Prædiken til 24. s. e. trin. 1999

I ethvert menneskes liv kan der forekomme situationer hvor en stemning
af undergang og tilintetgørelse af alt dét, der før var livsbekræftende
vinder overhånden. Det kan skyldes sygdom, svigt, i det hele taget
forhold, som vi ikke selv føler, at vi kan have øvet indflydelse på. Når
en sådan undergangsstemning er ved at få bugt med os - så gælder det for
alvor om, ikke at bukke under, ikke at give os nederlaget i vold.
Tværtimod så gælder det om at oparbejde en modstandsskraft og et deraf
følgende overskud, som kan trodse den modgang, der så pludseligt står
overfor os. Spørgsmålet må så blive: Hvor i alverden skal den
modstandskraft komme fra, når der intet synes at være at stille op
overfor de nederlag og sår som livet har givet os? Lykkepiller gør det
ikke!

Det siger sig  selv, at når vi er besatte af en sådan
undergangsstemning, så er der ikke meget i vore egne ressourcer at
trække på. For havde vi haft det fornødne overskud - så var
undergangstemningen ikke blevet så total som sket er. Men når vi stilles
overfor noget uomgængeligt, overfor noget som sker med os og som vi ikke
selv med nogen ret kan drages til ansvar for - så er vi reverenter talt
på Herrens mark - hvilket vil sige, at vi er helt derude hvor vi må ty
andetsteds hen for at få hjælp.

Det var det, der var situationen for de to vi lige har hørt om, den
blødende kvinde og synagogeforstanderens døde datter. Deres liv var
blevet lagt øde af sygdom og af død. Men deres liv blev givet dem igen
af en kraft, der var langt større end dem selv. Vi skal ikke her
forholde os til det overnaturlige, det sælsomme og højst mærkværdige,
der berettes om her. Spørgsmålet om hvordan een, der er død kan blive
levende og een, der er syg kan blive rask på overnaturlig måde - det har
stort set ingen berøringsflade til det, som  vores erfararingsverden kan
rumme. Det skal vi derfor ikke beskæftige os med. Vi skal derimod se på
noget helt andet: Nemlig på hvorledes tro eller modtagelighed kan rykke
os ud af en yderst menneskelig og dermed også erfaringsnær trummerum og
ind i en helt anden verden; en verden i hvilken, der bliver åbnet op
overfor nogle perspektiver, der totalt kan ændre den undergangsstemning
som vi ellers er blevet ofre for.

Vi hørte, at det var troen, der frelste - både den syge kvinde og  også
synagogeforstanderens døde datter. I det første tilfælde var  det
kvindens egen tro - i det andet var det dén tro, som pigens far havde,
der gav hende livet tilbage. Igen - vi skal ikke forhold  til det
såkaldt mirakuløse i disse beretninger, det bliver vi kun skøre i bolden
af. Men vi skal forholde os til det grundlæggende i historien. Påstanden
om, at vi bliver frelst ved tro. For det første, så betyder det at blive
frelst, at vi bliver sat i frihed, at vi bliver befriet fra den
undergangsstemning, der ellers har besat os. At være frelst er at være
sat fri til at leve dette liv, till dét at kunne forvalte dét pund, der
er blevet os givet uden at skulle skele til noget gustent overlæg, uden
at at have behov for at stive os af i bevidsthed om egne
fortræffeligheder endsige anseelse i andres øjne. At være frelst,
betyder at stå i forhold til en helt anden instans, der kommer os i
møde  udefra og dermed sætter en helt anden dagsorden for vores
tilværelse end den vi selv kan opfinde.

Som moderne mennesker har de fleste af os et noget ejendommeligt
forhold til begrebet frelsthed. Det smager fromt og ulækkert af noget,
som vi intet som helst kan forbinde med. Det er da også rigtigt nok at
dét ord er forbundet med nogle associationer, som må ligge en moderne
tilværelsestydning fjernt. 0g det ikke mindst fordi vores måde at være
moderne på  i høj grad tænkes sammen med en utrolig selvbevidsthed
omkring vores egen dygtighed og vores eget værd. Den selvbevidsthed er
det, som ikke kan andet end komme til kort når vi pludseligt stilles
overfor dén undergangsstemning, som kan melde sig for hver enkelt en af
os - uanset hvad årsagerne dertil måtte være. Men dermed er forsåvidt
også sagt, at vores moderne selvbevidsthed ikke duer, den kan ihvertfald
ikke hvile i sig selv, for den kan komme til kort med al den deraf
følgende følelse af fortabthed. Men derfor er det også at ordet frelse
alligevel har betydning selv for os hypermoderne mennesker, ordet
betyder ikke andet end dét, der skal til for at genoprette det livsmod
vi har fortabt hvad så end årsagen dertil måtte være. Den genoprettelse
kan vi ikke selv mestre af vore egne indre ressourcer, den kommer til os
ude fra, den skal forkyndes os, tilsiges os. Den forkyndelse har det
alle dage været kirkens sag at stå for, fordi dét budskab kirken er sat
til at forvalte, er dét budskab, der kommer til os fra evighed af. Det
kommer uden for os selv, derfor besidder det en styrke, der ikke er
sårbar, der ikke kan tilintetgøres. Vores menneskeliv beror i et
spændingsforhold imellem skabelse og tilintetgørelse, mellem liv og død.
Når døden og tilintetgørelsen tager overhånd så er fortabelsen
virkelighed; men når liv og skabelse forkyndes som dét, der sætter det
andet på plads - så er frelsen og frigjortheden til  liv det spændende.
Det der gør spændingsfeltet levende i stedet for dødt.

Men det kommer alene af troen, ikke af noget vi selv kan præstere.
Troen kan vi ikke selv præstere, den har vi fået. Desværre er vi som
mennesker så nævenyttige, at vi blander begreberne sammen, vi forveksler
tro og viden og bedyrer at troen er et forhold til det vi endnu ikke er
blevet dygtige nok til at vide noget om, men det er en skæbnesvanger
midforståelse. Tro og viden hører hjemme i vidt forskellige verdener,
som dog begge er tilstede i det samme menneske - os!  Viden er noget vi
kan erhverve ved flid, ved erfaring. I det regie er nogle mennesker
bedre rustet end andre, nogle er bare bedre til at lære, til at suge til
sig, mere intelligente end andre. Men det er blot ikke noget ægte
kriterium for menneskeværd og heldigvis for det. Der er et andet og et
dybere kriterium, et der ikke drager skel mellem mennesker. Det
kriterium har sin rod i den kærlighed, der er livets kilde, den der
kommer til os fra evighed af, og som derfor trodser død og
tilintetgørelse. Det kriterium kan vi kun forholde os til i tro. En tro,
der skænkes frit til hver og en, den er ikke afhængig af hverken
intellektuel formåen, placering i samfundet, alder eller klogskab. Det
er den tro, der blev skænket os i dåben. Vi var før vidner til at fire
små børn fik skænket dén tro. De tre sjatter vand som hvert barn fik i
håret er vel intet i sig selv, men handlingen indeholder en symbolkraft
af de helt store, for det er Gud selv, tilværelsens ophav og dyb, der
skænker liv og kraft til disse små menneskebørn, troens liv, troens
dimension ved menneskelivet, den i hvilken det påstås at vi ikke skal
kunne det hele selv, vi skal ikke kun yde, vi må også gerne nyde, det
vil sige vi må tage imod kærlighed, tryghed, barmhjertighed, som er lig
med alt det vi ikke kan sige os selv, for det kommer nemlig fra den
instans vi kalder GUD, det som er magten til at være til i alt hvad, der
er til. Vores liv er - og har - en guddommelig dimension, derfor er
livet LIVET værdt på trods af al den død, nød og elendighed, der omgiver
os. At det forholder sig sådan - det kan ikke bevises - det kan
forkyndes og det kan leves, dermed bekræftes, konfirmeres vi atter og
atter i vores dåbspagt, som sætter os - med et ord af gamle Luther “i
nådens stand” - hvilket blot vil sige - at vi under alle forhold frit og
kvit må leve uden angst, uden forbehold. Undergangen er
vendt til sejr, død til liv.

AMEN!!!