19. s. e. trinitatis, 1. rk, Sct. Clemens kl. 9 + 10 - 1999
Es. 44,22-28; Ef. 4,22-28; Mark. 2,1-12
Salmer 679 - 858 - 258 / 279 - 698 v4-5 - 46
_____________________________________________

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium til den 19. søndag efter trinitatis står
skrevet hos evangelisten Markus...........

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det,
at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke
engang var plads udenfor døren; og han talte ordet til dem.
Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand.
Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker,
fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet et
hul, sænkede de båren med den lamme ned.
Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: "Søn dine synder
tilgives dig".
Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte:
"Hvad er det dog han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder
andre end én, nemlig Gud?"
Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde
han til dem: "Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det
letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at
sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at
Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden"- siger han
til den lamme: "Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!"
Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem
alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde:
Aldrig har vi set noget lignende!
Amen

For nogen tid siden kunne man på DR 1 se et interview med
filminstruktøren Ole Bornedal. 

Og Ole Bornedal sagde faktisk mange tankevækkende ting. Blandt andet
leverede han en temmelig spids beskrivelse af os danskeres situation.

* Ole Bornedal beskrev os som et folk, som sidder iklædt vores stiveste
puds omkring et veldækket bord. Der er indbudt til fest, men for hvad?

Vi sidder og venter på, at en eller anden skal rejse sig og holde
festtalen, og fortælle os hvad det hele handler om.

Hvem kan give svarene? Hvem tør vove et øje og tale om mening og
sammenhæng? Hvem tør være den, der giver et bud på de faste
holdepunkter? Gider nogen overhovedet noget?

Og mens vi venter på svar, er de eneste svar tilsyneladende dem, der
brager ud fra fjernsynet med reklamer om, hvor lykkelige vi kan blive,
hvis vi benytter det ene eller køber det andet.

Eller vi hører beretninger om folk, som kan klare alt på én gang og som
tilsyneladende er så ganske perfekte på alle måder.

Set i forhold til vores liv og til dem vi kender, passer det bare ikke
særlig godt. For vi er ophængt eller tynget af både det ene og det
andet.*
____________________________

Så vidt Ole Bornedal, som  rammer noget, det kan være udmærket at have
for øje.

Her sidder vi så, festklædte - og med et festligt dækket bord foran os.
Vi har det jo,- sådan taget under eet i hvert fald,- der har vi det jo
forbavsende godt i vores lille smørhul af et land. 

Og her sidder vi så,- der mangler ikke noget - og så mangler der måske
alligevel noget,- 

hvis glæden ikke rigtig kan finde sin plads, fordi der er noget, der
tynger, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med,- da kommer der
alligevel til at mangle noget.
___________________________

Ole Bornedals kommentar, den kan vi godt se som en kommentar,- ikke kun
ind i tiden som sådan,- men også som en kommentar til det evangelium,
som vi har hørt i dag - om den lamme mand, der møder Jesus.
____________________________

Som vi hørte fra evangeliet, så ligger der en hel række af
besværligheder forud for mødet mellem de to - manden må bæres, det gør
hans fire venner da,- 

men da de kommer hen til huset, hvor Jesus er,- da er det ikke til at
komme ind af døren, så mange mennesker er der forsamlet. Så de må op på
taget og fire ham ned gennem et hul - de gode og trofaste venner, der
får mødet i stand.

Og i dette møde mellem Jesus og den lamme sker der to ting - Jesus siger
til ham, at hans synder er ham tilgivet - OG han helbreder hans krop, så
han ikke er lam mere, men kan tage sin båre og GÅ derfra.
__________________________

Manden var altså lam på flere måder, sådan kan vi vist godt sige det -
han var lam i kroppen, men han var også lammet i sit hjerte eller i sit
sind eller hvad vi nu skal kalde det. 

Manden i evangeliet var lammet på disse to måder - og Ole Bornedal taler
faktisk med om den ene af disse måder at være lammet på, bare med nogle
helt andre ord - for det han taler med om, det er jo lammelsen i hjertet
eller sindet.  

Ole Bornedal taler med om den lammelse, der kan ramme os, også selvom vi
i alt det ydre har det godt,- den lammelse, der kan ramme os, hvis eller
når meningen og sammenhængen er blevet væk for os, og vi føler os
ophængte og tyngede.

Og i evangeliets sammenhæng er det faktisk også den vigtigste - eller
den alvorligste - lammelse - 

den alvorligste lammelse er ikke den, som VI ville søge en læge for -
den alvorligste lammelse er den, som tilgivelsen er en kur for.
__________________________

"Søn, dine synder tilgives dig". Disse ord er omdrejningspunktet for
evangeliet i dag,- og dermed også for os, som har hørt det. 

Disse ord er også omdrejningspunktet for os, hvis vi sidder festklædte
ved et festligt bord, men alligevel føler os tyngede,- 

hvis livet på en eller anden vis er gået i kludder for os - alle goderne
til trods,- så meningen fortoner sig i det dunkle - og vi er tyngede af
bekymringer.
__________________________

"Søn, dine synder tilgives dig",  sådan lyder det. Det er stærke ord.
men det er også svære ord. 

Synd, det er et svært ord, og det er vist heller ikke af de mest
populære ord i tiden, tværtimod. 

Men kristeligt set er det at være et menneske, det er at være en synder
og have brug for sine synders forladelse. 

Synd er at glemme Gud og glemme sit medmenneske. Og grund-synden,- helt
nede i bund og grund er synd det, at vi ikke vil nøjes med at være
mennesker, men både vil beherske og bekymre os ud over det, vi er skabt
til. 

Og det SKAL gå i kludder for os. 
_________________________________

I forrige uge var der Kristendomsuge her i byen, og ved eet af
arrangementerne i ugen kom det med synd faktisk til diskussion.

Det var ved den folkelige debataften på Værket, hvor Niels Højlund var
ordstyrer, og hvor en række spændende mennesker  kom med oplæg og deltog
i debatten med publikum.

Temaet for aftenen var kristendommen - Er kristendommen inspiration,
udfordring eller er den ligegyldig. Og det blev på mange måder en
tankevækkende aften.

For det blev ganske tydeligt, at sproget spiller en stor rolle - de ord,
som vi hver især bruger eller ikke bruger, de kan komme til at stå som
en barriere imellem os, så vi ikke forstår hinanden, heller ikke når vi
taler om tro og om kristendom.
_________________________

Og som det fremgik af diskussionen den aften, så er synd et af de ord,
der er problemer med. 

Henne i kirken taler de hele tiden om synd - blev det f.eks. sagt - og
hvad er det egentlig for noget, ordet er i en eller anden udstrækning
blevet uforståeligt. 

Ordet synd blev så forsøgt oversat med ikke perfekt - så vi i stedet for
at tale om syndige mennesker må tale om mennesker, der ikke er perfekte.
Det er umiddelbart til at forstå.

Og det dækker da på sin vis også, hvis vi husker at tænke med, at når vi
taler om synd, så taler vi også om forholdet til Gud. 

Og der kan synd såmænd også være, at vi VIL VÆRE perfekte - vi vil selv
herske og beherske - også når det ligger lang uden for vores rækkevidde.
_______________________

Det andet, der blev sagt om begrebet synd den aften, det er, at det er
noget deprimerende snak - tal om noget positivt i stedet - sådan lød
opfordringen.

Om det er rigtigt -  det ved jeg nu ikke. Der tales da vist mest om
tilgivelse af synd - om syndernes forladelse - og det er da så positivt,
som det kan blive.

Bortset selvfølgelig fra at der forudsættes, at mennesker har behov for
tilgivelse. Dermed siges der selvfølgelig noget negativ.

Men hånden på hjertet,- hvem har ikke brug for tilgivelse. Man skal
kende sig selv meget dårligt, hvis ikke man ved, at man har behov for at
blive tilgivet. Både af andre mennesker og af Gud.
_____________________________

Søn, dine synder tilgives dig. Det er det POSITIVE omdrejningspunktet i
evangeliet i dag - og i kristendommen som sådan.

De fire mænd bar deres ven afsted - på samme måde bærer vi børnene til
dåben. Som den lamme mand lå ganske uden at gøre noget som helst, sådan
gør de små børn det også. 

Og så bliver de døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og der
bliver lagt hånd på deres hoved og præsten siger:

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
(han har) nu genfødt dig ved vand og Helligånden
og skænket dig syndernes forladelse,

Vi døber børnene til troen på at de på forhånd og livet igennem er
skænket syndernes forladelse. 

Vel kommer vi ikke uden om, at vi er mennesker, på godt OG PÅ ondt -
overfor  hinanden og overfor Gud - 

Men vi døbes alligevel til at have syndernes forladelse med os hvor vi
går og står og lever. I en vis forstand er dåben derfor vores billet til
fremtiden. 

Dåben er simpelthen en billet til at være menneske med frimodighed. Til
at sidde festklædte med ved det festklædte bord - 

og dåben er adgang til at kunne lægge det der tynger fra os, fordi det
heldigvis ikke er os, der skal bære al mening i livet - det gør Gud for
os.

Amen.