<H5>skærtorsdag</H5>
Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
Evangelisten Johannes har ikke fortællingen fra
skærtorsdag, hvor Jesus uddeler brød og vin og giver sig
selv til sine venner. Men Johannes fortæller akkurat det
samme, når han siger, at Jesus knælede ned og vaskede
fødderne på sine venner. Dengang var det meget
nedværdigende at vaske gæsternes fødder. Det kunne man
kun sætte slaver til. Ja, man kunne ikke engang sætte
jødiske slaver til det. Det var hedenske slaver, der var
så lavtstående, at man måtte sætte dem til det foragtede
job. Jøderne regnede ikke de vantro hedninge for noget, og
ingen var lavere end den hedenske slave. Jesus gør sig så
ringe.
Paulus skriver i Filipperbrevet om Jesus: han, som
havde Guds skikkelse, gav afkald på det, tog en tjeners
skikkelse på og blev mennesker lig. Han ydmygede sig og
blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Jesus tog en skikkelse af og tog en anden skikkelse
på. Det hører vi også i dag, at Jesus lægger sin kjortel
og tager et klæde og binder det om sig. Et andet sted i
Johannes evangeliet siger Jesus det direkte: Derfor elsker
Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det
tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til
af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har
magt til at få det tilbage. Og det har min Far påbudt mig
at gøre.
Jesus ydmyger sig, ja, han ydmyger sig indtil døden
på et kors. Jeg sagde, at hedenske slaver var de ringeste,
der fandtes i Israel dengang, men det er egentlig forkert.
Der var nogle, som var endnu mere lavtstående. Det var
forbrydere, som blev korsfæstet. Man regnede dem som
udstødt af Guds folk. De var ikke længere jøder. Det sker
sjældent i familier, at en far udstøder en forbandelse
over sin søn og siger: Jeg vil aldrig se dig mere for mine
øjne. Sådan forbandede jødefolket forbrydere, som var dømt
til korsfæstelse.
Hvorfor gjorde Jesus sig så ringe som en hedensk
slave, som en korsfæstet forbryder. Han kunne let have
ladet være. Det var jo helt frivilligt, at han bøjede sig
ned og vaskede sine venners fødder. Og han kunne også let
have gjort en lille indrømmelse over for jøderne eller
blevet væk fra Jerusalem, og de ville ikke have korsfæstet
ham.
Skærtorsdag forklarer Jesus, hvorfor han gjorde det.
Han gjorde det af kærlighed. Han gjorde det for at løfte
os op. Når man vil vise et lille barn kærlighed, så løfter
man barnet op i sine arme. Og for at kunne det, må man
først bøje sig ned og omfavne barnet.
Men hvorfor måtte Jesus bøje sig så langt ned, som en
hedensk slave, som en korsfæstet. Det er fordi vi er
dernede. Vi er syndere. Vi kan have ondt af Jesus
skærtorsdag og langfredag. Det er forfærdeligt og
uhyggeligt det som sker. Men vi skal også have ondt af os
selv. Det var fordi vi mennesker var kommet så langt fra
Gud. Jesus måtte gå helt ud, hvor vi var, for at omfavne
os og løfter os op til Himmeriget.
Det kalder protest frem i os, når vi hører om synden.
Så slemt står det vel ikke til med os mennesker, at vi
ligner hedenske slaver eller forbrydere, som har gjort sig
skyldige til den værste straf, henrettelse. Den har vi i
øvrigt afskaffet I Danmark, fordi vi mener, at ingen
mennesker fortjener så stor en straf, at de skal slås
ihjel.
Peter protesterede også. Engang da Jesus forudsagde,
at menneskesønnen skulle gå til Jerusalem og lide meget
ondt og korsfæstes og på den tredje dag skulle han opstå.
Da protesterede Peter og sagde: Nej, sådan må det ikke gå
dig,Jesus. Og i fortællingen i dag siger Peter: Aldrig i
evighed skal du vaske mine fødder. Det var af kærlighed
til Jesus, at Peter protesterede, men det var vel også
fordi Peter ikke kunne se nogen grund til, at Jesus skulle
bøje sig så dybt, at Jesus skulle ydmyge sig så meget.
Måske kom Peter senere i tanke om den første gang,
hvor han så Jesus, og hvor Jesus gjorde et stort under, så
Peter kastede sig ned foran Jesus og sagde: Gå bort fra
mig, Herre, for jeg er en syndig mand. Jesus går ikke bort
fra os, fordi vi er syndere. Nej, han kaster sig ned til
os.
Men så store syndere er vi vel ikke, vi som kommer i
kirke og tror på Jesus. Vi, som er døbte, er vi ikke
blevet renset for synden. Jo, men vi går stadig i verden,
og når man går i en støvet verden, så klæber der støv til
fødderne. Derfor må Jesus vaske os. Han siger: Den, der er
badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men
er ren over det hele. Dåben har gjort at vi er rene over
det hele, men støvet og snavset fra verden får vi på os
hver dag, derfor skal vi have vasket fødderne. Det sker
ved altergangen. Jesus siger jo i indstiftelsesordene, at
nadveren sker til syndernes forladelse, til tilgivelse.
Den har vi stadig brug for. Her i verden sker det jo så
let, at vi træder forkert og får støv og snavs på os.
Når vi fejrer nadver, får vi tilgivelse. Men samtidig
sker der også noget med os. Vi stilles lige. Der er ingen
over. Der er ingen under. Jesus er den som knæler ned
foran os. Men vi knæler også. Jesus er vores bror og vi er
hiandens søstre og brødre. Der er ingen andre steder, hvor
vi i den grad er mennesker sammen, hvor vi ser bort fra
alle udenomsværkerne ved den som er lige ved siden af os.
Når vi sidder ved et almindeligt festbord, så tænker vi
alligevel på, hvad den anden siger og hvordan han opfører
sig. Måske tænker vi også på, hvilket arbejde den anden
har og hvor meget han ejer, så vi lytter mere til den rige
end til den arbejdsløse. Men alt det falder væk ved en
altergang. Vi knæler alle. Vi knæler ved siden af
hinanden.
Jesus får os til det. I dag slutter han med ordene:
Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre,
ligesom jeg har gjort mod jer. Vores danske samfund er
endda så kristent, at nadverens fællesskab præger os. Vi
kan se det, hvis vi sammenligner med andre lande, som er
præget af andre religioner, f.eks. Indien. Jeg så en film
om Gandi. Han ville ændre normerne blandt indere, så han
oprettede et fællesskab, hvor der ikke skulle være forskel
mellem mennesker. Ellers er Indien delt op i kaster,
højststående mennesker og lavtstående. Og der var en scene
i filmen, hvor Gandi siger til sin kone, at hun skal gå ud
og tømme latrinspandene. Men hun protesterer og siger: Det
sømmer sig ikke for min kaste. Hun tilhørte nemlig de
højtstående og de kunne ikke påtage sig så foragtet
arbejde, at tømme latrinspande. Så blev Gandi vred og han,
som ellers elskede sin kone højt, sagde, at hun måtte
forlade lejren. I en dansk spejderlejr, hvor børn af alle
slags forældre er samlet, der er der ingen af børnene som
protesterer, når de skal rense gryderne eller gå hen med
affaldsspanden. Det lyder som en lille ting, men det er
fordi vi er kristne. Selv de, der læser på de højeste
universiteter, tager som den naturligste ting af verden
feriejob på fabrikker. Ja, vi tænker slet ikke, at det er
lavtstående, at være fabriksarbejder, som jo nogle gange
har et mere sikkert job end højtuddannede.
Et af de få steder, hvor vi måske kan se, at vores
land ikke er helt kristent, det er den måde vi tager imod
flygtninge og fremmede fra andre lande. Og her tænker jeg
ikke på den økonomiske hjælp vi giver. Men derimod på
vores syn på de fremmede. Jeg talte om jødernes syn på
slaver og det kan være vi tænkte, at sådan er det
heldigvis ikke hos os. Men jeg er bange for, at vi i lige
så høj grad foragter flygtningen med den mørke hudfarve,
som går på gaden i vores by. Hvad er han værd. Han har
intet arbejde. Han bestiller ingenting og kan ikke engang
tale ordentlig dansk.
Hvad ville vi sige til, hvis vi blev sat til at vaske
fødderne på en flygtning.
Der var engang, hvor Jesus var gæst hos en rig mand,
og så kom der en synderinde ind fra gaden. Hun græd, og
hun lod sine tårer falde på Jesu fødder og hun tørrede dem
med sit hår og hun kyssede dem. Og jesus sagde: Hendes
mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Og
Han sagde til hende: dine synder er tilgivet.
Kvinden græd af kærlighed til Jesus. Når Jesus vasker
disciplenes fødder er det af kærlighed og for at få samme
kærlighed frem i os.
ny prædiken
Hvis vi skulle forestille os, hvordan en hellig mand
er, så tænker vi nok på en, som er rolig og ved alting og
som sidder stille, mens de andre gør alt arbejdet for ham.
En hellig mand er over almindelige mennesker og vil ikke
nedlade sig til praktisk arbejde. Hvis Jesus var en hellig
mand, skulle han ikke lade de andre bøje sig for ham, så
de kunne vise, hvor meget de så op til ham, at de ærede
ham og elskede ham.
Men det sker ikke. Jesus er ikke en hellig mand i den
forstand, at han sidder urokkeligt, mens de andre skal
gøre en hel masse for at tilbede ham. Nej, det er Jesus
som viser sine følelser og sin tro på dem. Han bøjer sig
for dem. Han viser det i praksis. Og han vælger det
ringeste og mest foragtede arbejde. Han kunne have valgt
at være kokken, som stod med fin kokkehue og lavede maden.
Men Jesus vælger slavens arbejde. Dengang sad man ikke
tilbords, de lå. De lå alle med benene væk fra bordet, og
den slave som skulle vaske fødder, måtte knæle ned ved
fodenden. Jesus gør sig til den slave. Han tager sit
fine tøj af, sin kjortel. Han tager et simpelt stykke
klæde på, vi ville måske sige en kittel. Og han tørrer
endda deres fødder i det tøj han har på. Han er ikke den
fine og hellige mand, som de skal ære og se op til og gøre
alt for. Det viser Jesus med det billede, som han bruger.
Det er et gammelt ord som hedder ære. Men det er ikke
kun i gamle dage, at mennesker gerne ville æres. Vi bruger
bare andre ord for det samme. Vi kalder det f.eks. at
blive berømt. Der er mange, som drømmer om at blive
berømt. Det kunne være dejligt at blive en fodboldspiller
som alle så op til, eller en popsanger, som tjener mange
penge. Det kunnne være godt at få et højt job, så man kan
dirigere med andre og ikke selv skal gøre noget. Det er
også tit sådan i en gruppe af mennesker, hvor det end er,
på arbejdspladsen, i sportsklubben, at der er én person,
som siger meget og som de andre lytter til. Han bliver
regnet for den klogest, den som bestemmer. Han bliver
æret.
Jesus viser, at han vil æres på særlig måde. Vi skal
ikke se op til ham, som en vi frygter, nej, vi må snarere
have venskabelig følelser over for ham, eller endnu mere,
vi må undre os over, at Jesus elsker os så meget at han
vil gøre alt for os.
Der var jo al mulig grund til at vi skulle se op til
Jesus. Han er en hellig mand. Han kender de usynlige
ting. Han kender Guds beslutninger. Han ved, at han er
kommet fra Gud og nu er tidspunktet kommet hvor han skal
forlade jorden igen. Jesus kan også gennemskue disciplene.
Han ved, at Judas vil forråde ham. Og han ved hvordan de
andre er. De er en gruppe ganske almindelige mennesker,
og når han har forladt dem, så vil én af dem selvfølgelig
prøver at blive lederen, der bestemmer over de andre. Det
bliver Jesus nødt til at forhindre. Han giver dem et
forbillede. Jesus er en hellig mand, fordi han forudser,
hvad der vil ske, og tænker på sine og hjælper dem, for at
de ikke skal komme ud i noget forkert.
Det er et mærkelig forbillede, som JEsus giver, for
vi skal ikke se op til ham. Jesus er et forbillede, idet
han gør noget for os, bøjer sig ned og opgiver sin
lederstilling, sin ære. Det er et billede, som Jesus
bruger, hvor han både vil fortælle, hvordan han selv er,
og hvordan vi skal være.
Jesus er altså ikke en hellig mand, som vi skal
frygte og se op til. Nej, han er som en ven, der elsker
os. Der er venner, som man ikke kan være helt sikker på.
De kan en dag pludselig blive sure og vende os ryggen. Men
Jesus fortæller med sit billede, at vi altid kan være
sikre på ham. Han vil gøre alt for os. Han viser det i
praksis.
Når der er venskaber, som går i stykker, så er det
som regel fordi den ene bliver såret på sin stolthed og
tænker om den anden: når han kan gøre det mod mig, vil jeg
ikke være hans ven mere. Men hos Jesus kan vi se, at han
ikke har en stolthed eller en ære, som han vil beskytte.
Han bliver ikke såret, så han bryder venskabet med os.
Selv om han vidste om disciplene, at de fleste af dem
ville forlade ham, og en ville fornægte ham og en anden
ville forråde ham, så viser jesus på forhånd med det
billede han giver, at han aldrig vil bryde venskabet med
os, hvor forkerte vi end er.
Når Jesus bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder
og gør sig til en slave og tager al sin ære af og tager
tjenertøj på, så er det jo for at vise, at han ikke har
nogen interesser som han vil beskytte. Hans forhold til os
hviler alene på, at han holder af os. Og han bliver ved
med det.
I prædikestykket i dag står der om disciplene, at
Jesus havde elsket sine egne her i verden, og han elskede
dem til det sidste. Gang på gang i fortællinger om Jesus
hører vi, at han bar over med dem. Tit var det dumme
spørgsmål de kom med, som viste at de slet ikke havde hørt
efter og at de ikke forstod ret meget af, hvad han havde
sagt. Nogle gange de helt forkert på den, f.eks. da de
ville jage børnene væk fra Jesus. Men Jesus elskede dem,
og han viste det ved at beholde dem hos sig. Han kunne jo
have sagt: Det her går ikke. Jeg må have nogle andre
disciple. Mit budskab fra Gud er for vigtigt til at det
kan overlades i jeres hænder, når jeres tro og forstand er
så ringe. Men det sagde Jesus ikke. Han bar over med
disciplene. På dem viste han i praksis, hvad tilgivelse
er. Og til det sidste viste han det. Han viste det
skærtorsdag aften, da han knælede ned for dem. Og han
viste det langfredag. Det er dejligt at have sådan en
anfører eller mester eller herre.
Men med billedet, hvor han vasker disciplenes fødder,
vil Jesus ikke kun fortælle om sig selv, han vil også
vise, hvordan vi skal være. Og det er tydeligt, at ingen
af os i kirken er foran de andre. Vi skal være hinandens
lige. Jeg tror ikke, vi skal være slaver for hinanden. Der
er ingen mennesker, der har godt af at andre gør
slavearbejde for dem. Men Jesus vil med sit billede vise,
at vi aldrig må føle os for fine eller højthævet, så der
er nogle, som vi ikke vil have med at gøre og hjælpe.
Derfor er kirken den mest mærkelig gruppe vi kan være
i. For der er ikke nogen som bestemmer eller er over
andre. Tværtimod hvis vi skulle sige, hvem der har den
fineste plads og er tættest ved Gud, så er det børnene og
de mindste.
Ude i verden kan det være spændende for nogle at
stræbe efter en god karriere og at kunne bestemme over
andre. Men det som vi kan leve på, og som vi får her i
kirken. Det er venskab, venner som vi kan være trygge ved.
En karriere kan pludselig standse og man kan blive fyret.
Men det venskab som vi får her i kirken det er til at
stole. Det har Jesus vist i praksis.
Nadveren udtrykker det samme. Nadveren er også et
billede, hvor Jesus fortæller om sin kærlighed til os og
om at vi skal tages os af hinanden. I nadveren giver
Jesus sig selv til os, så vi kan være sikre på hans
venskab og hjælp. I nadveren viser Jesus, at han er hellig
og kender alting til bunds og at han elsker os vil være
sammen med os, også når det viser sig hvor forkerte vi er.
Og i nadveren mærker vi i praksis hvordan vi skal være
sammen og at ingen af os kan hæve os over de andre, for vi
knæler ved hinandens side. Ligesom fortællingen vi har
hørt i dag om at Jesus bøjer sig ned for disciplene og
vasker deres fødder er et billede. Sådan er nadveren et
billede, der er tegn på Jesu kærlighed til os og viser,
hvordan vi skal være over for hinanden.
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning,
email