Prædiken til 2. søndag efter påske. 

Skal vi tale om Gud, bliver vi simpelthen nødt til at tale i billeder, for vi
kan ikke tale om Gud, som vi kan tale om et træ eller en bil eller hvad
som helst andet, der nøje kan beskrives. Gud er simpelthen for stor,
for ufattelig, for uhåndterlig. Derfor må vi tale i billeder: Gud er som en
far, Gud er som en konge, Gud er som en hyrde. Ingen af billederne
kan stå alene og aldrig når vi der til, at vi har billeder nok. 

I dag er det altså hyrdebilledet, der er på banen. Vi har det i GT-
læsningen om Herren som hyrden, der lader os ligge i grønne enge og
leder os til frisk vand ad rette stier - og skulle disse stier endog føre
igennem mørkets dal, ja, da sørger hyrden for, at intet ondt hænder os.
(Vi  har det i epistelteksten med fredens Gud, der førte fårenes store
hyrde Jesus op fra de døde. Og) Vi har det i dagens evangelietekst
med Jesus som den store hyrde, der kalder sin hjord til sig, så de følger
ham til evigt liv. 

I sandhed et stærkt, godt og forståeligt billede. Men også et billede
med store dybder. I dag er hyrden vel indbegrebet af frihed,
naturoplevelser og de store vidder, når hun med sine hyrdehunde på
Kongenshus hede flere 1000 km. væk fra ulve, bjørne og andre vilde
dyr, driver dem rundt mellem lyngtuerne, men på bibelsk tid var det
skam noget helt andet. Der hvilede bl.a. et erstatningsansvar over
hyrden, om nogle af fårene skulle gå til under vejs. Skulle det fx. være
angreb fra vilde dyr, ville han også være erstatningspligtig, hvis han ikke
ufortrødent havde taget kampen op mod rovdyret. 

Derudover havde hyrden forpligtelse til at sørge for vand og græs til
hjorden og sørge for, at ingen af dyrene forvildede sig. Desforuden var
han dyrlæge, der skulle forbinde evt. skader. 
Hyrden har altså det fulde ansvar for hjorden og derfor er det meget
velvalgt, at vi netop her lige efter påske, skal høre om hyrden, der
endog gik i døden for at frelse sin hjord. Ja, påsken er i grunden en
stor illustration af, hvordan Jesus som den gode hyrde, tager sit ansvar
for hjordens ve og vel på sig - og det uanset vi er nogle værre får, der
vender hver sin vej og ikke behøver mere end at hyrden blinker med
øjnene, før vi forvilder os, fordi vi tror naboens græs er bedre eller
fordi vi tror, vi kan selv eller fordi vi vil have en mere spændende hyrde
eller fordi....ja, forklaringerne er mange og peger alle i retning af vores
ulyksalige drift i retning af selvberoenhed. 

Og sådan lyder det jo i dag: eller "Jeg afgør selv, hvad der er godt og
ondt for mig" eller "jeg vælger frit i det religiøse supermarked og
sammensætte selv min religion" eller "jeg bestemmer selv, hvad der er
sandhed for mig". 

Det var den gamle præst og digter Jacob Knudsen, der engang sagde:
"At være rodfæstet, er at leve i bevidstheden om, at sandheden er en
sag mellem to, aldrig blot noget man kan have inden i sig selv, noget
man kan ruge over, rullet sammen som et pindsvin" 
Det er faktisk ikke dårligt sagt: sandheden er aldrig noget, man kan
have for sig selv, men altid et forhold. Når vi taler sammen, kan det jo
ikke nytte, at den ene siger: "Nå, jamen det er altså sandhed for mig.
Så må du have en sandhed for dig selv." Så er der faktisk ikke meget
mere at tale om. Måske er det derfor, vi efterhånden har så mange
fjernsynskanaler til at underholde os - for at skåne os for disse umulige
samtaler. Eller også er det omvendt: at fjernsynet degenerer vore
samtaler, så de bliver mere og mere umulige eller allerhøjest drejer sig
om almindeligheder? 

Men sandheden er ikke privat og det er det ulykkelige i tiden, at det
såkaldt moderne, selvberoende menneske desperat prøver at finde
sandheden for sig selv uden af ville vide af forholdet til næsten. Hermed
glipper rodfæstetheden - man ved ikke, hvem man er, fordi der altid er
nye sandheder, der frister - altid mulighed for at skifte sin egen
personlige sandhed ud og dermed mister man fodfæstet og ender med
benene solidt plantet i den blå luft. 

Gad vide, om dette netop ikke er problemet i dag, at det simpelthen
ikke er til at holde ud at være menneske under disse betingelser: og da
slet ikke ung!. Der er ingen rodfæstethed og derfor heller ingenting at
gøre oprør imod - alt er blevet lige-gyldigt og derfor bliver livet
ligegyldigt. Derfor bliver mange, tror jeg, - og særligt unge - mennesker
i dag destruktive, hvad enten det så er overfor andre i form af vold,
andres ejendom i form af hærværk eller overfor sig selv i brugen af
diverse kemiske - alkohol, ecstacy, amfetamin eller hvad man nu kan få
fat i - eller elektroniske stimulanser - computerspil, TV-kiggeri,
mobiltelefoner o.m.a. 

Og så hjælper det ikke med alle mulige og umulige pædagogiske tiltag,
kampagner og hvad ved jeg - det er kun symtombehandling. Årsagen
er manglende værdier, som også flere og flere peger på. Årsagen er, at
forældrene har glemt at fodre sine børn med værdier. Og hvad er
værdier andet end disse sandheder, der ikke findes isoleret, men i
forholdet mellem to eller for den sags skyld flere? 
Det er fx. det at opdage, at Jesus er den gode hyrde - og den sandhed
opdager man altså kun i forhold til ham og derfor må man lære ham at
kende. 
Det er fx. også det at opdage, at godt og er ondt ikke er et spørgsmål
om, hvad jeg synes, men noget der bliver klart i forholdet til Gud. 
Eller det er at erfare, at kærlighed ikke er noget indeni mig, men noget
imellem dig og mig. 
Ja, grundlæggende er værdier vel det, der binder mennesket sammen
med Gud og dermed binder mig sammen med de andre mennesker,
der også er bundet sammen med Gud.  - det at hyrden kalder på os og
samler sin hjord for at føre den til evigt liv. 

Derved får vi fælles mål - en fælles vej - vi bliver rodfæstede. Om vi så
ligger på grønne enge eller vandrer i mørkets dal, så er hyrden der dog
altid som ham, der ikke bare viser vej, men også sørger for at få de
forvildede med. 

Amen. 
-- 
  Steen Thomsen 
  Sognepræst i Mou 
  Dokkedalvej 8 
  9280 Storvorde 
  
  Tlf. 98311041