Skærtorsdag 2000



GT-læsning: 2. Mos. 12,1-11.

Evangelium: Johs. 13, 1-15

Salmer: DDS 707, 153 - Kopi, TS 867 og DDS 152. 



Prædiken:

“En happening” ville vi kalde det, Jesus udsætter sine disciple for

under påskemåltidet skærtorsdag aften.

Eller hvis det skal være fint; en “performance”.

Det hedder det nemlig, når en kunstner gennemfører en handling,

hvis formål er at ruske op i og vække de “passive tilskuere”,

så de med deres stillingtagen for eller imod den kunstneriske

provokation selv bliver en del af værket.

Og “kunst” blev det jo også kaldt, da en kunstner for år siden

udstillede døde og forrådnende grisekroppe i montrer, så

tilskuernes kunne få et realistisk indtryk af, hvad død og undergang i

virkeligheden drejer sig om.

Noget lignende gjorde sig gældende for en måneds tid siden, da

man i Kolding kunne se guldfisk svømme rundt i blendere, så

enhver der turde og havde lyst, kunne trykke på knappen og

forvandle den levende fisk til suppevand.

Det skete på et kunstmuseum, og værker af den art kaldes nu om

dage for en “installation“. 

Men er udtrykket for sådanne provokerende handlinger nye, er

sagen selv det ikke.

Allerede de gammeltestamentlige profeter vidste, at ord alene

sjældent formår at trænge gennem den mur af beskyttelse, som

mennesker kan omgærde sig med.

Så når de skulle tale gennem de filtre af selvvalgt døvhed, deres

samtid omgav sig med, kunne de godt finde at gribe til effektive

“happenings” eller “tegnhandlinger”, der om muligt skulle mejsle

budskabet ind i tilhørernes bevidsthed.

Som når f.eks. profeten Jeremias vandrede gennem Jerusalems

gader med et åg på nakken, for på den måde at afsløre

israelitternes trældom under fremmede magter.

Tænk jer den happening gennemført under besættelsen!

Eller når Hoseas giftede sig med en skøge og kaldte et af sine børn

med hende for “Ikke-mit-folk”.



For sandt er det, at selvom mange budskaber er bundet til ordet, så

taler handlinger alligevel ofte tydeligere end ord.

Eller rettere; handlinger trænger lettere igennem vore beskyttende

filtre, når vi ikke gider høre mere vrøvl!

Vi skærmer os fra ordene og lukker af for de budskaber, som

appellerer til os om stillingtagen og udfordrer til konkrete

handlinger i vort liv.

Ord og meninger kan jo altid diskuteres, mens handlinger bliver

stående uanset hvordan vi forholder os til dem.



Derfor giver det egentlig god mening at kalde Jesu handling overfor

disciplene skærtorsdag aften for en “happening”.

Noget der skete eller blev gjort overfor eller mod dem.

Ikke for at de blot skulle tage stilling til det, Jesus gjorde, men for at

de skulle blive provokeret og udfordret til at videreføre

indholdet af hans handling i deres eget liv.

Ja, for dybest set handler det og kristendommen jo om, at vi bliver

en del af Jesu handling, så vi gentager den i vort liv.



Da Jesus vasker disciplenes fødder skærtorsdag aften, udfører han

altså en “happening” - noget, som både sker, 

som de ser og samtidig indebærer, at enhver, der bliver konfronteret

med denne handling må spørge, hvad det egentlig skal

betyde?

Skal vi virkelig gå og vaske hinandens fødder?



Noget af vor undren kan muligvis forklares ved, at vi er så langt fra

begivenheden og den tid, den finder sted i.

Selvom det umiddelbart nok kan virke underligt, tror jeg slet ikke vi

er i stand til at mærke det gys af ubehag, 

som må have strømmet gennem disciplene, da Jesus midt under

påskemåltidet rejser sig op og begynder at vaske disciplenes

fødder.



Vel var det ikke unormalt at få vasket fødder af en anden:

Og vel skal vi ikke regne med at de af princip reagerede mod den

form for intim berøring - det skulle lige være, hvis det var en

kvinde, der gjorde det, sådan som vi hørte om det Palmesøndag,

hvor en kvinde til værtens og gæsternes forargelse smører

Jesu hår og fødder med kostbar salve.

Nej, det egentligt oprørende og provokerende i den handling, som

Jesus her gør, er,at det netop er Ham, 

deres Herre og Mester, som vasker deres fødder!

For fodvaskning og rengøring i det hele taget var jo slavearbejde og

en pligt for den, hvis ære og anseelse på forhånd var

bestemt til en så ydmygende handling.



For os, der i det mindste i princippet har lært, at intet arbejde er

nedværdigende i sig selv, er det imidlertid svært at sætte os ind

i det chok, som Jesus udsætter disciplene for.

Måske tanken om at vor regent, Dronning Margrethe, midt under sit

taffel i søndags for rigets spidser, rejste sig op og gik i

gang med vaskefadet, er en parallel, vi måske forstår.



Peters reaktion er da også i denne sammenhæng kendetegnende for

andre end de allernærmeste disciple.

Peter bliver vred og forvirret; først vil han slet ikke vaskes, og så

skal det pludseligt være over det.

Fødder, hoved og hænder med - for skal det nu være, kan man jo

lige så godt drive det absurde til det yderste!

For absurd er det og absurd virker det, når den virkelighed, 

man har det trygt og godt med, pludselig bliver rystet og man

udfordres til at se og tænke nyt.



Så hvad er egentligt meningen?



Evangeliet til i dag slutter med et udsagn, som kunne være svar på

vor undrende spørgen efter mening i galskaben. “Når nu

jeg”, siger Jesus, “jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder,

så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg giver jer et

forbillede, for at I skal gøre, 

ligesom jeg har gjort mod jer”.  



Tydeligere kan det vel ikke siges! Eller hvad?

Hvis vi skal gøre ligesom han nu har gjort overfor sine disciple, er

der vel egentligt ikke mere at diskutere!

Fadet, kanden og håndklædet står parat - hvad venter vi på?



Pause........



Nu gad jeg nok vide, hvor mange der egentligt ville komme til

altergang i dag, hvis adgangsbilletten var en omend nok så

symbolsk fodvaskning i korbuen.

Det gælder vel hvad enten vi skulle vaskes eller selv skulle vaske, at

de fleste af os nok skulle betakke sig!

I så fald står fadet og kanden for os mere som en udspændt pigtråd

end som en invitation til at få lod og del med Jesus.

For på de vilkår takker vi sandsynligvis også nej. 

End ikke en totalvask kan ændre på det.



Derfor er det ikke blot den gode Peter, men også os, 

der konfronteret med Jesu happening i dag, reagerer med forvirring

og vrede.

Lige så lidt som Peter ønsker at lade sig betjene af sin Herre og

mester, lige så lidt har vi lyst til at følge hans eksempel.

Og med den konstatering har Jesu “happening” tjent sit formål.

For gennem vor afvisning af hans ønske om at tjene os, afsløres det

tydeligt nok, hvor bundet vi er til ønsket om at være

uafhængige og selvberoende af andre. 

Jesu handling og reaktionen på den afslører tydeligt nok, hvorfor det

til alle tider har været så forbandet svært for os mennesker

at tage imod hans hengivelse af sig selv som den handling, der alene

kan virke til frelse og befrielse for os.



For kun den, der modtager hans liv og død som ufortjent gave, kan

i dette se sit eget liv opfyldt.

Kun den, der lever sit liv ud af den kærlighed, 

Jesu skænker, kan frit gå forbi fadet, kanden og håndklædet, for

han er jo allerede ren over det hele. 

Og gennem mødet med Ham ved alteret, hvor vi ved brød og vin

renses og får del i hans tjeneste for os, udfordres vi på vejen

tilbage til vor plads at tager vaskefad og kande med os og derefter

begynde at efterligne hans eksempel der, hvor vi hver især

er sat.



I så fald er installationen deroppe ikke blot et smukt kunstværk,

men som “happening” blevet en vedvarende påmindelse om

Jesu udfordring til os om at gøre som Ham.

Ja, mere end det: De er blevet det tegn, der på én og samme tid

afslører og dømmer vor troløshed, og samtidig sætter os fri til

at tjene hinanden, sådan som han tjener os.



For hvis vi på vej op til alteret klynger os til håbet om at vore egne

fortræffeligheder skal sikre os en plads hos Gud 

- at vi ikke behøver nogen form for vask - da møder fadet og

kanden os jo med kravet om at gøre det, vi ikke kan, nemlig

elske Gud og vor næste af et rent og oprigtigt hjerte.

Men tager vi Jesus på ordet og tror, at han med sit liv og sin død

allerede har givet os del i alt det, der er hans, kan vi jo følge

efter ham ved at gøre, som han gjorde.

For da er kravet om at følge hans eksempel jo ikke en betingelse

for at være hos ham, men muligheden for at han kan være hos

os.

Og er han først hos os, er det ikke så svært på vejen ned fra alteret

at gribe kande og fad og gøre som han.



På den måde bliver hans eksempel skærtorsdag aften ikke blot

noget, der fandt sted i en fjern fortid. 

På den måde kan “installationen” omkring fodvaskningen blive til en

happening, der gennemtrænger hver eneste af vore

handlinger, så kærligheden ikke bliver bundet til et utilgængeligt

kunstværk, men bliver til “en happening” 

dvs. til “noget, der sker” og bliver til virkelighed i vort liv.



Amen.