Hvad tog Jesus i grunden til Nazaret efter? Han burde da have
vidst, at profeter ikke er velsete i deres hjembyer, at folk ville
stimle sammen og sige: Narj, det er jo ham, vi har kendt, fra han
var lille.

Han må have haft meget, meget gode grunde. Noget at sige til de
mennesker, som det var vigtigt, at lige netop de hørte. For det
havde jo bestemt været rarere at holde den prædiken et andet
sted.

Der er også noget, det er vigtigt, at vi hører i dag. Noget, Jesus
mener, er lige så vigtigt for os. Derfor har vi lige bedt Helligånden
om at lukke vores hjerter op, så vi kan forstå det, Jesus siger. Det
er nemt at huske, hvad Jesus siger til os i dag. Det kan
sammenfattes i tre ord, og de begynder alle sammen med
bogstavet N.

Det første ord er nytår. I dag er det nytårsdag i kirken, i dag
begynder der et nyt kirkeår. I det næste år skal vi igen hver
søndag føres igennem beretningerne om Jesu fødsel, Jesu død
og opstandelse, om Helligånden, der kom med ildtunger og alt
det andet. Og næste år ved denne tid begynder vi forfra igen. Det
er ligesom det almindelige år, der altid begynder med januar og
slutter med december.

Men selv om hvert år på den måde kommer til at ligne alle de
andre år, er hvert nytår alligevel begyndelsen på noget helt nyt.
Når vi skifter årstal, bliver regnskaber gjort op. Der er fester og
der bliver aflagt løfter om at gøre eller netop ikke gøre dit og dat i
det nye år.

Vi starter på en ny kalender, vi giver os selv og hinanden lov til at
starte på en frisk, på et liv, der ikke er rodet til med en hel masse
forkert. Nytår er det punkt, hvor vi begynder forfra. Nytår er
ligesom at stå op til en ny dag, der ikke er blevet ødelagt, at stå
op med det løfte over sig, at Guds nåde hver morgen er lige så
hel og ny som den blanke, nye dag.

Det er det vigtigste nytårsløfte. For vi ved jo godt, at alt det, vi
sidder og lover nytårsaften, er glemt, når vi har brugt et par dage
eller en måned af det nye år. Men Guds løfter, Guds nytårsløfter
kan vi godt kalde dem, står altid fast, og de gælder også for os;
han ombestemmer sig ikke, selv om det koster noget for ham at
holde sine løfter. Derfor kan vi gå ind i det nye kirkeår med Guds
tilgivelse og velsignelse over vores liv, både i og uden for kirken.

Det andet ord er nåde-år. I det gamle testamente lå hver syvende
dag fast som hviledag. Så måtte man ikke arbejde på nogen som
helst måde, for Gud havde jo selv hvilet på den syvende dag, da
han var færdig med at skabe verden. Der var en regel om, at
hvert syvende år  også skulle være et hvile-år; det er det, vi også
kender i vores egen tid som et sabbat-år. I sabbat-året skulle
jorden og frugttræerne have tid til at gro uden at blive udpint af
mennesker.

Nåde-året var så den herlige tid, der ville komme, når Gud sendte
sin Messias til verden. Det var ikke nødvendigvis bare et enkelt
kalenderår; den forestilling, de fleste mennesker på Jesus tid
havde, gik ud på, at Messiastiden ville være en lang, ubrudt
række af gyldne lykkeår.

De to første ord med N ville folkene fra Nazaret (det er da
forresten også med N) gerne være med til. Det var festligt at
holde nytår, godt at få lejlighed til at begynde forfra, godt at få
ryddet op i alt det gamle. Det var også helt fint, at Guds nåde var
ny hver morgen. Især, hvis de blev taget med på råd om, hvor den
nåde skulle sendes hen.

De havde hørt ordene fra Esajasbogen så ofte; de vidste, de
handlede om den tid, hvor Messias, frelserkongen, som Gud ville
sende, han kom og genoprettede kong Davids rige til jordens
yderste grænser. At nåde-året ville være der, hvor freden
herskede, hvor ingen gjorde noget ondt.

Og de sad næsten og blev helt rørte over, så godt det hele ville
blive, også for dem i Nazaret, når Messias kom. På den anden
side set var de vist ikke så vilde efter, at han skulle komme alt for
snart.

Hvis han lige pludselig kom, var de måske nødt til at rydde meget
mere op i deres liv, end de egentlig brød sig om og var indstillet
på. Messias ville sikkert smide romerne ud af landet, og det var
jo lidt upraktisk for alle dem, der levede af at sælge alt muligt til
romerne.
Men en gang ude i fremtiden, når de havde tid til at leve som det
passede sig for mennesker i Messias' rige - åh, så ville det blive
dejligt, når Messias kom.

Men nåde betyder jo gratis. Nåde er netop det, man får givet
uden at have fortjent det, uden at have bestemt sig for, at det var
det, man ville have. Profeten sagde også udtrykkeligt, at det var
et nåde-år fra Herren; det var altså ikke noget, der kunne
gennemføres ved almindelig demokratisk beslutning, det var
noget, der kom udefra.

Nåde er sådan som Gud er over for os. På denne første dag i det
nye kirkeår må vi tænke tilbage på alle de gange, Gud har grebet
ind i vores liv i tiden, der er gået. Der er både de store ting, vi har
lagt mærke til, men de er måske godtnok mest sket for alle
mulige andre end lige os. Men der er også alle de små undere:
hver gang, vi har trukket vejret, har det jo alene været, fordi han
har holdt os i live.

Nytår og nåde hænger sammen. Og nytårsløftet om, at Guds
nåde er ny hver morgen, handler om, at nåden ligger klar til os,
allerede inden vi har gjort noget for at fortjene den, inden vi har
indset, at vi har brug for den.

Det tredje N-ord, Jesus siger i dag, er det lille korte ord Nu. Nu er
det skriftord, I hørte, gået i opfyldelse. I dag begynder den nye
tidsregning lige her hos jer. I dag er det nytårsdag i Guds nåde-
år.

Og det var for meget for de gode folk i Nazaret. En ting var at
holde nytår, vende bøtten og begynde på en frisk. Det havde de
gjort så tit, det var der ikke noget særligt underligt i.

De havde hørt om jubelår, om sabbatår og nådeår før, men det
eneste af den slags, der blev håndhævet i praksis, var sabbaten
hver lørdag og så de store fester. Ordningen med hvileår for
marker og slaver var gået i glemme, for det lod sig ikke gøre at
være så nøjeregnende og tage religionen så tungt, når man også
skulle fungere i et samfund, hvor det var ganske andre normer,
der herskede.

Det var fuldstændig utænkeligt for dem, at de sådan var sat lige
der i det nu, hvor de store ting fandt sted. Og hvis det så endda
havde været en rigtig engel med hvide vinger og basun, der
havde sagt det, eller idetmindste en, der var noget, men de
kendte ham jo allesammen som den flinke unge mand fra
tømrerværkstedet.

Men Gud blev menneske, ikke som en magtfuld konge, der bare
kunne befale og så rettede folk sig ind efter det. Han blev
menneske og blev født som en almindelig baby i en stald. Der var
ikke noget, der kunne bevise, at han var Guds Søn; det var altid
et spørgsmål om at have tillid til, hvad han sagde om sig selv. Og
derfor var der mange, der valgte ham fra. Det gjorde de fleste af
dem i Nazaret.

For os, der er til gudstjeneste i dag, er de tre N-ord også vigtige.
Men vi må vælge selv. Det er kirke-nytår i dag. Det er et
skæringspunkt, en mulighed for en ny begyndelse. Ikke bare den
samme trummerum et år mere, men et løfte fra Gud om, at hans
nåde er ny over for os fra denne dag.

Det er et nåde-år, vi lever i. Vi er præcis midt i Messiastiden,
den, som folkene i Nazaret så begyndelsen af den dag i deres
synagoge, selv om de ikke forstod det. Men nåde er også, at vi
ikke får Guds kærlighed påtvunget; nåde er, at vi får lov til at
vælge den.

Det er nåde, når vi må døbe små børn til at høre Gud til. Det er
nåde, når vi knæler sammen om nadverbordet - og dér ser vi jo
også hele Messiastiden i et glimt, lige fra den gang Jesus selv
brød brødet med sine disciple og sagde: "Dette er mit legeme"
og til det store festmåltid, vi er indbudt til, hvor vi skal holde fest
med alle kristne i alle tider og hele jorden rundt engang i Guds
rige.

Og det hele sker her midt iblandt os i dag. Her er det, alle tider
mødes og der sker undere af Guds nåde. Det ville måske være
nemmere at tro, hvis vi hørte om, at det skete i en anden tid eller
på et andet sted. Men det er hverken eventyr fra gamle dage eller
ønsketænkning om fremtiden. Det er NYTÅR, det er NÅDE - og
det er NU, det sker - for vore egne øjne.
Amen.