22. søndag efter trinitatis - 1. rk. tekst: Matt.18,21-34  

Brugt som prædiken til konfirmation - 19/5-2000

Salmer: 696 - 12 - Tak, Gud / 167 - 111 - Gør mig til et redskab

-----

Det handler om, at himlen spejles i os, for at vi skal reflektere himlens lys

mod andre.

Det går bare ikke altid så godt, nogen vil sige, at det går slet ikke. Helt

galt går det dog ikke. For himlens Gud er alting muligt.

Det handler om, at himlen spejles i os, for at vi skal reflektere himlens lys

mod andre.

Man kan tage et spejl, lade solen skinne på det. 

Når solens stråler rammer spejlet, kan man ved at vippe og dreje spejlet

få strålerne fra spejlet til at ramme noget andet eller en anden.

Man skal have refleks på cyklen i mørke. Bilernes lygter lyser på

refleksen, som lyser op, så bilen kan se refleksen med bilens eget lys fra

lygterne.

Man kan sige, at Gud er som bilens lygter, der lyser på os. 

Og det sker, at ikke alene Gud kan se os i mørket, men også andre

mennesker.

Det handler om, at himlen spejles i os for at vi skal reflektere himlens lys

mod andre. 

Det handler om, at vi skal lade os fylde af det himmelske lys, ikke for at

beholde det for os selv, men for at lade det lyse for andre.

Det går bare ikke altid så godt for os.

Men det gode er, at himlens lys bliver ved med at lyse på os.

Og man kan sige, som i en lille bøn: 

Gid jeg var en ydmyg vandpyt, som himlen spejledes i.

Jeg er en vandpyt, I er, vi er små og store vandpytter.

Sikken en herlig betegnelse for os mennesker!

Små og store vandpytter.

Grumsede, ikke altid klare og rene. 

Men når himlens lys skinner på os, sker der noget, eller også sker der

ikke noget. Det kommer an på, om vi tager lyset til os, eller vi hellere vil

rumstere i mørke, hvor ingen kan se, hvad vi laver.

Så må vi have fat i fortællingen om tjeneren, 

som fik eftergivet sin gæld af kongen.

Det var den rene elendighed. 

Virkeligheden var gået op for manden. 

Han måtte se i øjnene, at han ikke kunne betale sin gæld.

Penge føles meget virkelige, når man ikke har nogen. 

Tjeneren skyldte sin konge så stor en sum, at han ikke havde mulighed for

at betale den tilbage. 

Jesus bruger pengene som billede på vores skyld.

Eller som en af jer konfirmander skrev i en takkebøn til Gud for livet: 

Jeg står i gæld til dig. 

Det lige det, vi gør. Vi skylder Gud vores liv.

Den eneste måde, vi kan betale tilbage på 

er ved at give vores liv til andre, give af os selv.

Give til de andre -

give til - 

og til-give.

Gid jeg var en ydmyg vandpyt, som himlen spejledes i.

Jeg ER en vandpyt og himlen spejler sig i mig, i dig, i os.

Gud har øje for os,

Gud har eftergivet det, vi skylder ham - vort liv.

Himlen spejler sig i os.

Og for at det skal blive til noget, 

for at vi skal få glæde af dette himmelspejl i os på jorden, 

her hvor vi bor, må vi stille os sådan mod det himmelske lys, så himlen

reflekterer i os og rammer det andet menneske.

Men tjeneren, som kongen tilgav den store gæld, gik lige ud af døren og

greb sin medtjener og satte ham i fængsel, fordi han ikke kunne betale,

hvad han skyldte.

Uha, uha, uha!

Sikken et menneske, den tjener, 

som ikke lod sin glæde over at få eftergivet gælden gå ud over sin

medtjener.

Han var ærlig talt et dumt svin!

Vi andre ved bedre.

Vi ved, hvad han skulle have gjort, 

det utaknemmelige asen.

Han skulle have sagt: 

Jamen Herre Gud, skidt med de penge, jeg er en glad mand, jeg stryger

din gæld til mig, min kære medtjener, som jeg har fået strøget min egen.

Der skal ikke være noget, der skiller os to. 

Gid jeg var en ydmyg vandpyt, som himlen spejledes i!

Det er jeg, 

det er I,

det er vi!

små og store vandpytter, som Gud kalder på for at vi skal vende os om

mod himlen, mod Gud, så han kan spejle sig i os med sit lys. 

Vi mennesker er den ypperste, den fineste af alle skabninger, som Gud

har skabt.

Vi kan være meget grumsede, sorte ulækre vandpytter,

som ikke er værd at træde og sjaske i og som ikke gør nogen gavn for

andre.

De grumsede, sorte ulækre vandpytter har nok i sig selv.

Har kun sig selv,

verden kommer dem ikke ved,

De lukker af for lyset i den tro, at de selv er lysende.

Men de må tro om igen.

Men også de grumsede, sorte ulækre vandpytter kalder Gud på for at

spejle sig i. 

Og himlens Gud giver ikke op.

Og derfor giver det hver dag mening at bede til ham:

Gid jeg var en ydmyg vandpyt, som himlen spejledes i.

Det er der god mening at bede om.

Og når man beder om det af hjertet,

har man allerede vendt sig mod himlen.

Og himlens Gud giver aldrig op med at spejle sig i os

og lade sit lys skinne på os, så vi kan være lys for andre.

Og som Jesus siger:

I er verdens lys. 

En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.

Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe,

men på en stage,

så skinner det for alle dem, der er i huset.

Sådan skal jeres lys skinne for andre, så de kan se jeres gode gerninger

og prise jeres far, som er i himlene.

Gid jeg var en ydmyg vandpyt, som himlen spejledes i.

Eller vi kan bede af hjertet de ord, som vi skal synge som sidste salme:

Herre, gør mig til redskab for din fred. 

Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder. 

Lad mig bringe tilgivelse, hvor uret er begået. 

Lad mig skabe enighed, hvor uenighed råder. 

Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder. 

Lad mig bringe glæde, hvor sorg og bedrøvelse råder. 

Lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste. 

Ikke så meget at blive forstået som at forstå. 

Ikke så meget at blive elsket som at elske. 

For det er ved at give, at man får. 

Det er ved at glemme sig selv, at man finder sig selv. 

Det er ved at tilgive andre, at man får tilgivelse. 

Det er ved at dø, at man opstår til evigt liv. 

Ære være faderen og Sønnen og Helligånden, 

som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed, Amen.

 

 

Susanne Fabritius de Tengnagel

Sognepræst ved Køge Sct. Nicolai Kirke

Søndre Allé 10, 4600 Køge

Email: susanne.fabritius@koege.mail.telia.com

www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm

www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest