20 søndag efter trinitatis; Matt 22,1-14; Thisted 17/10 99

"Klæder skaber folk". Vi kender sikker alle dette mundheld, og brugt det fra
tid til anden har vi sikker også. Men hvor stammer det fra?

"H.C.Andersen," sagde nogen til mig forleden. Uden at vide det mente de, at
det lød som H.C.Andersen. '"Krop skal der til," sagde springfrøen.' "Klæder
skaber folk", jo, det ligner godt nok hinanden i sprogtonen; altså
H.C.Andersen.

Nu er der mennesker, som har arbejdet med den slags ting, og dér kunne jeg
få hjælp. Det er slet ikke H.C.Andersen, det er meget ældre. Mundheldet er
samtidig med Jesus og har altså holdt sig gennem alle 2000 år. Hvis kunst
holder sig et par generationer, så tager man det i regelen som udtryk for,
at det netop er kunst og ikke kun en døgnflue. Ordsproget har indtil nu
holdt sig i 2000 år, og det må vel betyde, at der er sandhed i det.

Det gamle folkeeventyr fortæller det samme. Da Askepot får den fine kjole
på, så hun kan gå til bryllup, da er hun blevet så anderledes, at end ikke
hendes stedsøstre eller den onde stedmoder er i stand til at genkende hende.
Jo, "Klæder skaber folk". Og da den forelskede prins i sin jagt efter den
pige, som passer skoen, ser hende igen, genkender han hende ikke; hun må
først have skoen på, og da forvandles hun for hans blik og bliver til en
dronning. Vist er det sandt, at "Klæder skaber folk".

hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Måske skal vi have denne gamle
tanke i erindring: om klædernes skabende kraft, for ret at forstå evangeliet
til i dag. Det handler altså ikke om, at gæsten ikke ville tage den ydre
klædning på, som han måske inden festen havde fået stillet til rådighed af
værten. Men det handler om, at han ikke ville ændres, ikke omskabes; han
ville ikke være den, som kongen ønskede, at han skulle være. Og så er vi
selvfølgelig langt henne i en tydning af lignelsen. Det handler om ikke at
ville være den, som Gud vil, jeg skal være.

Han havde ellers ikke så meget, han kunne rose sig af, for ikke at sige: han
havde vel ingen ting. Havde det nu været de først indbudte, så havde det
været anderledes. De havde både mark og forretning, så de havde sikker også
haft mulighed for at komme i deres egen respektabel bryllupsklædning. Dog,
det melder historien alt sammen ikke noget om. Men de gæster, som sluttelig
sad i bryllupssalen, var i hvert fald uden muligheder. De var alle hentet
ude, hvor vejene ender, og dér fandtes ingen med bryllupsklædning i
rygsækken, dér fandtes kun de fortabte. Og dvs. at der fandtes de, for hvem
alt var blevet til ingenting.

"Når alt kommer til alt", siger vi, og så mener vi: i den sidste ende, når
alt går op i en højere enhed. Udtrykket har med Pauli ord i brevet til
Kolossenserne at gøre, hvor det hedder, at Kristus er alt og i alle (Kol
3,11), og den dag Kristus bliver alt i alle, så frelsen nået.

For dem, som blev hentet ude, hvor vejene ender, var det gået modsat. Gud
var ikke blevet alt i alle, men alt var blevet til intet. Først var vejene
løbet ud i nogle hjulspor, og til sidst havde de fortabt sig i ingen ting.
Og dér, hvor vejene ender, sad de, som selv havde fortabt sig, hvor alt
var - ikke kommet til alt; men alt var blevet til ingenting.

Og det var ikke kun de onde, som sad dér. Nej, Jesus siger udtrykkelig, at
tjenerne skulle hente både onde og gode. Det var altså ikke kun de onde, for
hvem livet var blevet til ingen ting, men også de gode, dem som havde hørt
efter etisk råd. Dér blev de hentet, for at de skulle være med til
brylluppet. De havde så vidst ikke noget at pukke på, ingen
bryllupsklædning.

Det er vel netop det glædelige budskab til os, at alle uden undtagelse bydes
indenfor til brylluppet både onde og gode; men også dem, som sidder helt der
ude, hvor de oplever, at livet er fortabt, ikke er blevet til noget, og slet
ikke til det, som du havde drømt om.

Hvorfor skulle de med alle sammen? Ja, som sagt var det ikke fordi de havde
levet efter etisk råds anvisninger (etik er kommet i højsædet). Det var hell
er ikke, fordi de havde det moderne kristne livssyn. Nej, det var alene,
fordi kongen ville det, ville glæde, ville jubel.

I skabelsens morgen lod Gud sin kærlighed flyde ud i skabelsens
overflødighedshorn. Kærligheden kunne ikke holdes inde, men brød ud i glæde
og jubel. Og når Jesus skal tale om afgørelsens og fuldendelsens dag, så er
det igen i billedet af en kærlighed, som ikke lader sig stoppe. Jesus tegner
billedet af Guds alt-sprængende glæde.

Men Guds kærlighed er virkelig, den er alvor, ikke pjat. Den er nemlig
karakteriseret af ordene alt i alle.  Den stræber mod den totale forening.

"vil du elske og ære hende … indtil døden skille jer ad?"
"Det var et voldsomt spørgsmål at svare 'Ja' på," sagde den vordende
brudgom.
"Godt," sagde jeg til ham, "skal vi lave det om, så det lyder: vil du elske
og ære hende … de næste 10 år?  -  Og hvad sige du?" spurgte jeg bruden.
"Så finder jeg en anden," svarede hun.

Ja, for sådan er kærligheden. Kærligheden vil det hele. Den vil ikke
acceptere en eller anden reservation, en bagdør. Den vil det hele, alt i
alle.

Men det ville han ikke. Min ven, hvordan er du kommet ind uden
bryllupsklæder? Men han tav, for han ville ikke. Han ville være sig selv,
være med på egne betingelser. Han ville ikke foreningen. I skal  iføre jer
kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd (Kol 3,14).  Kærligheden som den
fuldkomne, fuldstændige bånd til Kristus. Paulus taler også om at blive
klædt på, så det dødelige bliver opslugt af livet (2 Kor 5,4)

Og så er vi tilbage ved dem med, at "Klæder skaber folk", at kærligheden
forandre uden, at du forandres. Det var netop Askepot, prinsen fik, og dog
en prinsesse. Hun var sig selv og dog så forandret. Hun var befriet fra alt
det, som gjorde hende til Askepot, og dog var hun Askepot.

Det er det, Guds kærlighed vil, når den overstrømmende møder dig helt der
ude, hvor vejene ender, hvor alt blev til ingenting. Da vil den iføre dig
det nye menneske (Ef 4,24),  så du, befriet fra alt det, som gjorde dig til
en, der endte ved vejs ende, kan få lov til at være dig selv: være den, som
er skabt i Guds billede; være det Guds barn, du blev døbt til at være.

Fik du så taget imod den indbydelse?

Det spørgsmål fører ét af to steder hen. Enten fører det til fortvivlelse,
for jeg kan ikke få øje på min bryllupsklædning. Jeg er ikke forandret, jeg
er stadig den sammen, som bakser med at få mit livs brudstykker til at hænge
sammen.

Eller spørgsmålet føret til distance. Jeg bliver betragter og kan ikke
rigtig være med. Ganske, som hvis jeg er kommet af sted til en fest og ikke
synes, at jeg er rigtig påklædt. Først, når jeg glemmer det og vender
opmærksomheden fra mig selv mod brud og brudgom, kan jeg rigtig være
deltager ved festen. Sådan er det nemlig: kærligheden vender blikket væk fra
sig selv mod den elskede.

Så i stedet for at stille dig selv det spørgsmål, så kunne du vende blikket
væk fra dig selv og mod Ham, som byder der til fest. Du kunne begynde helt
med praktisk med at rette opmærksomheden mod Han ord, med at lade
kærlighedens glæde bryde ud i lovsang og bøn. Du kan lade den kærlighed, Han
vil iføre dig, komme til udtryk overfor din ægtefælle, dine børn, dine
forældre. Du kunne lade Hans omsorg nå din arbejdskammerat og din nabo. Og
da vil alt forandres af kærligheden, endskønt du er den samme.




--------------------------
Eskil Agger
Asylgade 22
DK-7700  Thisted
Tlf.: +45 9792 0316
Fax: +45 9792 2789
e-mail: agger@thisted.folkekirken.dk