<H5>palmesøndag</H5>
Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
I dag hører vi om to verdener: Jesu og marias på den
ene side og Judas på den anden side. Maria og Jesus ligner
hinanden. Fra alteret hørte vi, at vi skal have samme
sindelag som Jesus. Og det har Maria. Hun handler
overstrømmende. Olien, som hun bruger til Jesu fødder,
koster lige så meget som en hel årsløn dengang. Egentlig
kan Maria vel slet ikke overskue det, som hun gør, eller
forstå sig selv. Hun giver en hel årsløn ud på et øjeblik.
Hvad skal hun så leve af. Eller hun viser netop at hun
lever rigeligt af sin kærlighed til Jesus. Han er livet
for hende. Maria gør sig selv fattig, for at give Jesus
alt. Det er en overvældende gavmildhed. Hun glemmer sig
selv og viser sine store følelser åbent, så ingen kan være
i tvivl om det.
Judas er helt forskellig fra Maria. Han bruger sin
fornuft. Og altfor tit er fornuften selvorienteret og
beregnende. Alt for tit skjuler fornuften sine egentlige
hensigter. Det lyder så smukt, at Judas ville sælge salven
og give pengene til de fattige. Men i virkeligheden
skjuler Judas sine hensigter. Han vil gerne have pengene
gennem sine fingre, så han kan lægge lidt til side til sig
selv. Alt for tit er de fornuftige og kloge ude på bedrag.
De skjuler deres virkelige tanker, som er kolde og
beregnende. Det lyder så fornuftigt og klogt, at man skal
gøre det nyttige, ikke at ødsle med kostbar olie. Det
lyder så fornuftigt at man skal holde sig til det, som kan
bruges og er nyttigt. Man skal kunne overskue og forstå
det man gør. Men hvor tit kommer der ikke kun falskhed og
problemer ud af den holdning. Ja, den fornuftige kan gøre
sit liv så koldt, at han bliver i tvivl om sine egne
følelser, om der overhovedet er plads til kærlighed.
Og det er ikke kun mænd, som er sådan. I begyndelsen
af prædikestykket hører vi, at de var sammen til et
festmåltid, og at det var martha, som sørgede for maden.
Det minder om en anden gang, hvor Martha gjorde det samme,
mens Maria sad inde i stuen og lyttede til Jesus, og
Martha kom ind og bebrejde hende, at Martha skulle gøre
alt arbejdet. Men Jesus svarede, at maria havde valgt det
ene fornødne og det skulle ikke tages fra hende. Det ene
fornødne, er det ikke pengene og maden, som vi lever af.
Nej, det ene fornødne er det som Maria valgte og viste:
kærlighed til Jesus og dermed til Gud. Maria gav sig selv.
Så gavmild var hun. Og det var fordi hun havde lyttet til
Jesus og troede på ham.
Jesus var nemlig ligesådan. Jesus var det for at vise
os, hvordan Gud er. Gud har ikke kun givet os en slags
blomster eller 10 slags. Nej, der er en vrimmel af
forskellige smukke blomster. Hvad nytte er det til. Har vi
brug for så mange slags blomster for at kunne leve. Nej,
men den overstrømmende natur, som Gud har skabt, den
viser, at Gud elsker livet. Gud har ikke kun givet en
slags træer, nej, der er en vrimmel af forskellige træer.
Det kommer vi snart til at nyde, når det bliver forår.
Jeg læste om en af astronauterne, som var på månen, at han
pludselig oplevede, hvor megen næring vi får fra alt det
grønne og farverige, som er omkring os her på jorden. Dér
på månen stod astronauten på en øde klode og sagde i
radioen tilbage til jorden, at han var rystet over så
stærk og frygtelig ensomheden var på månen. Der var ingen
farver, ingen klange og lyde. Alt det, som vi lever af til
hverdag, uden at vi tænker over, hvilke undere det er, og
at det er Guds overstrømmende gaver til os. Uden dem kunne
vi ikke leve. Uden Gud og uden Guds gaver ville vi blive
så ensomme, at vi ville visne. Men Gud har givet det
altsammen til os for at vores liv skal være som en
blomstrende sommer. Så stor er Guds kærlighed til os.
Den kærlighed viste Jesus. Når Maria salver Jesu
fødder, skal det pege frem på Jesu død. For dengang
salvede man et lig. Jesus viste med sin død en
overstrømmende kærlighed. Han gav sig selv. Hans gave var
ikke kun så kostbar som en årsløn, men som en livsløn. Og
det var ikke kun olie han hældte ud, men sit blod han
udgød. Jesus gjorde sig selv fattig for vores skyld. Han
gjorde sig til en tjener for os, og en tjener er en, som
intet ejer, ikke engang sit eget liv. Derfor får Judas ret
uden at vide det. Pengene kunne gives til de fattige. Men
Maria gav olien til den fattigste, som findes, Jesus. Han
gav alt væk for os. Paulus skriver det sådan i
Filipperbrevet, som vi hørte fra alteret: Jesus gav afkald
på sin himmelske rigdom og tog en tjeners skikkelse på og
han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på
et kors. Jesus viste en gavmildhed, som kun Gud har den.
Når Maria salver Jesu fødder, peger det hen på Jesu
død og begravelse. Og når man læser langfredag, så står
der i Johannes evangeliet, at en mand, som hed Josef, og
en som hed Nikodemus tog Jesu legeme ned fra korset og de
havde myrra og salve med og de salvede Jesu legeme. Myrra.
Det får os straks til at tænke på julenat, hvor vismændene
gav kostbare gaver til den nyfdøte konge: Guld og røgelse
og Myrra. Jesus er konge, den lidende konge. Men den
konge, som bringer en ægte fred. Derfor sang englene: Ære
være Gud i det højeste. Fred på jorden. Det er Jesus,
som er fredskongen. Derfor rider han ind i Jerusalem på et
æsel. Som vi hørte det i profetien fra det gamle
testamente, som blev læst op fra alteret, at kongen er
sagtmodig og rider på et æsel. Han udråber fred til
folkene. Han hersker fra hav til hav og fra floden til
jordens ender.
Den samme herlighed vi følte julaften, skal vi
egentlig føle ved Jesu død. Og her palmesøndag hører vi om
at folk hylder Jesus og vifter med palmegrene. Tit når man
ser engle på malerier, så har de palmegrene i hænderne.
Palmesøndag er hyldesten af Jesus lige så himmelsk som
juleaften.
Om Maria hører vi, at duften fra hendes olie fyldte
hele huset med vellugt. Om Jesus kan vi sige, at da han
udgød sit blod, da fyldtes hele verden også med velduft
eller velbehag, som englene sang julenat: fred til
mennesker med Guds velbehag. Det er den konge vi hylder,
som skaber himmelsk fred på jorden. Han hersker fra hav
til hav og fra floden til jordens ender.
Judas spurgte nok sig selv, hvad gavn Jesus var til.
Judas var jo frihedskæmper og håbede, at Jesus skulle
befri Israel fra romerne. Og da Jesus ikke levede op til
hans forventninger og beregninger, så forrådte Judas ham
og fik endda nogle penge ud af det: 30 sølvpenge. Judas
kunne med sin fornuft ikke overskue, at den fred Jesus kom
med ikke kun var til Israel, men til hele verden.
Også i vores dage er der fornuftige mennesker, som
spørger, hvad nytte kirke og kristendom er til. Men svaret
er, at troen og freden fra Jesus har bredt sig ud over
hele verden. Den fred bryder igennem al fornufts
beregninger og kulde og falskhed og bedrag. Den fred
bliver ved med ændrer os, som så gerne vil holde os til
vores egne kloge tanker. Vi skal jo huske, det som Paulus
skrev til Filipperne: I skal have samme sind over for
hinanden, som var i Kristus Jesus. Det betyder meget for
et land, hvordan lederne er. Hvis de er smålige, så breder
den smålighed sig til landets befolkning. Derfor er vi så
mange, som holder meget af vores dronning, fordi hun kan
præge Danmark med sin personlighed. Og derfor er vi mange,
deriblandt også dronningen, som holder meget af Jesus, der
præger os med sit sind, som viser Guds gavmildhed og
kærlighed. Han er fredens konge, som hersker fra hav til
hav og fra floden til jordens ender.
ny prædiken
Palmesøndag har fået sit navn, fordi folkeskaren
strøede palmegrene på vejen, da Jesus red ind i Jerusalem.
Det skete få dage før Jesus blev korsfæstet. Palmesøndag
er til minde om indtoget i Jerusalem, hvor Jesus drager
ind i den hellige by og skarerne hylder ham som deres
konge. Her dagen før den 9. april, hvor det er 50 år
siden tyskerne drog ind i Danmark, kan vi sammenligne de
to former for indtog. Det var ikke deres eget land
tyskerne drog ind i. Det var ikke på æsler. Men det var
med våbenmagt. Og de blev ikke hyldet som helte og venner
af danskerne. Hensigten med deres indtog var at skabe
ufrihed og angst.
Jesus drog ind i Jerusalem for selv at dø, for at
tage angsten på sig så vi kan gå fri. Jesu indtog var
fuldstændig forskellig fra tyskernes indtog i Danmark.
Jesus står for de værdier, som hedder kærlighed og frihed
og menneskeværd, de værdier, som tyskerne dengang trådte
under fode. Og det er derfor det er nødvendigt og godt at
vi mindes den 9. april, for at vi altid kan være
opmærksomme på de onde kræfter, der vil have magt med alle
metoder og vil bruge den til at træde mennesker ned.
Derfor hører vi også om Jesus. Det er for at værne om
de sande værdier. Derfor hylder vi Jesus på samme måde i
dag, som folkeskarerne gjorde dengang da han red ind i
Jerusalem på et æsel, eller som vi hører om i
prædikestykket i dag hvor kvinden salver Jesus.
Da Jesus red ind i Jerusalem hylede og kronede folket
ham som konge. De råbte hurra og kaldte ham Davids søn.
Det var en folkefest. I den forstand ligner det mere den
5.maj 1945. Folket festede fordi de stolede på Jesus, at
han ville fortsætte sin gode gerning, som han havde
begyndt ude i landet. At han ville fuldføre den gerning,
som han var kommet for. Israel var jo besat af romerne.
Jøderne havde mistet deres frihed og deres stolthed. De
føltet, at Gud havde forladt dem. Men Jesus sagde: Nu
opretter Gud sit rige igen. Og Jesus viste det ved at
besejre alt det som holdt folket fanget: sygdom, skyld,
angst.
Palmesøndag regner folket med, at Jesus vil føre
sejren til ende, og sætte sig på tronen og drive landets
fjender ud. I vores fortælling i dag fester Simon den
spedalske for det samme; Jesus har gjort den gode gerning
mod ham, at give ham et sundt liv, helbredt ham for
spedalskheden. Også det var en befrielse, hvor Jesus
giver Simon hans menneskeværd og selvstændighed. Derfor
hylder Simon Jesus og fester for ham. Og kvinden som
kommer ind til festen, hylder også Jesus, fordi han har
givet hende livets sande værdier tilbage. Når hun hælder
olie ud over hans hoved, så er det udtryk for kærlighed.
Det må være fordi Jesus har gjort eller sagt noget til
hende, at hun elsker ham så meget. Det er et svar hun
giver ham, fordi han har gjort det klart for hende, at han
og himlens Gud elsker hende. Ellers havde hun nok ikke
turde komme ind, uindbudt, og hælde olie ud over hans
hoved. Men hun vidste jo, at hvor Jesus sidder til
bords, der er der åbent for alle. Hvor han er sammen med
syndere, må hun også komme med. Det har han klart fortalt
hende. Han har givet hende menneskeværd og selvstændighed,
så hun tør skille sig ud fra de andre og hælde olie ud
over hans hoved. Og når hun ødsler med olien, slår krukken
istykker og hælder hele indholdet ud over Jesus, så må det
være for at vise, at den frihed, som Jesus har givet
hende, er ligesådan, lige så overstrømmende og grænseløs.
Hun hylder ham for at være sit livs konge, der har givet
hende de sande og ægte værdier hun kan leve på.
Når vi holder fest for en person, så gør vi det ved
at holde taler om den person eller skrive kærlige sange om
den person. Vi hylder ham ved at feste i glad stemning og
råbe hurra. Det samme gør folkeskaren, da Jesus drager ind
i Jerusalem. Det samme gør Simon, da han sætter god mad
frem for Jesus. Der står ikke, at Simon siger noget
bestemt, men han viser, hvad han mener ved at give festmad
til Jesus. Og det samme gør kvinden. Hun holder ikke en
lang tale, men uden ord siger hun lige så meget. Hun
bryder krukken i stykker, så duften fylder hele huset og
fortæller om hendes tak til Jesus. Også vi må hylde
Jesus, fordi han har givet os de sande værdier: kærlighed,
frihed, menneskeværd. Vi hylder Jesus ved at holde
gudstjeneste, synge salmer og fortælle om vores konge.
Der vil altid være uenighed om, hvordan vi bedst
hylder Jesus. Nogle mener f.eks. at vores gudstjenester
ikke er festlige nok eller at vi ikke gør nok for Jesus.
Der er nogle, som mener, at der mangler duft og
spontaneitet over vores hyldest. Andre mener, at det
hellere skulle vise sig i praksis, at vi sammen gik ud og
handlede efter Jesu ord og sørgede for udbredelsen af de
værdier som Jesus står for.
Dengang i Simon den spedalskes hus var der også
uenighed om, hvad der var bedst. Evanglisten Johannes
skriver at det var Lazarus og Mathas søster Maria vi hører
om i dag. Og hende kender vi fra en anden historie, hvor
Jesus var på besøg hos de to søstre, og hvor Maria satte
sig og lyttede til Jesus mens Martha gik ude i køkkenet og
havde travlt med alt det praktiske at forberede en middag
til gæsten. Da bebrejdede martha Maria, at hun slet ikke
laver noget nyttigt. Men Jesu ssagde: Martha, Martha du
gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er
nødvendigt. maria har valgt den gode del og den skal ikke
tages fra hende. Den gode del er det at lytte til Jesus,
at vende sit hjerte mod ham. Det hører vi også Maria gør
her i dag, hun er åbenbart ikke særlig praktisk anlagt,
for hun sparer ikke på salven. Hun hælder det hele ud
over Jesus. Det er en meget kostbar salve.
Igen er der nogle, der bliver sure på hende og mener,
hun skulle have gjort noget andet og givet pengene til de
fattige. De lyder meget alvorlige og moralske. Men det er
deres måde at hylde Jesus. De viser, at de har hørt efter,
hvad Jesus har sagt. De kan huske, hvad han har sagt.
Engang sagde Jesus jo til en rig ung mand: gå hen og sælg
alt hvad du har og giv det til de fattige. Det havde
disciplene ret i.
Men Jesu svar fortæller, at der mange måder, som vi
kan hylde ham på. I den enkelte situation og efter hvem vi
er gør vi det på vores måde. Nogle gør det med ord, nogle
gør det med festmad, nogle gør det med olie, nogle gør det
med gode gerninger. Det ene ophæver ikke det andet. Jesu
svar fortæller også, at moralbud ikke er en facitliste,
som vi kan slå andre i hovedet med. Vi skal ikke sætte os
til dommer over andre. Selv det, der ser helt unyttigt og
unødvendigt ud, kan være det helt rigtige i en situation.
Det er en god lære også for os. Jesus forsvarer kvinden og
siger at det hun har gjort skal fortælles i hele verden.
Det var mærkeligt for disciplene at høre det. Når de
mener, at hun ødslede og gjorde noget forkert, at Jesus
vender det helt om, hendes gerninger skal berømmes i hele
verden.
Vi må lære, at der er mange måder at hylde Jesus på.
Vi lutheranere kan ikke lide helgener og helgeninder. Vi
mener ikke, at der skal stå nogen ved siden at Jesus, ikke
engang hans mor. Han er alene om at fuldbringe frelsen.
I evnageliet står Jesus alene som vores eneste frelser og
forsoner. Sådan prædiker vi.
Disciplene dengang mente, at den bedste prædiken var
at fortælle om Jesu bud, at man skal tage sig af fattige.
De trænger til os. Det har disciplene jo også ret i at
Jesus ikke har brug for vores gaver. Han har givet
frelsen gratis til os som gave. Han har hjulpet os, så vi
kan have overskud til at tage os af andre. Men kvinden
prædikede også med det som hun gjorde. I virkeligheden er
den gode gerning, hun gør, en prædiken. Uden at vide det
fortæller hun det vigtigste om Jesus. Det er, at Jesus
døde for os.
Jesus siger dete selv: hun har gjort en god gerning
mod mig. De fattige har I altid hos jer. Og når I vil
kan I gøre godt mod dem, men mig har I ikke altid. Jesus
sammenligner sig selv med de fattige. Kvinden gjorde en
god gerning mod ham, ligesom man kan gøre en god gerning
mod de fattige. Der vil jo altid være fattige. Jesus
kender os. Han ved at der altid vil være fattige i vores
verden. Der vil altid være nogen, som ikke kan følge med
og som ikke kan leve op til kravene og som ingenting har.
Men Jesus sammenligner sig selv med dem. Kvinden har
gjort en god gerning mod ham. Han er fattig. Det er fordi
han snart skal dø.
Når et menneske døde på Jesu tid, salvede man liget,
inden det blev lagt i graven. Men en dødsdømt forbryder
måtte man ikke salve eller begrave. Påskemorgen gik
kvinderne altså ud til graven for at gøre noget de ikke
måtte ifølge den jødiske lov, nemlig salve en dødsdømt,
salve Jesus. Men de kom forsent. Kvinden vi hører om i dag
kom for tidligt. Hun salvede Jesus inden han er død. Den
gode gerning, som hun gør, er at hun fortæller, at Jesus
skal dø på et kors som en fattig, der har mistet alt for
vores skyld. Og der er også et forhold mellem den måde
kvinden salver Jesus på og den fattigdom, som venter
JEsus. Kvinden ødsler med salven, fordi den fattigdom som
venter Jesus er meget knusende. Han mister sin ære, han
dømmes som forbryder, han mister sine venner, de forlader
ham, han mister sin Gud, føler at Gud har forladt ham, han
mister sit liv.
Alle de magter som er mod kærlighed og frihed og
menneskeværd faldt over Jesus, så han blev ensom og
forladt, bundet og pisket, fortvivlet og håbløs. Men da
sagde Jesus: " Det er fuldbragt." Da havde han fuldført
den gode gerning, som han var bestemt til. Jesus tog alt
det onde på sig, så vi aldrig kan miste de sande værdier.
Når vi hylder ham som vores konge, er det fordi han går
spidsen i kampen mod alle de magter, som vil tage de sande
værdier ud af vores liv. Det viser sig også, hvadenten det
er i øst eller vest, ja, det viser sig allertydeligst i en
truet situation, at vi da holder os endnu tættere til
Jesus, så vi kan bevare kærligheden og friheden og vores
menneskeværd.
ny prædiken
Jesus er til middag hos Simon den spedalske. Dér er
fest. Dér er mange gæster med. Hvad er grunden til festen.
Det kan vi gætte os til, fordi Simon har et tilnavn. Han
kaldes den spedalske. Simon holder fest, fordi han har
noget at takke Jesus for. Vi kan jo gætte os til, at Jesus
har helbredt Simon for spedalskhed. Derfor holder han
fest for Jesus. Men vi må gætte os til det. Det er ikke
nævnt. Ja, vi hører slet ikke værten sige ét eneste ord.
Det er mærkeligt. Der kunne godt have stået, at Simon
var uendelig taknemmelig. Det var som om han have fået
livet påny. Før måtte han leve primitivt væk fra alle
almindelig mennesker. Nu kunne han holde fest og være
sammen med andre. Alt det skyldte han Jesus. Der kunne
godt have stået, at Simon var lykkelig over, at Jesus var
hans gæst. Og at Simon rigtig kræsede op for Jesus og
serverede dejlige retter. Der kunne godt have stået
hvordan Simon tog imod Jesus og overøste ham med gaver.
Men der står intet om det. Det nævnes nærmest som
noget ligegyldigt: Mens Jesus var i Betania, i Simon den
Spedalskes hus og sad til bords, kom en kvinde. Der nævnes
slet ikke, at Jesus har hjulpet Simon.
Men der nævnes jo heller ikke, hvordan Jesus har
hjulpet kvinden. Han må virkelig have gjort noget helt
overvældende godt mod hende. Han må have sagt noget, der
helt ændrede hendes liv, når hun handler så overstrømmende
som hun gør. Han må næsten have gjort mere end helbredt
hende for spedalskhed. Men vi hører ikke, hvad det var. Vi
hører ikke, hvordan Jesus har hjulpet kvinden. Vi hører
ikke engang hendes navn.
Men det ligner godt nok Jesus. Han gjorde aldrig et
stort nummer ud af sine gerninger. Til de fleste af dem,
som han hjalp, sagde han, at de bare skulle gå hjem. Til
nogle sagde han endda, at de ikke måtte fortælle om ham
til andre. Jesus var ikke nogen godt reklamemand. Jesus er
ikke beregnende og effektiv. Han skulle jo have sagt til
de helbredte: Gå hjem og fortæl til alle, som du møder,
hvad Gud har gjort imod dig. Og kom så igen, så vil vi
samles, alle vi kristne, til én stor gruppe, så kan de
andre se, hvormange vi er, så bliver de nok overbevist om,
Guds rige er noget værd.
Men det sagde Jesus ikke. Og det var meget få af dem,
han havde hjulpet, som han så igen. Hos Lukas står f.eks.
et sted, at Jesus vandrede omkring og sammen med ham var
disciplene og så nogle kvinder, som han havde helbredt fra
onde ånder og sygdomme: der var Maria, som kaldes
Magdalene, som han havde befriet for syv dæmoner. Det står
et sted hos Lukas. Men det var ikke noget der skete tit,
at de helbredte kom tilbage til Jesus. Tværtimod. Der er
jo fortællingen om de spedalske som blev helbredt, men kun
én af dem vendte tilbage og takkede Jesus.
Jesus var ikke nogen god reklamemand. Han var ikke
beregnende og effektiv. Sikken er pressionsgruppe de kunne
være blevet, ham og alle dem, han havde hjulpet. Nej, det
er som Jesus er helt uinteresseret i at vinde en stor
tilhængerskare, som kunne vandre sammen med ham. I hvert
fald må man sige, at han aldrig hjalp for at få noget
igen. Jesus er ikke beregnende og effektiv. Han gjorde
intet ikke for sin egen skyld, for at blive en stor mand
og få stor ære.
Ja, nogle gange sørger han endda ikke engang for at
den helbredte ved, hvem der har gjort ham rask. Det er i
fortællingen om den lamme ved Betesda dam. Det var på en
sabbat, og da farisæerne spurgte den helbredte:" Hvem er
det som har gjort dig rask og som har sagt at du skulle gå
rundt med din måtte her på en sabbat." Da svarede han, at
han ikke vidste det. Det er da sløset af Jesus. Han
handler slet ikke efter, at hans navn skal blive kendt.
Der er en stor ødselhed over det, som Jesus gør. Det er så
rundhåndet, at det er utroligt.
Hvis man ville have tilhængere, skulle man gå
anderledes alvorligt og effektivt til værks. I vore dage
kan se det hos tv-prædikanterne i Amerika. Se, de forstår
at slå deres navn fast. De forstår at skabe sig
tilhængere. Jeg læste i en avis om en tv-prædikant som
sidste år kundgjorde, at Gud ville tage hans liv den 31.
marts, hvis ikke han forinden fik samlet 4,5 million
dollars sammen til uddannelse af lægemissionærer. Og
pengene strømmede ind, men da der var rullet 3 millioner
dollars ind i prædikantens kasse, sagde han den 26. marts,
at han var blevet misforstået, og Gud alligevel ikke ville
han skulle dø. Men han fik altså samlet 3 millioner eller
21 millioner kr ind. Se det var en succes. Se det var
effektivt. Og alligevel skrev journalisten i den danske
avis, som jeg læste: " I sammenligning er der danske
folkekirke i al sin tilsyneladende afmagt anderledes
troværdig". Og det er en stor indrømmelse at få i en avis.
hvor man ellers mest kan læse om hvor få der kommer i
kirke. Nej, vores danske folkekirke ser ikke særlig
effektiv ud. I vores danske folkekirke sker det hele ikke
på beregning, for at få en masse penge ind, eller for at
få en stor tilhængerskare. Og grunden til at vores kirke
er sådan, det er måske, at der er lidt af Jesu ånd i vores
kirke. Der er lidt af den ubekymrethed og ødselhed, som
også Jesus havde.
Det var så stor en ødselhed der stråler ud af Jesus,
at det smittede mange af de mennesker, som mødte ham.
Palmesøndag da Jesus red ind i Jerusalem begyndte
folkeskaren pludselig at smide grene på vejen og overdænge
Jesus med hyldest råb: Hossianna Davids søn. De hældte
glæde ud over Jesus. De forstod ikke selv, hvorfor de
pludselig reagerede sådan. Det var noget ved JEsus, som
inspirede dem til det. De løb over af glæde. De blev
smittet til det.
Mon ikke kvinden i Simons hus følte det samme. Hun
kom med en krukke meget kostbar salve. Den kostede 300
denarer, dvs en arbejders årsløn, Meningen med den slags
salve var nok, at man forsigtigt skulle hælde lidt ud af
krukken og bruge det til at give velvære og velduft.
Israel er jo et varmt og støvet land. Det var nødvendigt
at salve huden mod solen. Ligesom vi gør om sommeren i
vores land. Salve er det samme som velvære og renhed. Men
man plejer kun at bruge ganske lidt solcreme. Det skal man
spare på. Det er ikke nødvendigt at frådse. Men kvinden
var blevet smittet af et frådseri, som løb ud over alle
grænser. Hun brød krukken i stykker og hældte al salven
over Jesu hoved. Og det har nok ikke været en lille
parfume flaske. Der må have været meget i krukken, når den
var så dyr. Kvinden kommer ind fra gaden og handler
overraskende og overstrømmende ødselt.
Og Jesus tager imod det med den største
selvfølgelighed. Ligesom han ganske stille tager imod den
glæde som folkeskaren overdænger ham med palmesøndag.
Jesus er ikke beregnende og effektiv. Derfor kan han kalde
de bedste følelser frem i mennesker. Jesus var befriende
ødsel både i det han gav til mennesker, men også i den
måde han modtog mennesker.
Hvordan er de beregnende og effektive? Ja, det kan vi
også se et eksempel på i prædikestykket i dag. Nogle blev
vrede på kvinden. De blev chokerede over det hun gjorde,
Hvad kunne der ikke være kommet ud af alle de penge. Jesus
mener selvfølgelig også, at de fattige skal hjælpes: "Dem
har I altid hos jer, " siger han og fortsætter: " Når I
vil, kan I gøre godt mod dem." Når I vil. De har så travlt
med hvad kvinden gør. Har de selv tænkt sig at give de
fattige noget. Hun gjorde, hvad hun kunne. Det lyder som
om Jesus siger, at hun kun kunne lidt. De andre, de
selvtilfredse og forargede, de kan meget, tror de da selv.
Men gør de det så. Ikke over for Jesus. Nej, over for ham
er kvindens kærlighed overstrømmende.
Jesus skælder ikke de vrede og selvretfærdige ud
denne gang. Selv om deres surhed og høje tanker om sig
selv er forfærdelig, og de fortjente at blive skældt ud,
så stråler det ud af fortællingen, hvor mild Jesus er. Han
er overstrømmende mild.
Den samme mildhed stråler ud af fortællingen om
indtoget i Jerusalem, den fortælling, som vores søndag har
navn efter. På et æsel rider Jesus stille ind i Jerusalem,
mens folk hylder ham.
Det peger hen på det, som sker i påsken, den mildhed
Jesus har mod os, den ødselhed han giver. Han giver sit
liv for os. Ja, påskemorgen bryder Jesus stengraven
istykker og liv og velvære og renhed strømmer ud over
verden.
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning,
email