2. Pinsedag (II) – - Risskov Kirke den 12. juni 2000, Lars Mandrup

Johannes 6,44-51 

Salmer: 672 – 834 / 272 – 864 – 241

I.

Efter enhver beruselse følger der uvægerligt en ’dagen derpå’, en blå
mandag, hvor virkeligheden vender tilbage. Ved hjælp af spiritussen
kan vi for en stund løfte os op over den daglige trummerum, glemme
hverdagens sure forpligtelser, alle trakasserierne, vi kan blive ’høje’
og svæve på en lyserød sky, men når festen er forbi, bliver det
virkelighed igen, ja ikke nok med det, men også med alle de mange
tømmermænd, som følger med.


På Pinsedag var disciplene ’høje’. De oplevede suset, som rykkede
dem ud af alle deres triste tanker, deres melankoli og deres
modløshed. De blev fyldt af Helligånden, der kom og satte sig på
dem som ildtunger. De fåmælte og tilknappede disciple, som ikke
havde været til at slå et ord af, blev med ét snakkesalige, tungerne
kom på gled, ja ikke nok med det: det var ikke bare deres eget
sprog de talte på, men på alle mulige sprog.


Det må have været en højst mærkværdig oplevelse. Ikke underligt at
folk troede, at de havde været ude for at drukne deres triste tanker i
spiritus, ’i sød vin’, som man sagde, men det var ikke den slags
spiritus de var påvirket af, det var spiritus sanctus, Helligånden, som
var kommet over dem.


’Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre’, hørte vi
fra profeten Ezekiel. ’Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver
dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder
mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.’ Det var
det, der skete med dem.


De bliver mennesker på en ny måde. Ikke bare mennesker, som
eksisterer, ikke bare mennesker som en maskine, som brikker i et
samfundsmaskineri, åndløse og kolde, som små numre i et stort og
uoverskueligt system, men mennesker med bankende hjerter, med liv
og kærlighed. De er et nyt folk og et folk sammen med deres Gud.


Det er nok som en beruselse, men uden de hamrende tømmermænd,
uden den lede og den tomhed, som dagen derpå ellers altid giver, når
den såkaldte virkelighed atter melder sig. De er kaldt til live, så de
lever og ånder på ny, frie og glade, som mennesker sammen med
deres Gud. Selv dagen derpå taler de med glæde og begejstring om
alle Guds storværker, om Jesus Kristus, om hans lidelse, død og
opstandelse, og om alt hvad han betyder for dem.

II.

Og også vi fejrer i dag 2. Pinsedag - dagen derpå. Det gør vi i en
verden, som ikke uden videre kan kaldes åndløs. Det er en verden
og en tid med bemærkelsesværdig meget åndelig søgen, en verden
hvor der er en leden efter det man kalder for ’noget andet’, hvor
mange mennesker er kørt træt i alt det, som der oftest bydes på
rundt omkring, hvadenten det er jag efter status og position,
anerkendelse og rigdom, eller det er gold og åndløs underholdning,
hvor underholdningen er blevet til en industri, en pengemaskine; hvor
karrusellen bare kører og kører, efter at indholdet for længst er
udtømt, men vi hopper gladelig på for at få en tur til.


Mange søger da efter ’noget andet’, efter noget med ånd,- ’indhold’
kalder man det ofte, så også her er der opstået et marked, hvor
mange byder sig til,- den nye åndelighed, som man så ofte taler om,
og den indeholder et sandt virvar af tilbud, af teknikker til at hæve sig
ud over virkeligheden, efter at opnå et eller andet indre, at få en
oplevelse ud over det sædvanlige.


Og den søgen eller længsel må vi lytte til, for alle disse ting udtrykker
en sult og en tørst efter noget, som man ikke finder i det udbud af
varer og forbrugsgoder, som der findes så rigeligt af.


III.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at evangeliet til 2. Pinsedag taler
om, at ’ingen kan komme til Jesus Kristus, hvis ikke Faderen, som
han sendt ham, selv drager os.’ Vor egen tilfældige dragen ud i
verden for at lede fører os oftest på vildspor, hvor vi tiltrækkes af
luftspejlinger og fata morgana’er, hvor vi skuffes, fordi der intet var i
alt det, som så tiltrækkende ud.


Evangeliet til Pinse vil vise os, at vejen går til Jesus Kristus, til hans liv
og død og opstandelse for vor skyld.


Og det er ikke tilfældigt, at evangeliet taler om det levende brød,
som er kommet ned fra himmelen. Det brød er ikke som mannaen i
ørkenen, som fordærves og rådner, når det ikke kunne holde sig
længere. Men det brød, som kommer ned fra himlen, er
landtidsholdbart, ja mere end det: det er evigt; det gør, at den, som
spiser af det, ikke dør. 


Det er en anden måde at sige på, at dét liv er et liv som er
bestandigt, uden en ’dagen derpå’; det er et liv som holder til både
det høje og det lave og det dybe, både til glæden og til sorgen.

Et menneskeliv med Helligånden er et liv, som nok ’svinger’, men
som ikke svinger i takt med vore egne ofte meget svingende
sindstilstande, humør og oplevelser, men som knytter sig til Jesus
Kristus, til hans liv, til hans kærlighed, så at vi drages til Ham og får
liv og fællesskab med Ham. Gud har sendt sin Ånd til os, og det
betyder, at vi ikke er overladt til at søge rundt på må og få eller at
lede i blinde for at finde det evige. 


Når Jesus i evangeliet siger: Ingen kan komme til mig, hvis ikke
Faderen, som har sendt ham, drager’, da betyder det ikke, at det er
skæbnebestemt, om vi nu kan komme til ham,- at vi er sagesløse og
uden indflydelse. 


Da betyder det som i lignelsen om den fortabte søn, at sønnen
derude i det fremmede ’gik i sig selv’, men det gjorde han, fordi han
vidste, at der var et sted, hvor han hørte hjemme. Han vidste, at der
bestandigt var en Fader, hvis kærlighed var usvækket. Og den
kærlighed drager ham til at finde sit liv igen. Og allerede da han er på
lang afstand, ser han sin far løbe ham i møde, og faderen falder ham
om halsen og kysser ham, for nu har han fundet det sted, hvor han
hører hjemme.


IV.

Pinsen har altså et godt budskab til os. Måske det bedste af alle! Vi
mennesker søger et andet liv, end det som kan måles og vejes og
gøres op i data og statistikker. Vi søger hjerter af kød og blod og
ikke af sten. Men vi er aldrig uden orienteringspunkt i al vor søgen.
Livet har en mening og et mål.


Pinsen og Pinsens spiritus, Pinsens ånd forbinder vort liv med vort
mål.

Amen.