt med sig.

Sådan tænker vi, når vi holdes fast af vaner og når vi holder hinanden
fast. "Du siger altid", tænker vi om hinanden - eller : "du gør aldrig.".

Et skænderi, f.eks. kan næsten ikke undvære de to ord - altid og
aldrig.

For den forurettede , men også den, der bebrejder sig selv, må holde
fast i, at sådan er tingene og sådan er du - der er intet nyt under solen.
"Du sagde - og du gjorde", lyder det. De samme gamle navne.

Man binder den anden på munden og hånden, som der stod i Poul
Henningsens revyvise om vanens tvang over den uregerlige kærlighed.

"Man binder os på mund og hånd

med vanens tusind stramme bånd."

Men visen trodsige og frigørende budskab er ,at skønt man binder os
på mund og hånd, så kan man ikke binde ånd.

Det store under pinsemorgen, som med sin lyd og sit lys fik disciplene
til at spærre øjne og ører op, og med sin kraft fyldte deres hjerter med
stor tak til Gud, , var jo ikke at solen dansede, men at livet selv
dansede. At livet blev levende for dem.

Ligesom et rullegardin, der svirper op, og det er blevet morgen.. 

Hvad ville der ske, hvis man blev befriet for bånd, for alt det , der
hæmmer i ens liv, men selvfølgelig også for alt det trygge ? Hvis man
tænkte sig, at det med ét forsvandt, alt det forudsigelige, som gør , at
livet bliver overskueligt og lettere og leve, men måske også lidt mere
fladt og kedeligt, som en sølvbryllupsfest, hos nogen man ikke rigtig
kender. 

Man ville nok blive meget forskrækket, men måske ville man også
spærre øjnene op i undren og komme til at le.

Som da et par fanger for nogle år siden brød igennem en tyk
fængslesmur med en gummiged og flygtede fra et af landets bedst
bevogtede fængsler.

Man blev chokeret og overrasket og kunne ikke lade være med at le
over deres mod og opfindsomhed: Vi vil ud! har de sagt. NU!!

Vi er Guds hus og kirke nu, vi er dem, som Ånden sætter i bevægelse i
dag. . Nu sidder vi til gudstjeneste, lunt indendøre i vore smukke,
restaurererede kirker og funderer over, hvor længe siden det egentlig
er, at Guds åndedræt som en blæsebælg pustede liv i disciplenes svage
tro .Så de gik ud til verden med Gudsordet i munden . Og kaldte folk i
Jerusalem ved deres eget navn på deres egne sprog,, så verden følte
og mærkede, at den var kendt og set af Gud 

.Hvornår blæser Guds alt det støvede væk fra sin kirke, så ordet bliver
nyt.

Eskimoerne siger . Floden danser under isen, hvor bundfrossent alting
end ter sig på overfladen.

Sådan føles det nogen gange at være kirke. Ligegyldigt hvad man gør,
så når man ikke folk med ordet. Det kommer dem ikke rigtig ved,
kirken er som en sød, lidt snurrig gammel tante, som bare er der.

Når man ikke kender hinanden, så ser man kun overfladen, den frosne,
stivnede overflade.

Men kærligheden ser kilderne, livet, som danser nedenunder. Når der
engang imellem er åbent for en samtale mellem jøder og arabere er
avis-overskrifterne ofte " Isen brudt"- nemlig isen mellem de to folk.

Så er det ikke bare folk, men mennesker med sprog og ansigter og
navne. 

Apostlenes gerninger fortæller om disciple, som åbnede deres munde
og sprudlede over i lovprisning af Gud. De brød ud af deres skjul og
løb ud på gaderne, som vi ellers kun kender det herhjemme fra en 5.
maj eller en festrus efter en vundet fodboldkamp.

Der er sejrsrus over pinsen - men hvad er det, som er besejret ?

Det er ikke - de andre, det er ikke "verden", som er besejret, det er
heller ikke os selv, men det er båndene, som er sprængt. Muren bliver
væltet, isen bliver brudt. Vandene kan flyde sammen.

I pinsens Ånd erfarer vi, at vi er ét med verden udenfor.

Vi bliver kaldt ud til verden med en viden om, at vort liv ikke stopper
ved vores egen person. Mit liv er ikke afgrænset af mig og mit, så jeg
må sidde og ruge over tab og fejl og nederlag. Men det andet
menneske er mit liv. Som Kristus er kirkens liv.

I et kærlighedsforhold er det den anden, som gør, at man vover at
sætte sig op i en -åndelig-bulldozer og forlade "jeg’ets"" fængsel - for
at opleve at livet er fuldstændig nyt udenfor, det har farve, smag og lyd.

I Salomons Højsang får "den anden" stemme, han står ved sin elskedes
vindue og kalder på hende: "Stå op, min veninde, du fagre, kom. For
nu er vinteren omme, sangens tid er , turtelduens kurren høres i vort
land". 

Han er talsmand, den anden, for det liv, der venter på dem. Han åbner
verden for hende, tager hende ved hånden, deler verden med hende.
Det er Talsmanden , Gud som ven, som den elskede, som gør livet nyt.

Det bevirker kærligheden - den åbner for sluserne, så der kommer nyt
op til overfladen. Livet bliver spændende, man bliver måske oven i
købet ny for sig selv, når nogen kalder på én og ser på én med kærlige
øjne.

Man tør slå øjnene op, når man vågner om morgenen - dagen ligger
foran en som et landskab, man kan gå ind i uden frygt.

Man får en åbenbaring, når man pludselig kan se, kan se noget mere,
eller kan se klart. En åbenbaring er at få øjnene åbnet. Den, der slår
troens øjne op, ser livet åbne sig, så man kan se, at det er større og
mere end jeg troede, fordi livet er Guds. Men også at livet er trygt på
en an anden måde end jeg troede. For det er ikke mig selv, der skal
sikre, at intet ondt kan ramme mig og mine. Men i troen hengiver man
sig til Gud. Stoler på, at han er med, han er i verden, han er
kærlighedens og sandhedens ånd. 

Hver gang man får en lille pinseerfaring går Guds nærvær i ens lille
verden op for én som en sol, så hele ens liv bliver oplyst af det. At hans
kærlighed er det, som bærer livet- det er den, som sprudler og danser
lige neden under overfladen.

Vi holder selvfølgelig ikke Jesu bud eller adlyder hans befalinger ved at
kunne trosbekendelsen udenad eller ved remse noget op, som er
skrevet på en stentavle. Ved at læse kirens bønner op med gravrøst .

Vi adlyder Jesus ved at elske hinanden. Jeg skriver min lov i jeres
hjerter, siger Herren. Befalingen er, at vi skal rette os udad og elske
hinanden, som Gud elsker Sønnen og er et med ham.

At leve efter pinse , i pinsens ånd, hvordan gør man det?? Tja, vel ikke
ved at strømme over af varme følelser hver enestegang , man hilser på
sin nabo eller fyldes af jubel, når man tænker på sin chef. Men måske
ved at vide sig forbundet med Gud og med naboen og med chefen og
med sin ægtefælle, af den samme ånd, som Gud elsker Sønnen med.

Det er en følelse af, at der et øjeblik er blevet højere til loftet og at
vinduer og døre står åbne, som i et maleri af Salvador Dali.

Vi kan gå ud i verden, i frihed. Frihed, det betyder uden angst for at
dø. Der er ingen grund til at skjule sig, der er ingen grund til at hygge
sig inden døre med sine velkendte sørgmodige viser og beklagelser. Vi
har et kald. For Gud i verden kalder på os - Gå ud i den og brug dine
hænder, din mund, dit hjerte - og din hjerne!- i tjeneste for den Herre,
som stadig kalder på dig og som har udnævnt dig til sit redskab.

Amen.