Prædiken til Trinitatis i Sommersted og Oksenvad kirker d.
18.6.2000

1. Salme: 314 Gør dig nu rede, kristenhed
2. Salme: 360 Aleneste Gud i himmerig

3. Salme: Dåb: 402 - 397 i Oksenvad

4. Salme: 292 Hvor Gud sit hus ej bygge vil

5. Salme: 324 O, send os ikke ud alene


Der var en mor, der var på vej til kirke med sine børn. Og så
fortalte hun jo stolpe op og stolpe ned, at det var meget, meget
vigtigt, at man skulle være stille i kirken. 

Man skal sidde stille. Man må ikke snakke. Man må ikke spørge
om, hvorfor damen foran har hjelm på. For det er jo en hat. Man
må ikke spørge om, hvorfor præsten har kjole på. Og selvom
præsten byder børnene op til døbefonten, bør man ikke mærke
efter om vandet er vådt.

Og da moderen er færdig med sine mange belæringer, så spørger
hun børnene: Hvorfor skal man så være stille i kirken.

Og børnenes svar kom prompte: fordi folk sover.


Nu skulle det jo nok helst ikke være tilfældet. Men selvom det med,
at folk sover, selvfølgelig er en vittighed, så ved vi jo godt, at der er
en gran af sandhed i det med, at folk sover.

Og når jeg bruger udtrykket folk. Så tænker jeg ikke først og
fremmest på dem, der kommer i kirken hver eller hver anden
søndag. Heller ikke først og fremmest på dem, der aldrig kommer.
Heller ikke først og fremmest på præstens og hans kedelige
prædiken. (Jeg har hørt ham den lokale, og det er dog … nå).

Men jeg tænker først og fremmest på os alle sammen. Ikke at vi alle
sover. Men det er dog alligevel godt, engang imellem af knibe sig
selv i armen og spørge: sover jeg.

Når jeg spørger om, hvorvidt folk sover, så tænker jeg faktisk på
Den danske Folkekirken. Og den er de fleste af os jo medlemmer
af. Vi er blevet døbt i den. Vi er blevet konfirmeret i den. Måske
gift. Og en gang skal vi begraves.

Men hvad er kirken? Er det bare et stenhus? Et stenhus vi kører
forbi søndag formiddag på vej til bageren efter rundstykker.

Nej, kirken er faktisk os mennesker. Det er faktisk vores kirke.
Bygget af levende stene, som Grundtvig siger i salmen, Kirken den
er et gammelt hus.

Kirken er først og sidst os mennesker. Læg mærke til, at i dagens
evangelium siger Jesus noget om, hvad kirken er. Eller han siger det
indirekte, når han til sine disciple befaler, at de skal drage ud i al
verden og gøre alle folkeslag til hans disciple, ved at døbe dem og
lære dem. Ikke et eneste sted står der, at de skal drage ud og
bygge kirker. Men de skal gøre mennesker af kød og blod til hans
disciple.

Jo, for kirken er mennesker. Er til for mennesker. Og den er skabt -
ikke af os - men af Gud. Fordi Gud vil have en kirke.

Men hvorfor mon Gud vil have en kirke? For at vi skal kede os en
times tid søndag formiddag?

Nej, det vil han, fordi der skal være et sted og en dag, hvor vi
menneskebørn bliver mindet både om vort ansvar og om vor skyld.
Men også et sted og en dag, hvor vi bliver mindet om, at Gud er
den, der både giver ansvar og sætter til ansvar. Men også er den,
der rækker os tilgivelse, fordi vi alt for ofte ikke lever op til vort
ansvar. Ja, der er et tidspunkt og et sted, hvor gives os noget, som
vi ikke kan give os selv. Eller sige os selv. Nemlig ord om syndernes
forladelse og det evige liv.

Det er jo ord, som vi ikke kan dø foruden. Og det er måske netop
derfor også ord, som vi ikke burde leve foruden.


Ja, kirken er mennesker. Men den er samtidig nogle særlige
mennesker. Nemlig Guds børn, som han holder af, holder om,
værner om og giver sig selv. Kirken er faktisk os alle sammen.

Men samtidig med, at kirken er Guds ansvar. Har Gud også givet
os ansvar for kirken. Det er ikke nogen selvfølge, at vi har en kirke.
Men kirken er kun til, hvis vi vil være kirke.

Der hvor mennesker holder op med at gå i kirken eksisterer kirken
ikke længere. Måske står der et stenhus til minde om kirken. Som
en gravsten over noget for længst uddød. Og det er vores ansvar og
vores valg, om det skal gå sådan.

For Gud tvinger ingen. Kærlighed der tvinges igennem er jo ikke
kærlighed. Så langt fra. Og Gud vil ikke være ukærlig. Det gør
selvfølgelig ondt i Gud, når vi ikke vil være kirke. Men tvinge sig
igennem til os - det ligger ham fjernt. Er ham imod.

Det ligger jo simpelthen i det Jesus siger i dagens evangelium: Mig er
givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle
folkeslagene til mine disciple. 

Læg mærke til, at ham, der har al magt i himlen og på jorden, ikke
vil skabe sin kirke gennem magt og tvang. Men med dåben og
ordet.

Det eneste magtmiddel han har - ham der har al magt i himlen og på
jorden - er forkyndelsen af evangeliet. For sådan er kærlighed - den
er dybest set afmægtig over for den, der ikke vil tage imod.


Det med, at der er en kirke er altså også vort ansvar. Ikke vores
ansvar alene. Ja, på en måde ene og alene Guds ansvar. Og alligevel
har vi det ansvar, at vi kommer her. Og at vi vil være kirke.

Og ingen har et ansvar over for præsten. Præsten får sin løn uanset
om der kommer nogen eller ej. Ja, det er måske endda nemmere at
være præst, hvis ikke der kommer nogen. Det er godt nok også lidt
kedeligere.

Men det ansvar et folkekirkemedlem hos os har, er et ansvar for, at
der overhovedet er en kirke i Sommersted/Oksenvad.

Og ansvaret gælder jo ikke bare én selv. Eller ens egen generation.
Men ansvaret gælder også vore børn og unge. De kommende
generationer.


En konfirmand kom en gang til mig og sagde, at han havde været i
kirke et andet sted. Og det var altså bare kedeligt. Hvorfor var det
kedeligt, spurgte jeg. Fordi der næsten ingen var i kirken, var hans
svar.

Læg mærke til, at det var ikke præstens prædiken. Ikke salmernes
længde. Ikke de 3 barnedåb eller altergangen. Men var alle dem,
der ikke kom i kirken, der sendte et signal ind i en konfirmands sind
om at her er gabende kedeligt. Og det synes alle andre åbenbart
også.

Vi har et ansvar over for kirken. Eller rettere sagt: et ansvar over for
de kommende generationer. For kirken er kun én generation fra at
dø ud. Sådan har det selvfølgelig altid været. Men da ikke mindst i
vores tid.

Og hvordan mon kirken ser ud om 100 år? Det er selvfølgelig svært
at sige ret meget om.

Men hvor mange kirker findes der mon ud over vort land? Altså
kirker, hvor der ikke står museum over indgangsdøren. Men kirker,
hvor der bliver fejret gudstjeneste. Kirker hvor der er mennesker.

Det er faktisk vores ansvar. Ikke bare præstens. Men også et
ansvar for den menighed og det sogn, der har valgt at have en præst
og en kirke.


Men hvordan i al verden skal man kunne have børn med i kirke?
Hertil vil jeg sige, at det er heller ikke altid nemt. Det ved alle
forældre.

Og jeg tror heller ikke at man nødvendigvis skal tvinge sine børn til
at gå i kirke hver eneste søndag. Det er jo op til den enkelte. Men
det der måske er nok så vigtigt er, at børn og børnebørn oplever, at
kirken er vigtig for os voksne.

Og samtidig skal det jo siges, at børn ikke nødvendigvis skal
forholdes muligheden for at gå i kirke. Jeg tror børn får meget mere
ud af det, end vi voksne forestiller os.

Ja, kirken er faktisk ikke kedelig for børn - ikke nødvendigvis. Men
vi gør den alt for ofte kedelig. Vi snakker om den som det sted,
hvor man gaber, når man går ud. Konfirmandforældre kører ofte
deres børn til kirke og futter selv ned efter rundstykker ved
bageren. Og hvad lærer konfirmanderne så om kirken? Det må I
selv svare på.

Husk på, at vores børn ikke gør efter, hvad vi siger. Men efter hvad
vi gør. De lægger mærke til, hvad vi gør med glæde og hvad vi gør
af sur pligt. De har alle antenner ude, lærer af os voksne, ser hvad
der betyder noget for os - og hvad der ikke betyder noget. De ved
godt, hvad der er en hjertesag for os. Og hvad der ikke er.

Og hvis der skal være en kirke - også i fremtiden. Så er det op til
os.


Vi voksne har faktisk godt af at børnene kommer med i kirke.
Selvfølgelig skal børnene lære at gå i kirke. De skal ikke forstyrre
unødig. Men de skal være her.

De er et billede på, at her må alle komme. Også dem, der ikke
forstår ret meget af, hvad der foregår. For her kommer man ikke,
på grund af det man er eller ikke er. Eller på grund af det man kan
eller ikke kan. Men på grund af Ham - der er til for os. Ham der
gør os til sine børn - gør os til kirke.

Og skulle der endelig være et barn der kom til at kede sig under en
gudstjeneste. Så kan jeg fortælle, at de klogeste psykologer og
fremmeste psykoanalytikere for længst har bevist, at et barn
hverken tager skade på legeme eller sjæl, hvis det keder sig en lille
times tid. 

Men det kunne jo være at vort folk bliver fattig, rodløs og menings-
løs - hvis ikke vi har en kirke. Måske er det netop i kirken og dens
budskab at vor fremtid findes. Både som enkeltpersoner - og som
folk. Amen.